Da jeg for et par måneder siden skiftede til socialrådgiverstudiet på Københavns Professionshøjskole, fik jeg at vide, at det var en god beslutning, og at vi jo mangler dygtige socialrådgivere ude i kommunerne. Efter tre måneder på studiet er jeg egentlig ikke så sikker på, at vi har brug for dygtigere socialrådgivere, men snarere et system, hvor vores socialrådgivere har mulighed for at være menneskelige.

I de seneste tre år i mit virke som kommunalbestyrelsesmedlem har jeg set analyse efter analyse og sag efter sag, der illustrerer, hvor få socialrådgivere vi sætter til at klare de stadig flere sociale sager. Socialrådgiverne bliver færre ude i kommunerne, samtidig med at sagerne bliver flere og sværere. Og man kan mene, at det skyldes udygtige socialrådgivere eller se virkeligheden i øjnene og erkende, at vi som system har skabt nogle uretfærdige strukturer, som en gruppe medarbejdere skal operere indenfor. 

Dygtige lærere på umulig opgave

Over hele landet bliver kommende socialrådgivere undervist af dygtige lærere i at stræbe efter at skabe et værdigt liv for danskerne. Men hvordan skal vi som socialrådgivere kunne hjælpe borgerne, når vi bliver opdraget af systemet til kun at måle indsatsen i kroner og øre, fremfor mennesker og liv?

For 18 år siden blev min mor uddannet socialrådgiver, og årsagen til, at jeg som 19-årig student ikke søgte socialrådgiverstudiet var simpel. For som hun altid havde sagt til mig: ”Studiet er det bedste, men arbejdet det værste.” For vi forventer af vores socialrådgivere, at de på alt for få og korte møder skal kunne identificere et problem, lægge planen for, hvordan det skal kunne løses, og forhåbentlig ende med at løse problemet, samtidig med at borgeren bevarer tilliden til socialrådgiveren og systemet.

Men hvordan skal socialrådgiveren kunne prioritere den enkelte borgers trivsel og livskvalitet, når indsatsen bliver målt på, hvor hurtigt borgeren kommer i arbejde og ikke på borgerens ressourcer og fremtidsmuligheder?

Lad os skabe mere mening

Derfor må vi som politikere se os selv i øjnene og spørge, hvad der er vigtigst? At få borgeren i job, eller få øget borgerens livskvalitet. Dette er ikke ensbetydende med, at målet ikke må være at få gjort borgeren selvforsørgende, eller give det bedste tilbud til barnet til den billigste pris. Men vi må ikke glemme, at den personlige tillid og relation til sagsbehandleren altid vil føre til bedre resultater for både borgeren og kommunen.

Og ja, selvfølgelig har vi brug for dygtige socialrådgivere, men hvad gavner de, når vi som politikere har indrettet et samfund, hvor borgerens økonomiske værdi er vigtigere end livskvalitet og potentiale? Skal de ressourcestærke have mest ud af systemet i et velfærdssamfund, hvor de ressourcesvage har størst behov? Netop derfor håber jeg, både som politiker og en kommende socialrådgiver, at vi i fremtiden ikke blot tænker økonomi, men også menneskelig livskvalitet.