Foråret har ramt Danmark, og findes der noget dejligere i vort pragtfulde land? Efter måneder med depressivt mørke går vi lysere tider i møde. Sådan må en champagnerus være! Det er svært i denne tid at finde noget at være utilfreds med. Og vort land er jo dejligt - et rimeligt velfungerende demokrati, lokalt som nationalt. Vi tager os af hinanden - sådan da. Vi er dynamiske, tilpasser os ændrede vilkår. Vi sætter pris på det gode liv og realiserer det. Så alt i alt, går det jo godt. Der er kritik og problemer - uligheden stiger; stadig for megen arbejdsløshed; politikere, vi ikke stoler på; problemer med integration og flygtninge; terroranslag, omend risikoen i trafikken er meget større. Vi tilpasser os ændrede vilkår. Små ændringer fra dag til dag, fra år til år. Vi mærker dem ikke meget, og vi tilpasser os. Det gælder jo utallige områder, og her vil jeg forholde mig til en del af juraens område.

Et eksempel er vores tilpasning til terrortruslen. Efter angrebet på Twin Towers den 11. september 2001 ændrede vor verden sig. USA havde ikke siden Pearl Harbor oplevet et direkte angreb, og det skabte panik. Indenfor ganske få måneder blev der i USA og i den vestlige verden gennemført betydelige stramninger af straffelovgivningen for at imødegå den nye trussel. Siden er der gennemført stramning efter stramning. Senest har regeringen bebudet nye stramninger efter drabene udfor synagogen og Krudttønden i København. En pakke på 1 milliard kroner; betydeligt flere midler til politiet og efterretningstjenesten; mulighed for aflytning uden forudgående dommerkendelse af danskere i kriseområder; og ganske få midler til forebyggende arbejde lokalt i kommunerne og i kriminalforsorgen; ingen midler til forskning i, hvordan det kan være, at den ekstreme fundamentalisme har fået greb i stadig flere unge.

Set over tid er vores reaktion på terrortruslen stadig mere kontrol, straf og retsforfølgelse. Tilsyneladende uden at det hidtil har haft nogen positiv effekt. Truslen bliver stadig værre. Sådan ser situationen ud indenrigspolitisk.

Udenrigspolitisk er vi slået ind på en ny kurs introduceret af den tidligere regering og fortsat under denne regering: En aktivistisk udenrigspolitik, hvor de vigtigste redskaber er militær intervention. Traditionel bistand er trådt i baggrunden.

Som altid ses også denne udvikling bedst over tid. Vi registrerer det ikke meget i hverdagen. Og det retter sig jo ikke mod os, vel? Det retter sig kun mod de kriminelle, ikke også?

Danmark i første række

For 50 år siden rykkede USA ind i Vietnam med de første soldater. USA’s rationale for at gå ind i krigen var, at den var nødvendig for at standse kommunismens fremmarch. 

Krigen, der i Vietnam meget passende bliver kaldt Amerika-krigen, førte overalt i verden til meget aktive bevægelser mod krigen. I Danmark var der to organisationer mod krigen: En del, der gik ind for direkte økonomisk støtte og indkøb af våben til befrielsesbevægelsen, og en anden del, der gik ind for humanitær støtte til hospitaler med mere.

Krigen varede til 1975, men allerede i 1971 blev der etableret diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Nordvietnam uanset USA’s krigsførelse.

Danmark var da i første række med en anerkendelse af Nordvietnam, og derfor har vi i dag særdeles gode og tætte forbindelser til Vietnam, hvor vi nyder meget stor respekt til gavn for blandt andet dansk erhvervsliv.

Antikrigsbevægelsernes betydning for den politiske udvikling i Danmark i almindelighed er vanskelig at undervurdere. Den fik betydning for studenternes kamp, kvindebevægelsen, det globaliserede syn på verden, udenrigspolitikken og bistandspolitikken med mere. En hel generation voksede op i krigens skygge. Dens billeder mødte os i nyhederne og formede os.

