Mistrivslen vokser, og det offentlige har ikke engang ressourcer til at tage imod hjælp
Mistrivslen vokser, og det offentlige har ikke engang ressourcer til at tage imod hjælp
De seneste årtier er andelen af unge med stress, angst og psykisk sygdom eksploderet. Corona har kun forværret ungekrisen. Det blev for nylig bekræftet af en murstensundersøgelse fra Vidensråd for Forebyggelse.
Humanitære organisationer kan hjælpe unge på måder, som psykologer ikke kan, men det er et stort problem, når det offentlige system bliver så presset, at det ikke kan overskue at få hjælp udefra.
Politikerne taler om problemet. Men indtil videre er pengene ikke fulgt med hensigterne. Taberne er min generation. De unge.
Problemet er bare, at politikere og embedsmænd alt for ofte kun tænker i egne systemer og glemmer at bruge civilsamfundet i det forebyggende arbejde.
Tallene kalder på et løft af psykiatrien, som bør fikses ASAP. Det skal gøres i den kommende tiårsplan for psykiatrien. Men tallene kalder også på en ambitiøs og oprigtig forebyggende indsats. Vi skal hjælpe flere, så færre teenagere og unge i 20erne ender på en psykiatrisk afdeling.
Kære kommune: Brug os!
Vi er mange i civilsamfundet, som brænder for at spille en større rolle. Vi arbejder hver dag med at styrke unges selvværd, selvtillid og mentale trivsel. Det gør vi ved at skabe meningsfulde, frivillige og trygge relationer og fællesskaber.
I Ungdommens Røde Kors har vi allerede mange fantastiske samarbejder med kommunale og regionale medarbejdere landet over, så vores unge frivillige kan være til stede på skoler, i boligsociale helhedsplaner, på døgninstitutioner og hospitaler. Men vi oplever desværre også, at mange kommuner, sagsbehandlere og embedsværket er uvante med at bruge os. Og det er en skam.
Gratis supplement til professionel indsats
Som en del af den forebyggende indsats kan vores frivillige noget andet end psykologer og læger i psykiatrien. Vi skaber fællesskaber, hvor unge hjælper andre unge. Netværk, som eksisterer i hverdagen og lokalområdet. Både før og efter indlæggelsen. Og det er gratis.
I Ungdommens Røde Kors tilbyder vi blandt andet forløb i Life Skills for unge-grupper. Forløbet består af workshops, som hjælper unge med at mestre livet og dermed styrke den mentale trivsel. Det faciliteres af unge frivillige med en særlig træning. På en anden måde end læger, lærere og kommunale kontaktpersoner, der arbejder ud fra et fagligt perspektiv, kan vores frivillige tale med om alt det, der rører sig i et ungdomsliv.
De skaber et rum, hvor børn og unge lærer at dele deres følelser og problemer samt at håndtere uhensigtsmæssige tanker.
Effekten overrasker positivt
Vi oplever, at unge får det bedre af at dele egne tanker og at høre andre unge sætte ord på de svære ting. Det viser vores evaluering af Life Skills, hvor vi interviewer de unge deltagere, helt tydeligt. Når Karoline på 15 hører, at den seje pige i klassen går rundt med præcis de samme usikkerheder, får hun en anden forståelse af sig selv. Og af Karoline. Det gør, at de kan handle på det sammen som ungegruppe. Det hjælper vores frivillige også konkret med.
Vi skaber fællesskaber, hvor unge hjælper andre unge. Netværk, som eksisterer i hverdagen og lokalområdet. Både før og efter indlæggelsen. Og det er gratis.
Vores fortællinger om, hvor let det faktisk kan være at hjælpe nogle af de unge, der går rundt med tunge og dystre tanker, overrasker mange.
Min pointe er, at nogle gange skal der ikke så meget til for at skabe en stor forebyggende forskel. Problemet er bare, at politikere og embedsmænd alt for ofte kun tænker i egne systemer og glemmer at bruge civilsamfundet i det forebyggende arbejde. Og så oplever vi desværre også et system, der ikke altid er gearet til at arbejde med civilsamfundet.
Vi skal ofte kun bruge en time med en kommunal embedsmand for at etablere en forbindelse ind på skolerne, døgninstitutionerne med mere. Vi står klar med frivillige og velprøvede projekter, som vi ved, hjælper unge. Vi mangler bare, at systemet finder en måde at bruge os på. Ikke kun for budgetternes skyld, men for den generation af unge, der ser ud til at få det værre og værre.
Vi venter på jeres opkald.
Fakta om URK
Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation med cirka 3.000 frivillige og omkring 10.000 bøn og unge, der deltager i 200 aktiviteter, som spænder fra sommerferielejre over studiestøtte i fængsler til internationale udviklingsprojekter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.