Den 16. august bragte Finans en artikel frem i lyset, der afslørede en alarmerende nyhed: Boligejere risikerer at blive stavnsbundet til deres boliger på grund af nye restriktioner for belåning i forbindelse med vindmøller og solcelleanlæg. Denne udvikling er ikke blot trist, men også en manifestation af den skæve fordeling af byrderne i forbindelse med den grønne omstilling. 

Endnu engang bliver det tydeligt, at yderområderne tvinges til at bære en urimeligt stor del af byrderne i regeringens klimapolitik. At pålægge ejendomme, der ligger tæt på vindmøller og solcelleanlæg, en risikomarkering og at fraråde belåning, er dybt uretfærdigt. 

Dette handler ikke om at være imod den grønne omstilling. Tværtimod er vi alle enige om nødvendigheden af at påtage os ansvaret for miljøet og vores planet.

Ikke desto mindre må vi stille spørgsmålet: Skal det virkelig være sådan, at det primært er yderområderne, der skal bære omkostningerne og besværet ved den grønne omstilling? 

Grøn omstilling skal fordeles mere retfærdigt

Regeringen taler meget om lighed, retfærdighed og en fælles indsats for at redde klimaet, men virkeligheden afspejler noget andet. Yderområderne har i lang tid kæmpet med affolkning, faldende beskæftigelse og manglende investeringer. Nu ser det ud til, at de også skal bære byrden ved at have deres ejendomme i nærheden af grønne energiprojekter. 

Tiden er kommet til, at regeringen tager ansvar for sit regeringsgrundlag og arbejder hen imod et mere sammenhængende Danmark. En god start kunne være at fordele byrden ved den grønne omstilling mere retfærdigt. Det bør ikke være acceptabelt, at visse områder bærer en større del af byrden end andre. 

Men det tragiske er, at denne uretfærdige byrdefordeling går videre endnu. Vi står overfor endnu et eksempel på, hvordan yderområderne må tage den økonomiske belastning for regeringens klimapolitik. Hver 10. lastbil bliver parkeret i garagen, da økonomien ganske enkelt ikke kommer til at hænge sammen for vores vognmænd, når de skal betale afgifter for hver gang, de leverer rugbrød eller mælk til vores dagligvarebutikker. Konsekvensen bliver, at regningen i sidste ende lander hos forbrugerne, og så bliver det endnu engang dyrere at være dansker. 

Og til efteråret venter regeringens udspil til en CO₂-afgift på landbruget, som vil have enorme konsekvenser for vores landdistrikter. CO₂-afgiften på landbruget er endnu et eksempel på politik, der kun giver mening i et regneark. Og det gør det så ikke engang.

CO₂-afgift på landbrug er skadelig for alle

For hvis man indfører en CO₂-afgift på landbruget, så betyder det, at omkring 20.000 arbejdspladser i vores landdistrikter vil blive nedlagt. Og det vil ikke kun være landmændene, der bliver berørt. Det er også følgevirksomhederne, den lokale smed, den lokale slagter og den lokale tømrer, der bliver ramt, når landbrugene bukker under. 

Inden man får set sig om, går det også ud over den lokale Brugs og den lille, lokale skole. Derfor er en CO₂-afgift på landbruget ikke kun skadeligt for landbruget. Vores behov er en klimapolitik, der er gennemsigtig, retfærdig og inkluderende. 

Lad os påtage os det nødvendige ansvar for vores miljø, men lad os også sikre, at byrden fordeles på tværs af hele samfundet og ikke kun på dem, der allerede kæmper for at opretholde livet i vores smukke landdistrikter. Det er på tide, at regeringen tager ansvar for sit regeringsgrundlag og skaber et mere sammenhængende Danmark, hvor byrderne bæres af hele samfundet.

Den kunne i samme ombæring overholde den lov der blev indgået sidste sommer, der skulle give danskere mulighed for at optage et lån med statsgaranti til at købe drømmeboligen i landdistrikterne. Her var ambitionen er, at det ikke længere skal være postnummeret, der er afgørende for, om man kan låne til boligen. Det vil vi holde regeringen op på.