Kunne det lade sig gøre igen i dag? Næppe. Den vietnamesiske befrielsesbevægelse ville blive optaget på diverse terrorlister. Økonomisk støtte, uanset om den ville gå til humanitære formål eller til indkøb af våben, ville blive straffet som finansiel støtte til en terrororganisation. Verbal støtte til kampen vil blive straffet som terrorpropaganda med et strafniveau på cirka 4 års fængsel.

Det er konsekvenserne af den terrorlovgivning, der er blevet gennemført.                                                                                                                           

Sydafrika er et andet eksempel. Danmark gav bistand til Sydafrikas ANC, som man anså for at være en progressiv faktor i kampen mod apartheid, uanset at ANC var optaget på USA’s terrorliste. Apartheid blev af Danmark - med rette -  anset som stridende mod en af de mest grundlæggende værdier: At mennesker er født lige og frie. Først i 1992 blev apartheid afskaffet efter en hård og intens kamp, der ikke altid var lige køn. ANC og Nelson Mandela, der var fængslet i 27 år, blev først taget af listen i 2008. Da var Mandela fyldt 90 år og havde tidligere været præsident for Sydafrika i 5 år. Danmarks støtte til ANC har betydet, at Danmark i dag nyder endog meget stor anseelse i Sydafrika. Vores udenrigspolitik var da mere entydig rettet mod denne verdens fattige samt socialt og politisk uretfærdige forhold i verden.

Troværdigheden svækkes

Kampen mod terror har ikke blot indskrænket vores - borgernes - muligheder for demokratisk lovlig udfoldelse, men har haft konsekvenser for en række politikområder. Eksempelvis er udenrigspolitikken blevet aktivistisk og følger synkront USA’s. Vi støtter ikke entydigt verdens frihedsbevægelser, der kæmper for frihed og demokrati. Vi prædiker de høje idealer og deltager samtidig i en krigsførelse, der af mange opfattes som uretfærdig. Hermed har Danmark begrænset sine udenrigspolitiske virkemidler. Vi har fraskrevet os de komparative fordele, vi har som et lille land med stærke idealer. Vi taler med to tunger: Vi taler om  at støtte denne verdens undertrykte og hylder menneskerettighederne; samtidig har vi tilsluttet os diverse militære kampagner og en enøjet kamp mod terror, hvor vi i det væsentligste reagerer med mere kontrol, mere straf og mere overvågning og bevidst undlader at spørge os selv: Hvorfor?

Vi fraskriver os muligheden for en dialog med erklærede fjendebilleder som for eksempel Hamas i Palæstina. Dermed ignorerer vi den historiske sandhed, at dagens terrorister ofte viser sig at være morgendagens frihedskæmpere og regeringer som for eksempel i Vietnam og Sydafrika.

Vores krigsindsats svækker vores troværdighed overfor de undertrykte i verden, og vores idealers gennemslagskraft er til at overse.

Hulheden i politikken ses også i Danmarks holdning til kurderne, der bekæmper Islamisk Stat. Kurdernes kamp gennemføres blandt andet af YPG, der har tætte relationer til PKK, der er på EU’s og andres terrorlister.

Det modsætningsfyldte i Danmarks politik fremgår af, at Alliancen mod IS, som Danmark har tilsluttet sig, leverer våben og træning til YPG. Samtidig gennemfører Danmark på foranledning af Tyrkiet en stort anlagt og kostbar straffesag mod kurdere, der her i landet har indsamlet penge til en kurdisk TV-station. Bukserne holder knap!

Terrorlovgivningens virkning på det almene politiske liv er vanskelig at vurdere, men det er utvivlsomt, at det politiske liv, der som Vietnambevægelsen vokser ud af folkelige bevægelser, har ganske andre og meget vanskeligere vilkår i dag. Det er et stort tab for demokratiet. Modstanden mod krig og uretfærdighed vil givetvis finde nye - lovlige eller ulovlige -  former og veje, men det er bekymrende, at de lovlige demokratiske udtryksformer er blevet begrænset.

Mon det er sådan, at vi i stigende grad ser vort spejlbillede i nostalgiske fortidsforestillinger? Sangen, hvis første linje er angivet i overskriften, fortsætter:

“… hvor de voksne danske drenge

kan i leding gå

mod de sakser, slaver, vender,

hvor man dem på togt hensender …”