Jeg skal gerne som det første anerkende at verdensbilledet har ændret sig, at de udfordringerne vi står over for er komplekse men nu må der lige suges luft ind og råbes højt.

Vi kan ikke holde til at kompleksitet og usikkerhed om fremtiden skygger for handlemuligheder og valg. Vel og mærke kloge valg. Kloge valg hvor medarbejdernes faglighed og erfaringer bringes ind på bordpladen som en del af baggrundsbilledet for beslutninger.

Flere og flere råber i denne tid på flere reformer og i argumentationen bruger at den offentlige sektor må spare. At der skal effektiviseres.

Jeg tror ikke, at man finder ret mange, der har det modsatte synspunkt, at den offentlige sektor skal arbejde så ineffektivt som muligt.

Reformpause tak! 

Det er i hvert fald ikke FOAs synspunkt. Lige nu er der både en kæmpe opgave med implementering af sundhedsreformen, implementering af ny ældrelov, besparelse på beskæftigelsesområdet, krav om klimatiltag sammen med håndtering af en af vor tids største udfordringer, mangel på personale som følge af den demografiske udfordring.

Det er en bunden opgave, og det kræver, at Christiansborg mindsker sin appetit på reformer. Hvis der ikke er tid til implementering, så bliver et hav af reformer nytteløse og får os alle til at løbe efter uklare mål, hvor vi i værste fald bare øger kompleksitet og erstatter gamle systemer med nye, der ikke virker.

Reformpause tak! Og få nu for pokker medarbejderne ind på banen. Både når det handler om opgør med årtiers hierarkier og kontrolregimer. De fleste ved godt, hvor skoen trykker og hvordan, der kan komme mere effektiv handling i samfundets styringsregime. Spørgsmålet er, om vi reelt tør. Det er helt oplagt at invitere til prøvehandlinger i stedet for bare at råbe nej nej nej. Det er helt oplagt, at investeringer på en lang række områder vil give et hurtigt afkast på mere effektiv og kvalitetsmæssig bedre indsats.

Reformpausen skal bruges til, at implementering også omfatter at fjerne lovgivningsmæssige barrierer og den enorme mængde af vejledninger og retningslinjer, der følger i halen på lovgivning. Det er her,at medarbejdernes viden og ekspertise i alt for stor omgang ikke anvendes.

Vi gør alt hvad vi kan for at bane vejen for at tænke nyt, for at komme i mål med bedre samspil mellem faggrupper, for at indrette aftaler og rammer, så de passer til opgave. Vi presser også på for, at vi får taget samtalen om prioritering. Hvad er det, velfærdssamfundet skal løfte af opgaver? Hvor er det, vi må nøjes med mindre, og hvor er det, at vi ganske enkelt ikke kan lade opgaver ligge og overlade til tilfældighederne?

Tag nu medarbejderne med på råd

Den private og offentlige sektor er hinandens forudsætninger. Vi skal tjene penge som samfund, ellers er der ingen velfærd. Privatisering af ældrepleje, børnepasning, skoler, botilbud med videre løser ingenting. Et godt samspil mellem offentlig og privat er en forudsætning for at lykkes. Velfærdsteknologiske løsninger skal på banen, AI udvikling vil helt givet kunne frigøre ressourcer til opgaver, der kræver menneske til menneske håndtering. Kan vi ikke få den samtale i stedet for at skyde på hinanden?

Mit kompas peger på, at vi som samfund skal sikre lige adgang til sundhed, lige adgang til skole og uddannelse, anstændighed i hjælp til handicappede. Det løber mig koldt ned af ryggen, når debatten drejer i retning af, at enhver må bare passe sit, betale for sig selv, forsikre sig selv, så man er sikker på at få hjemmepleje.

Jeg vil gerne leve i et samfund, hvor vi ikke lukker øjnene for udfordringerne, men tager fat på, at løsninger og de kloge valg kræver prioriteringer, og at nye veje at gå ligger lige inden for rækkevidde.

Så tag nu medarbejderne med på råd vel og mærke i tværfaglige fællesskaber.

God arbejdslyst