Når vi taler velfærd, så taler vi om arbejdet i kommunerne. Det er nemlig kommunerne, der står for langt størstedelen af den mest borgernære velfærd. Skoler, plejehjem, hjemmepleje, børnehaver – det der danner kernen i velfærdsstaten, som vi kender den.

Det er her, nogle af de dygtigste og mest omsorgsfulde mennesker arbejder: I det konkrete møde med det konkrete menneske.

De problemer, den borgernære velfærd står med, skyldes ikke, at de ansatte er dovne, som højrefløjen udtrykker det. Ejheller som man hører fra regeringen, at incitamentsstrukturen ikke er skruet rigtigt sammen. Med de forklaringer lægger politikerne ansvaret for systemet over på den enkelte uden at give dem muligheden for at handle på det ansvar.

Det skal vi gøre op med.

Det manglende opgør

Folk der arbejder i den offentlige sektor, har valgt at være der. Det betyder, at de er motiverede af at gøre et godt stykke arbejde. Fordi de kerer sig om borgeren, om deres medmenneske, om den lille purk og den ældre kvinde. De brænder for det, de gør. Alligevel bliver de mødt af hårde arbejdsforhold, ringe løn og mistillid - meget af hvilket udspringer fra centralt hold. Fra Christiansborg.

Årtiers nedskæringer i den borgernære velfærd i kombination med krav om dokumentation, rapportering, statusopgørelse og benchmarking har gjort, at rammerne for arbejdet er blevet undergravet.

Regeringen taler igen og igen så smukt om, at kommunerne skal frisættes, men hvor bliver frisættelsen af? Nu vil regeringen så lege rundhåndet og give tre mia. kr. til nogle professioner i den offentlige sektor. Det lyder stort og flot, men det er for langsomt, når det er hen mod 2030. Og så er det bare en videreførelse af den gamle tankegang, som har ført til de problemer, vores velfærdssystem står i.

Udover nedskæringerne er der to helt grundlæggende problemer. Det ene er centraliseringen, styringen og den bureaukratisering det skaber. Det andet er værdisættelsen af omsorgsarbejde og den lønstruktur, som følger deraf.

Frisæt fagpersonale og kommuner

I opgøret med centraliseringen bør vi lade dem, der bedst ved, hvad der skaber mening i arbejdet og værdi for borgeren, være dem der har styringen. Det er de fagprofessionelle og kommunerne. Der skal være rammer for at løfte opgaverne i overensstemmelse med faglighed, fornuft og borgerens behov. Man skal kunne udøve sit faglige skøn uden myriader af snærende tråde spundet på Christiansborg. 

Et forsøg i Ikast-Brande for nogle år siden afprøvede man Buurtzorg-modellen, en hollandsk model der frisætter medarbejderne i velfærdsfag. Medarbejderne trivedes, sygefraværet faldt, borgerne oplevede bedre service. Det var billigere. Det lyder som en succes. Men nej. Takket være alskens regler og komplikationer introduceret fra toppen (læs: Christiansborg) måtte man dreje nøglen om. Problemet var ikke indholdet i modellen, men alle de krav, der ikke havde noget med værdien i servicen at gøre, som man stadig skulle følge.

Det kræver mod at skabe en mere menneskelig velfærdssektor, for skal man turde give slip og overdrage ansvaret. Til byrådene som ved, hvad der giver mening i den enkelte kommune. Til institutionerne der kender behovet i den konkrete institution. Og til at lade den enkelte medarbejder udøve sit skøn. Velfærdsstatens frontlinjepersonale er kompetent og motiveret.

Opgøret om hvad der giver værdi

En lønpose til udvalgte professioner eksponerer med al tydelighed problemet med værdisættelsen af velfærdsfagene. Det er problematisk, at det kun er et lønløft til enkelte professioner, som regeringen har udvalgt ud fra, hvad kunne se ud som om det er politisk opportunt. Det største problem er dog, at der intet opgør er med systemet, derimod kun et lille plaster på mere end et halvt århundredes skævvridning. 

Der er brug for et opgør med 1969, et opgør med at de såkaldte bløde fag helt grundlæggende ikke bliver værdisat som andre fag. Disse fag blev set som noget en kvinde kunne lave ved siden af sin vigtigste rolle, nemlig i hjemmet. Ved at institutionalisere denne tankegang solidt i tjenestemandsreformen har vi fastfrosset en tankegang med et lønhierarki, hvor lønnen er for lav i forhold til ansvar, opgave og værdiskabelse. Samtidig har vi reproduceret en tankegang om at omsorg og pleje ikke vurderes som lige så vigtigt og værdiskabende som andre typer af jobs.

Det ville klæde regeringen, der taler så meget om frisættelse og vigtigheden af varme hænder, at gøre op med både centraliseringen og 1969. Uden dette opgør vil det nuværende lønplaster blot blive et blandt mange lappeløsninger, som ikke reelt giver bedre velfærd, bedre arbejdsforhold og en løn som matcher uddannelse og samfundsmæssigt ansvar.