Jo vildere problemer, jo flere udenfor kommunen skal inddrages i løsningen, sådan lyder et af tidens mantraer. Borgerinddragelse og samarbejdet med civilsamfundet er i den grad kommet på dagsordenen i kommunerne. Hvad betyder det for medarbejdernes indflydelse?

Tilbage i 2019 interviewede jeg tidligere forsker og direktør i Svendborg Kommune Rikke Berg under overskriften ”Rod i rolllerne”. Hun fortalte, hvordan samarbejdet med borgerne i blandt andet §17,stk.4-udvalg udfordrede de traditionelle roller for embedsmænd og politikere, som begge skulle træde ind i en ny facilitatorrolle og dermed afgive magt som henholdsvis ekspert og beslutningstager. Da jeg spurgte til betydning af de mange §17,stk.4-udvalg og øvrige store borgerinddragelsesprojekter for medarbejdernes indflydelse, svarede Rikke Berg ærligt, at det var hun ikke færdig med at tænke over endnu. 

Det er jeg heller ikke, og spørgsmålet er kun blevet mere aktuelt siden da. For omfanget af §17,stk.4-udvalg, borgersamlinger og andre tiltag for at styrke den dybe involvering af borgerne i løsningen af de kommunale og samfundsmæssige problemer er øget siden vores samtale.

Aarhus Kommune har blandt andet igangsat en ambitiøs proces med udgangspunkt i seks vilde problemer. Problemerne kan kommunen ikke løse alene, men kun sammen med civilsamfund, borgere, forskningsinstitutioner og erhvervsliv, er udgangspunktet. Kommunen har ikke alle svarene selv, som stadsdirektøren ynder at sige. Det interessante her er: hvem er kommunen? Er det byrådet, forvaltningen, eller tæller medarbejderen på linoleumsgulvet med? Og er medarbejderne enige i analysen, eller venter de på at blive spurgt?

Forskellige tilgange til inddragelse

Medarbejderinddragelse er hverken i Aarhus eller andre steder et lige så stort buzzword som borgerinddragelse. Er det fordi den flanke er dækket af gennem MED-systemet?  Og i givet fald hvordan er MED-systemet påvirket af og involveret i borgerinddragelsesprocesserne? Og hvorfor skal lige præcis medarbejderinddragelsen ske i sit eget spor – og ikke som en del af de tværgående samtaler i fx §17,stk.4-udvalg?

Udgangspunktet i MED-systemet er repræsentation med en arbejdsgiver og arbejdstagerside med forskellige interesser, mens arbejdet med vilde problemer og i mange §17,stk.4 udvalg er baseret på et ønske om høj diversitet kombineret med en fælles mission.

Klassisk magtteori vil sige, at den ikke kommer fra cheferne. De vil selv skulle afgive ordet og vil heller ikke længere vil have kontrol over, hvilke budskaber, der kommer videre op i hierarkiet, hvis det er medarbejderne, der sidder med om bordet med politikere, civilsamfund, erhvervsliv mv.

Jeg kan også være i tvivl om fagbevægelsens incitamenter. De ved ikke, om medarbejderes deltagelse i de inddragende og vilde processer på tværs af sektorer vil svække eller styrke det repræsentative demokrati i MED- og partssystemet? 

Hvem skal dele mødebord

For at blive konkret: skal menige medarbejdere sidde ved mødebord med forskeren, foreningsmennesket, Facebook krigeren og erhvervslederen i et nyt §17,stk.4-udvalg, og ud fra hvilke position vil medarbejdere tale? Vil de være en fri stemme, en repræsentant fra deres arbejdsplads eller fra fagforeningen? Det kræver afklaring, og måske derfor indgår medarbejderne sjældent direkte i processerne.  

Derfor er vi havnet i den paradoksale situation, at sosuhjælpere har en større platform at tale fra som forældre på skolen, end som medarbejder på plejehjemmet. For ordet er frit og invitationen åben, så længe de smider medarbejderhatten og skifter til borgerkasketten. Det tror jeg, er et tab.

Borgerinddragelse må ikke være på bekostning af medarbejderinddragelse. Især ikke når dominerende buzzwords i debatten om ledelse og styring er selvstyrende teams og medarbejdernes indflydelse på tilrettelæggelse af arbejdet uanset, om vi taler folkeskole eller ældrepleje. 

Derfor håber jeg, at flere vil være med til at tænke over, hvordan de nye tilgange til borgerinddragelse i kommunerne kan kombineres med medarbejderindflydelse, ikke bare på arbejdets tilrettelæggelse, men også de politiske rammer og visioner medarbejderne arbejder indenfor. Jeg er ikke selv færdig med at tænke over det, og det håber jeg heller ikke, at kommunerne og fagbevægelsen er.