Kommunen.dk
MENU

60 år i Kommunens tjeneste

Brev til læserne - fra den allerførste udgave af avisen og fra kommunen.dk's nuværende ansv. redaktør.

60 år i Kommunens tjeneste

Brev til læserne - fra den allerførste udgave af avisen og fra kommunen.dk's nuværende ansv. redaktør.
En hilsen til læserne i den allerførste udgave af Kommunen, som i år har 60 års jubilæum. Den nuværende ansv. redaktør skriver her en tilsvarende hilsen til nutidens læsere.
En hilsen til læserne i den allerførste udgave af "Kommunen", som i år har 60 års jubilæum. Den nuværende ansv. redaktør skriver her en tilsvarende hilsen til nutidens læsere.

Dansk Kommunalstyre har haft sin egen avis i 60 år. Kommunen udkom første gang i 1958 med Dagbladet Information som ejer. I dag er det DK-Medier, der udgiver avisen på et uvildigt grundlag.

Claus G. Theilgaard,
ejer og ansvarshavende
redaktør.

Kommunens første ansvarshavende chefredaktør, H.O. Sivebæk, slog i sin velkomst til læserne for 60 år siden fast, at redaktionen har ”taget det standpunkt ikke at deltage i polemik og vil til enhver tid  selv afholde sig fra enhver politisk aktivitet.”

Netop ønsket om at tilbyde medier, der er produceret på et uvildigt grundlag, gjorde det let for DK Medier at tilslutte sig programerklæringen fra 1958, da den mangeårige udgiver, Erik Malling-Jensen solgte avisen i 2009.

Med andre ord: Man kan ikke være i ”Kommunens tjeneste” og samtidig lade sig styre af andre interesser end ønsket om at søge den bedst opnåelige version af sandheden på vegne af læserne. Sådan var det dengang. Sådan er det i dag. Det er også her, man ser den væsentligste forskel på kommunen.dk og medier udgivet af interesseorganisationer som f. eks. KL.

 Når man er i ”Kommunens tjeneste”, drives man alene af lysten til at formidle og finde de historier, som den folkevalgte og ledende kommunale embedsmænd kan bruge. Kommunen.dk er mediet, der sikrer inspiration, viden og indhold til den offentlige beslutningstager.

 *

De fleste aviser har et DNA, som ikke kan formuleres i en manual. Journalistisk kan ikke sættes på en formel. Der kan ikke nedskrives en præcis definition af, hvad der er en god historie for kommunen.dk’s læsere. Det ligger i DNA’et.

Det DNA, som H.O. Sivebæk formulerede for 60 år siden, lever stadig på kommunen.dk’s redaktioner i Mejlgade i Aarhus og på Christiansborg.

Det er faktisk påfaldende, hvor stor en del af indholdet og prioriteringerne i 1960’erne, der ville være blevet vinklet og prioriteret på samme måde i dag. De redaktionelle vurderinger dengang og nu bygger på samme DNA. DNA’et er også årsag til, at de såkaldt politiske analyser, der bygger på studier i kaffegrums, indvolde og snak med spindoktorer, ikke finder vej til kommunen.dk’s spalter. Sådan var det dengang. Sådan er det nu. Det er journalistikken, der skal fylde i spalterne. Uanset om det er i den trykte udgave eller på netavisen kommunen.dk.

Også selvom meget har ændret sig i de 60 år. De næsten 1400 kommuner er blevet til 98. Der er langt flere kommunalt ansatte. Og kommunerne løser langt flere og stadigt mere komplicerede opgaver i dag. Det stiller øgede krav til kommunen.dk’s evner til at undersøge, vurdere, analysere og perspektivere.

*

For de fleste trykte medier har internettets indtog kostet dyrt - både på abonnement og annoncer. Der er færre, der køber avis. Annoncørerne søger mod netbaserede medier. De trykte medier verden over er i krise.

For DK Medier, der udgiver kommunen.dk, har internettets muligheder vist sig at være en fordel. Kommunen.dk’s digitale søstermedie, dknyt.dk, når dagligt ud til de fleste offentlige beslutningstagere. dknyt.dk leverer en væsentlig del af den viden, der for 60 år siden var grundlaget Kommunen.

 Det har givet plads til et kommunen.dk, hvor der anvendes betydelige ressourcer på at levere den grundige journalistik, der kun sjældent er tid, plads og ressourcer til på andre danske medier.

*

I forhold til redaktionens størrelse er kommunen.dk formentligt det medie i Danmark, der bruger flest ressourcer på undersøgende og konstruktiv journalistik. Sagt på jysk, så er det årsagen til, at kommunen.dk er anerkendt for store afdækninger af komplicerede sager, f.eks. ulovlige indkøb hos kommunalt ejede selskaber som ARC, Tvinds kommunale pengemaskine, fund af pesticider i drikkevand og kommunale leverandører i skattely.

 Samtidig bruger kommunen.dk stadigt flere ressourcer på en konstruktiv journalistik, der giver historier, der peger fremad, kommer med bud på løsninger eller bare formidler en god idé, der er opstået i f.eks. Hjørring Kommune og kan bruges i Næstved eller Skive. Som når vi skriver om, hvordan Vejle bekæmper ensomhed, eller hvordan de bedste kommuner får flygtningekvinder i arbejde.

Vi har en ambition om at levere brugbar viden til den offentlige beslutningstager.

 På kommunen.dk arbejdes hele tiden på at levere en god blanding af undersøgende og konstruktiv journalistisk, kombineret med opsamling af nyheder, der i en skarpt redigeret form sikrer kommunen.dk’s  41.000 travle læsere det hurtige overblik.

 Kommunen.dk er i dag vigtigere end nogensinde tidligere.

 

*

 


Følgende er et genoptryk af avisens velkomst til læserne i det første nummer.


