Der var engang da idealet var, at vi skulle være et samfund af frie og lige borgere. Der var også engang, hvor det var tilladt at sige højt, at nogle var fattige. Har vi mistet idealerne, og har vi glemt, at ulighed og fattigdom har følger? Er nogen i tvivl om, at besparelserne i kommunerne vil ramme dem med mindst, hårdest?

Uligheden er vokset, siden vi begyndte at måle den i 1987. Med en undtagelse. Det var da finanskrisen slog bunden væk under nogle af de super-rige, så afstanden til de rige derfor blev mindsket. Ellers har uligheden kun bevæget sig i en retning:  op, videre, mere.

Hvorfor egentlig? Tja, skiftende regering har givet danskerne skattelettelser, som betaler sig bedst for dem, der har mest. Det betaler sig at have en høj indkomst. Men skattemæssigt er det endnu bedre at have aktiegevinster. Og som der står i biblen, skal den, der har, mere gives, og det sikrer vi med formueskatten, som slet ikke findes mere.

Nå, men nu får vi alle snart flere og nye skattelettelser. De gives efter det vanlige mønster, så de der tjener mindst, får de mindste lettelser. Sådan er det. Men fakta er også, at vi ender med samlet set at have færre penge i vores fælles kasse. Den kasse der sikrer os trygge vuggestuer, en værdig ældrepleje, adgang til behandling og sundhed, ud over at der også skal være affaldshåndtering, folkebiblioteker og busser nok. Alt sammen for færre penge, mens befolkningen vokser og ældes. Det giver jo ikke mening!

Kommunal sultekur

Rundt om i landet skærer den kommunale sparekniv nu ind til marven i benet. Det sker i takt med at opgaverne bliver flere, at flere lever længere, at der er mistrivsel blandt en del af vores børn, og busruter lukker. Det er vel indlysende for enhver, at de, der rammes hårdest, er dem, der ikke har råd til at købe en psykolog, ekstra rengøringshjælp, en bil og måske heller ikke de ressourcer, det kræver at finde en besøgsven til mormor.

Men er det egentlig så slemt at have de laveste indkomster? Penge er jo ikke alt. Birthe Larsen er i dag forsker og økonom på CBS, men hun var barn af en lavindkomstfamilie med fire børn i Thy. I et interview om sin nye bog peger hun på, at fraværet af penge er en afgørende faktor, men at der følger meget mere med uligheden. Det handler om sproglige, kulturelle og adfærdsforskelle. Om at føle sig udelukket.

Forskningen viser, at afsavn er noget af det, der er mest af, når man er fattig. Det er et faktum, at de der tjener og har mindst, har ringere sundhed, bruger færre kulturtilbud, rejser mindre til udlandet og dør før.

Uligheden er ulige fordelt

Ser vi på danmarkskortet, er der nogle rammende forskelle i den stigende ulighed.

Den rigeste ene procent har siden 1987 fået en reallønsfremgang, som er tre gange så stor som hos de laveste ti procent. I de tre kommuner med højest reallønsfremgang - alle nord for København - er den tre-fire gange så stor som i de tre kommuner med lavest fremgang - alle på den københavnske vestegn.

Uligheden vokser ikke kun mellem indkomsterne, men også geografisk og demografisk. Den gennemsnitlige formue i Gentofte Kommune er seks gange så stor som i Langeland Kommune. I tre ud af fire kommuner har borgerne mindre formuer end gennemsnittet for alle kommuner. Det er skævt med skævt på, lyder absurd når de senere års planer fra Frederiksens regeringer påstod at handle om et Danmark i (bedre) balance.

Udsigten til de kommende skattelettelser skal regnes i milliarder. Samtidig varmer regeringen op til en reform af kontanthjælpen, som kun vil betyde færre penge til de udsatte, og sætte turbo på stigningen i uligheden. Hvorfor egentlig? Skulle vi ikke erkende, at det stadig er ufedt at være fattig og genfinde idealet om at være lige og frie borgere? Jeg stemmer for.