Danmark har implementeret flere kræftplaner gennem årene for at forbedre kræftomsorgen og styrke kampen mod kræft. Kræftplan nr. 5 er på vej, og der er ingen tvivl om, at kræftplanerne med deres fokus på blandt andet tidlig opsporing, optimal behandling, rehabilitering og opfølgning har haft enorm betydning for behandling af kræft i Danmark. Mange flere overlever kræft eller lever et langt og godt liv med kræft. 

Den store fokus på kræft fra både politikere og sundhedsvæsen har virket, og Danmark er nu igen på niveau med de lande, vi normalt sammenligner os med, når det handler om behandling og overlevelse. Imidlertid rejser denne succes også vigtige spørgsmål, om vores ihærdige indsats for at forbedre kræftomsorgen har resulteret i, at vi overser andre udfordringer i sundhedsvæsenet.

I sundhedsdebatten møder man nu flere, som begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om vi, i vores iver for at gøre det bedre på kræftområdet, er kommet til at gå for langt og lægge for store krav ned over vores sundhedsvæsen, så vi kommer til at forsømme eller overse andre udfordringer i vores sundhedsvæsen. Den debat er svær, for den handler om prioriteringer. Debatten er også vigtig, for vi kender udfordringerne: Vi lever længere og kan behandle flere sygdomme, det lægger pres på sundhedsvæsenet. Samtidig har vi svært ved at tiltrække og tilknytte medarbejdere nok, og pengene vokser ikke på træer, hvor vi blot kan plukke dem, så det handler også om økonomiske prioriteringer.

Mest mulig sundhed for flest mulige borgere

I vores danske velfærdssamfund er målet at skabe mest mulig sundhed for flest mulige borgere med de penge, vi har til rådighed. Hvis vi skal nå det mål, så skal vi også tage debatten om, hvordan vi skal prioritere fællesskabets økonomi til gavn for flest. Den debat er ikke nem, men den er nødvendig. 

Når de læger der behandler kræftpatienter, siger at det i nogle tilfælde vil være bedre for patienten at udskyde operationen, så der er tid og rum til, at patienten bliver stærkere og dermed bedre kan håndtere den hårde kræftbehandling, så skal vi lytte. I dag er patientrettighederne ens for alle kræftformer. Kræftformerne er forskellige, nogle er aggressive og kræver hurtig udredning og behandling, mens andre kræftformer udvikler sig langsomt, og her kan det give god mening at opbygge patientens styrke, inden behandlingen sættes i værk. Sådan siger de faglige eksperter, og når de siger det højt, så er vi som politikere forpligtede til at lytte. 

Jeg har som sundhedsudvalgsformand fået flere henvendelser fra pårørende, som skriver, at de ville ønske, at deres pårørende havde kræft frem for den sygdom, de har, for så havde de ret til hurtig udredning og behandling. Sådan skal det ikke være, akut og livstruende sygdom skal behandles ens, uanset diagnosen. Ligeledes har jeg hørt patienter fortælle, at de slet ikke kunne følge med i behandlingsforløbet, og at de følte, at de blev skubbet gennem systemet uden at få sjæl og hoved med. Patienterne er eksperter på egen sygdom og behandlingsforløb, og deres stemme er også vigtig i den samtale, vi skal have. 

Samtalen om prioriteringer og rettigheder for patienter skal vi begynde nu. Det store og svære spørgsmål er, om vi skal vente med behandling af nogle kræftformer for at skabe plads til behandling af andre alvorlige sygdomme. Samtalen er nødvendig, så vi kan fremtidssikre vores sundhedsvæsen og fastholde et godt og stærkt sundhedsvæsen til gavn for borgere og patienter.