AVISEN OG LÆSERNE - 1958


Dansk kommunalstyre har faaet sin egen avis. Mange og store spørgsmaal er blevet vendt og drejet og et omfattende arbejde er gaaet forud for virkeliggørelsen af denne nye interkommunale informationsavis. Dette er første nummer af “Kommunen”, som avisen hedder, og tiden skal nu vise, om der er grobund for et presseorgan af denne art. Den interesse, der under det forberedende arbejde er blevet vist tanken, naturligvis først og fremmest fra kommunal side, har givet avisens ledelse troen paa, at der er en fremtid for “Kommunen”.

*

Hans O. Sivebæk var
"Kommunen"s første
redaktør. Dette foto er fra
avisens 25 års jubilæum.

Vi har paa fornemmelsen, at man ude rundt om i kommunerne med forventning har set hen til premiere-nummeret. Denne fornemmelse bygger paa flere ting, dels den hurtighed, hvormed mange kommuner returnerede de udsendte skemaer med navnene paa de kommunalfolk, som man ønskede skulle have “Kommunen” tilsendt, dels utallige skriftlige og telefoniske henvendelser om spørgsmaal vedrørende avisen. Mange forespørgsler af vidt forskellig slags er blevet besvaret, men ogsaa vi har noget paa hjerte, nogle praktiske ting, som vi gerne vil redegøre for i denne rubrik, der forøvrigt bliver permanent.

*

“Kommunen” vil, indtil videre, blive sendt g r a t i s til samtlige amts-, by- og sogneraadsmedlemmer og til alle højere embedsmænd i den kommunale forvaltning over hele landet - ialt i ca. 16.000 eksemplarer. Det er os meget magtpaaliggende at faa fastslaaet, at der i k k e fra starten skal betales for avisen. “Kommunen” vil blive udsendt gratis et stykke tid - indtil læserne har lært avisen at kende og denne paa sin side har fundet sine egne ben og faaet mulighed for at dokumentere sin berettigelse overfor de personer og organer, den er tiltænkt, og som den alene vedrører. Først derefter kan der blive tale om at indbyde interesserede til at bestille “Kommunen”, og prisen vil da blive 10 kr. pr. aar - f r i t  t i l s e n d t. Vi tror, at denne fremgangsmaade vil tiltale læserne.

*

Redaktionen har fra starten taget det standpunkt ikke at deltage i polemik og vil selv afholde sig fra enhver politisk aktivitet - til gengæld aabner den gæstfrit spalterne for indlæg af alle politiske afskygninger, og den vil se med glæde paa, at læserne - de folk, der har ansvaret for og staar i spidsen for den kommunale aktivitet - vil krydse klinger om problemerne, saaledes at de bedste kræfter indenfor disse vidtstrakte og vigtige omraader kan komme hele landets kommunalstyre til nytte. Som forum skulle “Kommunen” blive det kommunale styres egen avis. Det er paa det saglige omraade redaktionen alene ser det som sin opgave at betjene læserne. Kronikker og debat om kommunale problemer vil faa deres rundelige plads. Specialartikler, referater, reportage og nyheder om kommunal aktivitet, sagkyndige kommentarer til nye love og bestemmelser, retsafgørelser og personalia er blandt de mange omraader, som redaktionen har valgt at bearbejde regelmæssigt.

*

Hermed skulle vi på fyldestgørende maade have præsenteret selve avisen. Men det vil sikkert af mange føles naturligt ogsaa at vide lidt om udgiverne. Disse er at finde i kredsen omkring den selvejende institution “Information”, der udgiver det partipolitisk uafhængige dagblad af samme navn. De to aviser har forskellige formaal og udgives da også af juridisk helt adskilte selskaber. Saadan maa det være.

Vi tror, at “Kommunen” kan gøre nytte, og vi ønsker meget, at dens læsere vil komme den i møde med velvilje. Al begyndelse er som bekendt vanskelig, og dette at starte en avis danner ingen undtagelse. Een gang er ingen gang, siger et gammelt ord, og vi regner ikke med, at det er lykkedes os at realisere vor idé tilfredsstillende i første nummer af avisen. For at dette skal lykkes, må de to parter - kommunernes folk og avisen - kende hinanden og have tillid til hinanden. Der maa finde en vekselvirkning sted. Tillid er ofte noget, der gror frem, men der er ogsaa de sjældne tilfælde, hvor den opstaar ved første øjekast. Gælder det “Kommunen”? Det ville være rart.

*

Uanset rigtigheden af det, vi har skrevet i “Avisen og læserne”, saa siger dette første nummmer dog noget om retningen, hvis vi skal bruge vore egne hoveder som kompas. Men “Kommunen” er først og fremmest tænkt som et nyttigt redskab for D e m. Kan avisen blive det i den foreliggende form? Eller: Hvad kunne være gjort bedre? Indeholder avisen noget, som er overflødigt? Er der noget, som ikke maa savnes i en avis som denne? Hvilke specielle problemer er det efter Deres erfaring og interesse ønskeligt at faa belyst snarest af fagfolk eller erfarne folk?

Hvadenten Deres svar indeholder forslags eller kritik, saa vil det være vejledende for os, og derfor siger vi Dem tak paa forhaand - og hermed stiller vi “Kommunen” til raadighed for danske kommunalstyres folk. Vi haaber, at læserne vil gøre flittig brug a avisen, saa den kan blive til virkelig nytte.

Paa gensyn om 14 dage.


Venlig hilsen Kommunen


PS: I dette nummer af “Kommunen” findes en kupon, hvorpaa kan opføres spørgsmaal, som De kunne tænke Dem taget op i avisen. Udover et frimærke koster det intet at benytte denne mulighed for at faa et problem belyst.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR