Kommunen.dk
MENU

De gode viljers reform er tynget af politisk spin

Regeringens udspil til ældrereformen er blevet rost for sine gode intentioner, men er kritiseret for overdreven politisk kommunikation. Spin må aldrig ende som historien, advarer kommunikationsekspert.

De gode viljers reform er tynget af politisk spin

Regeringens udspil til ældrereformen er blevet rost for sine gode intentioner, men er kritiseret for overdreven politisk kommunikation. Spin må aldrig ende som historien, advarer kommunikationsekspert.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har op til ældrereformen været på besøg på flere plejehjem. Her er hun fotograferet ved en tidligere besøg ved plejehjemmet Annebergcentret i Aalborg i 2022.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har op til ældrereformen været på besøg på flere plejehjem. Her er hun fotograferet ved en tidligere besøg ved plejehjemmet Annebergcentret i Aalborg i 2022.
Foto: Kim Frost Photography/Ritzau Scanpix

Historien kort

  • Regeringens ældrereform får ros for ambitioner, men kritik for at blive overskygget af politisk spin og iscenesættelse.
  • Kritikere: Ældre fremstår som statister i reformkampagner, mens substansen drukner i spin.
  • Reformens mål om mindre bureaukrati og bedre ældrepleje fremstår tydeligt, men dens gennemførelse og ærlighed er mindre troværdig.

 

For godt en måned siden blev regeringens ældrereform præsenterede på et minutiøst planlagt pressemøde på et plejecenter i Kolding og efterfølgende cementeret ved et stort anlagt stormøde i Fredericia. 

Stormødet blev på sin vis kulminationen på en måned med løbende udpluk og dosering af delelementer i pressen, hvor forskellige ministre på skift kunne fremvise brikker af det store puslespil, som nu endelig kunne blive lagt. 

I dagene op til lanceringen, var flere partier ellers begyndt at kritisere regeringens skiveskæring af ældrereformen, men statsminister Mette Frederiksen (S) forklarede, at det var planlagt sådan, så man fik talt ældrepolitik i længst mulig tid. 

Regeringens samlede udspil blev generelt modtaget med positive ord fra blandt andre KL. 

- Vi har ventet spændt på ældrereformen. Og der er rigtig mange positive takter i den vision og udvikling af ældreområdet, som regeringen lægger op til. Det svarer i høj grad til mange af de ønsker, vi har i kommunerne til, hvordan vi udvikler ældreområdet til gavn for dem, det hele handler om, nemlig de ældre og de medarbejdere, der er omkring dem, sagde Sisse Marie Welling, fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg.

Ældre Sagen forholdt sig både positivt og kritisk til udspillet, selvom man i mere end en måned havde talt om ældrepolitik og stadig manglede vigtige detaljer i udspillet. 

- Regeringens plan har tilsyneladende gode takter, men djævlen ligger i detaljen og dem kender vi ikke endnu. Ventetiden har allerede været alt for lang, sagde Bjarne Hastrup. 

Der blev dog ikke kun talt om de ældre i dagene før og efter udspillet. For i takt med at regeringen forsøgte at skabe mest mulig opmærksomhed omkring sit kommende udspil med besøg fra flere ministre ude på landets plejehjem og -centre, begyndte det bagvedliggende arbejde at blive en historie. 

Særligt Jyllands-Posten beskrev i detaljer gennem aktindsigt det forudgående arbejde bag de mange besøg, som ofte var resultatet af nøje detaljerede planer. 

Fagbladet Journalisten har ligeledes kunne fortælle, at det var Socialdemokratiet selv, der bookede bandet Shubiduo til statsministerens besøg i Odder, hvor koncerten var statsministerens indlende anekdote for det gode ældreliv på pressemødet i Kolding. 

- Det er aldrig godt, når spin ender som historien. Meningen med spin er netop, at det skal være usynligt, siger han. 

Analytiker og tidligere redaktør for Kommunikationsforum.dk, Timme Bisgaard Munk, mener, at regeringen er endt med at have en for tydelig hånd i præsentationen af ældrereformen og besøgene på plejehjem i kommunerne. 

For tydeligt spin

Timme Bisgaard Munk mener, at regeringens er endt med at overdosere opmærksomheden på reformen, når man nøje har planlagt besøg på plejehjemmene med selfies, musik og glade dage.  

- Det er for let at gennemskue, hvad man forsøger. Jeg tror, at ambitionerne og de gode intentioner på området er helt reelle, men lige nu drukner de i politisk spin, siger Timme Bisgaard Munk. 

Han kritiserer desuden, at de ældre borgere er endt som en form for statister i kampagnerne, mens politikerne fremstår som politiske “supermænd”, der nu skal redde ældreplejen. 

Selvom de ældre er stærkt organiseret gennem Ældre Sagen, som er blevet kaldt en “supermagt”, som der bliver lyttet til, når de ringer, fylder de ældre generelt lidt i mediebilledet, mener Timme Bisgaard Munk. 

Måden der bliver talt om og til ældre, når det fx har handlet om reformen, står i kontrast til den plads fx unge har i mediebilledet. 

- Man ender let med at tale til de ældre i stedet for med dem. Omvendt inviterer man fx de unge ind i Folketingssalen, op på talerstolen og ind i debatten. De unge får politisk empowerment, mens det forholder sig lige omvendt for de ældre, siger Timme Bisgaard Munk. 

Han roser derfor, at det fx ikke var statsminister Mette Frederiksen som holdt hovedtalen ved stormødet i Fredericia, men at det i stedet var Hanne Meyer, 87-årig “ældrestemme” og tidligere formand for Ældre Sagen i Esbjerg, ligesom der blandt oplægsholderne blandt andet var oplæg fra en plejecenterleder og en SOSU-assistent. 

- Det er rigtig godt, at man på den måde har inviteret til en samtale, siger Timme Bisgaard Munk. 

Central dagsorden

Der er ingen tvivl om vigtigheden af ældrereformen for SVM-regeringen. Ældrereformens opgør med bureaukrati og New Public Management vurderes af flere som et spydspids for flere dele af det offentlige. 

Regeringen har været i modvind i meningsmålingerne, og ældrereformen har derfor været en kærkommen mulighed til at stå samlet og fremvise en reform, som hverken en blå eller rød regering de seneste år er lykkedes med at få i mål. 

Flere ministre har derfor besøgt i de kommunale plejecentre eller  i  ældreplejen ofte med selfies og opslag på sociale medier. Her er det ofte den gode historie og case, som bliver fremhævet i hjertevarme opslag. 

Der er dog ingen, der sætter spørgsmål ved de gode intentioner i regeringens politiske ambitioner og udspil. Problemet er, at andre ting er begyndt at skygge for de gode hensigter, mener Timme Bisgaard Munk.  

- Ældreudspillet er en del af regeringens politik og mandat, og det ligger dem meget på sinde at gøre noget godt for de ældre. Intentionen er god, men problemet er, at det ender med at se iscenesat og instrumentalt ud og derfor fremstår mere kynisk, end det nok er.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR