De fleste af os er vokset op med en familielæge i vores lokalsamfund. En person, der kender ens helbredstilstand, bolig- og familieforhold, og som kan se livsforløbets skavanker i en sammenhæng. En person, der kan sende os videre til en kollega eller på sygehus, hvis der er behov for særlige kompetencer til at løse en udfordring.

Denne oplevelse er udfordret. Manglen på speciallæger i almen praksis er stor, og vi er nødt til at tænke anderledes, hvis vi skal sikre kvalificeret og kompetent sundhedsfaglig betjening i fremtiden.

Ligesom i resten af samfundet er det ikke iværksættertrangen og lysten til at drive selvstændig virksomhed, der præger hovedparten af det danske sundhedspersonale. Langt fra alle læger ønsker i dag at være selvstændige erhvervsdrivende, og der er flere steder i landet langt mellem de praktiserende læger.

Mange ønsker derimod at være en del af faglige fællesskaber, og her er der en åbenlys mulighed for at matche læger og sundhedsfagligt personale med en professionel partner, der varetager det administrative arbejde, som følger med at drive en virksomhed, i dette tilfælde en lægeklinik.

Partnerskabsmodellen giver den enkelte læge mere tid til patienten og gør det samtidig muligt for eksempelvis unge læger at prøve kræfter med hverdagen som praktiserende læge uden, at vedkommende behøver at tage det store spring og blive selvstændig fra første sekund.

Den moderne model for et lokalt lægehus kaldes af skeptikere eller ideologiske modstandere for ”stråmandsklinikker”. Heldigvis er Sundhedsministeriet i øjeblikket ved at foretage en afdækning af de borgernære lægetilbud, og det vil formentlig føre til, at vi fremover vil kunne diskutere almen praksis på at mere kvalificeret grundlag frem for gold afvisning af nytænkning alene af ideologiske årsager.

For det er svært at forestille sig, at de læger, der ikke ønsker at være selvstændige, vil blive indenfor almen praksis, hvis ikke de har mulighed for at være ansatte. Så risikerer vi, at de følger tusindvis af kolleger, der i de senere år er forsvundet ind i speciallægestillinger på hospitalerne eller til den private sektor hos de mange sundheds- og Life Science virksomheder, der dominerer mere og mere på eksportmarkedet.

Lad os bevare almen praksis ved at forandre og udvide modellerne for familielæge-begrebet. Det altoverskyggende spørgsmål for borgerne må være, om de har adgang til en lægeklinik med et højt fagligt niveau, og ikke hvordan klinikken er skruet sammen organisatorisk.