Krigen i Ukraine ændrer den verden, vi kendte. Ikke mange forestillede sig, at der kunne blive krig i Europa, og nu har den varet i måneder med frygtelige konsekvenser for den ukrainske befolkning. Og der er ingen tegn på, at den er ved at være slut.

Bortset fra gennem EU at bakke op om alle former for hjælp til Ukraine, herunder våben, kan vi i Danmark ikke gøre meget andet end at tage imod de flygtende ukrainere, flest kvinder og børn, da mændene bliver tilbage for at slås. Det kommer til at stille krav til os alle, for det drejer sig om mennesker, der kommer med meget forskellige erfaringer fra krigen og flugten.

Kommunerne og indbyggerne vil her komme til at spille en afgørende rolle.

Ulighed undergraver forståelsen

Det gjorde de også på indirekte vis i valget om præsidentposten i Frankrig. Emmanuel Macron vandt godt nok, men det yderste nationalistiske højre med Marine Le Pen i spidsen fik stor fremgang. Alt for mange mennesker følte sig slet ikke hørt og tyede til voldelige demonstrationer i gaderne. ”De Gule Veste” bliver de kaldt. Og de protesterer imod politikere, der alt for ofte undlader at adressere de problemer, franskmændene oplever i deres hverdag. Stemmeprocenten ved det seneste valg var bekymrende lav.

Problemstillingen er også kendt hos os i Danmark. Gabet mellem de veluddannede, eliten i de store byer, og de uuddannede vokser i disse år. Dertil kommer vanskelighederne med integrationen, hvor sammenklumpning giver store problemer, også for gymnasierne. Her ser der ud til at komme et politisk slagsmål på Christiansborg, men effektueringen af det kompromis, der vil komme ud af det, ligger i regionerne.

Byrødder spiser deres egen medicin

Når jeg trækker kommunerne og regionerne frem, er det fordi, de er tættest på borgerne. Politikerne hører til i det område, hvor de er valgt. Ligesom alle andre handler de i supermarkederne og butikkerne, har børn i lokale daginstitutioner og skoler eller gamle i beskyttede boliger og på plejehjem. Lokalpolitikere bor selv i nærheden af de vindmøller og solcelleparker, de træffer beslutninger om. Kort sagt lever kommunalpolitikere  et almindeligt liv tæt på borgerne. Derfor er kommunerne så afgørende for vores demokrati. Det er ikke altid, vi skønner på det, for det kan selvsagt også udvikle sig til uendelige diskussioner om ligegyldige småting. Men vi får brug for lokal forståelse og indlevelse, når vi skal hjælpe de ukrainere, der kommer til vort land i kortere eller længere tid.

I Frankrig har vælgerne manglet talerør og mulighed for at komme til nuanceret orde. Demonstrationer kan aldrig komme til at udgøre nogen form for samtale.  De er måske snarere et råb om hjælp.  Sådan behøver det ikke at være eller blive i Danmark. Her kender vi hinanden og ved, at vi bliver nødt til at stå sammen og tale sammen, hvis de nye udfordringer skal klares. Vi har tradition for kompromisser, der kommer af, at partierne forhandler med hinanden.

Presset vokser fortsat

I den kommende tid vil kommunalpolitikerne møde menneskene fra Ukraine, fordi det er i kommunerne de flygtende ukrainere skal bo. Og hvor er der plads? Det har været rart at se, hvor mange private, der har været imødekommende og huset en familie, og det er fint, at børnene kan blive undervist i Folkeskolen på deres eget sprog. Der løses mange konkrete problemer i den enkelte kommune. Men endnu har vi slet ikke oplevet det pres, det selvsagt kan give i både sundhedssystemet og indenfor alle vores velfærdsordninger, der i forvejen har problemer med at hjælpe borgerne. For hvem skal have de pladser, der er?

Afgørende bliver det, at vi lytter til hinanden og til dem, der er flygtet hertil. At vi forstår, at demokrati kræver, at der er plads til andre synspunkter end dem, vi selv har. Hvis vi bare tromler hen over bekymringer og indvendinger, kan vi ende som i Frankrig med vold som middel til at blive hørt. Det har vi ikke brug for. Derfor må kommunerne indstille sig på alle de nye problemer, der opstår, og være forstående overfor borgernes reaktioner, men også være i stand til at finde løsninger og klare de problemer, der vil opstå. Det lyder nemt, men det vil det nok ikke være, for stærke interesser kan komme op imod hinanden. Hvem er det, der skal have plads på sygehuset eller i daginstitutionen, og hvor skal alle de hjælpende hænder komme fra, når de i forvejen mangler?