I Danmark har vi små 4.000 institutioner og virksomheder, hvis drift og økonomi er baseret på overvejende offentligt tilskud med et decentraliseret ledelsesmæssigt ansvar hos en bestyrelse og en daglig ledelse. Det viser en ny optælling, som Forum for Offentlige Bestyrelser har lavet af offentlige selskaber og selvejende institutioner i Danmark.

Det offentliges økonomiske engagement i de ca. 4.000 offentlige virksomheder og selvejende institutioner kan være skruet sammen på mange forskellige måder. I nogle tilfælde er der tale om et årligt basis- eller driftstilskud, eller et tilskud til aktiviteter og projekter med afgørende betydning for institutionens samlede økonomi. Dette gælder fx en del kulturinstitutioner og forskellige erhvervs- og turismefremmeorganisationer.

I andre tilfælde er det offentliges bidrag indlejret i nogle markedslignende mekanismer, så pengene mere eller mindre følger kunder og borgere og således er knyttet an til virksomhedens performance. Det sker fx i uddannelsessektoren, hvor universiteter og ungdomsuddannelsesinstitutioner får tilskud efter en såkaldt taxameterordning.

Hertil kommer et antal aktieselskaber, interessentskaber og anpartsselskaber, som er ejet helt eller delvist af staten (fx Ørsted og Post Danmark), kommunerne eller stat og kommune i fællesskab. Fx er havnene typisk organiseret som aktieselskaber ejet af den kommune, de ligger i. Også vand og spildevand er blevet udskilt fra kommunale forvaltninger og omdannet til kommunale aktieselskaber.

Optælling af offentlige bestyrelser i Danmark

I tabellen herunder er en oversigt over institutioner og virksomheder i Danmark med en offentlig bestyrelse. Der er med runde tal 4.000 af dem, og der kan sagtens være flere.

I forlængelse af den indledende definition har vi i optællingen udeladt de forbrugerejede og almene selskaber. På mange styringsmæssige parametre kan de dog sammenlignes med nogle af de institutionstyper, der indgår i tabellen.

Men der kan sagtens være tale om yderligere, som vi ikke har været opmærksomme på og hører gerne fra læserne, hvis de er nogle institutionstyper vi har overset. Fx bidrager også Udenrigsministeriet og Indenrigsministeriet til finansiering af selvejende institutioner. Disse er heller ikke medtaget, fordi det indtil videre ikke har været muligt klart at identificere dem, herunder omfanget af den offentlige finansiering.

Samme omfang og vigtighed ses hos kommunerne. For kommuner gælder også, at en stor del af den kontakt, som kommunen har til borgere og virksomheder, sker gennem kommunalt ejede selskaber inden for forsyning og infrastruktur samt gennem forskellige selvejende institutioner inden for kultur, det sociale område m.v.

Med andre ord skal en stor del af en kommunes visioner og planer udvirkes gennem institutioner og virksomheder med bestyrelser, som kommunen ikke har instruktionsbeføjelser overfor. Den selvejende sektor er således ganske omfangsrig.

Der er ejerskab og så er der ejerbegrebet

Det kan diskuteres, hvem der er ejere af selvejende institutioner, men det at føle ejerskab i ordets brede betydning behøver ikke kun at have noget med et økonomisk engagement at gøre. Og i den brede betydning af ordet er der tit mange aktører, der føler ejerskab.

Ofte står der foreninger eller lignende bag selvejende institutioner, som udøver deres indflydelse via et repræsentantskab eller en generalforsamling. I de selvejende erhvervsskoler udpeger fx arbejdsmarkedets parter en stor del af bestyrelsesmedlemmerne, og på grund af skolernes historiske oprindelse kan man her støde på en del organisationsfolk, der vil hævde, at de ”ejer” skolerne.

Rent formelt er de samfundsmæssige interesser i en institution eller virksomhed typisk indkapslet i lovgivning og vedtægter i kombination med udviklings- og resultatkontrakter eller driftsoverenskomster, der beskriver, hvilke opgaver institutionen skal løse for de penge, der bevilliges. Som et centralt governance-instrument indsættes derudover en bestyrelse, der gøres ansvarlig for, at institutionen via en professionel ledelse lever op til sit ansvar og leverer det aftalte.

Jo mere styring, jo mindre ledelsesrum. Og omvendt

Disse styringsredskaber kan det offentlige som ”ejer” og interessent i større og mindre omfang supplere med diverse økonomiske incitamentsordninger, resultatlønskontrakter, krav om indrapporteringer etc.

Styringen af institutioner kan i nogen grad ses som en form for nulsumsspil. Jo mere stat og kommuner styrer via lovgivning, vedtægtsmæssige bestemmelser, instrukser og regler, stramme driftskontrakter, krav om løbende rapporteringer m.v., jo mindre styrings- og ledelsesrum er der selvsagt til institutionens bestyrelse og ledelse. Og omvendt – jo mere effektivt og professionelt, man kan forudsætte, at bestyrelsen og ledelsen agerer, jo mindre behov er der for de øvrige styringsinstrumenter.

Det er to styringsformer, som skal finde en balance i en virkelighed, hvor både den politiske dagsorden og markedet udstikker rammerne. Den balance har små 4.000 selskaber og institutioner allerede konkrete erfaringer med, som vi bør trække på i næste fase af lokal frisættelse og selvbestemmelse.

Endelig plads til at diskutere governance

Disse erfaringer bør derfor systematisk opsamles og tages i betragtning, når SVM-regeringen i regeringsgrundlaget skriver om en ændret måde at drive den offentlige sektor på – det samme talte den forrige socialdemokratiske regering i øvrigt også om – og når statsministeren taler om større nærhed i forvaltningen af den offentlige velfærd.

Det kunne umiddelbart tale for et større strategisk ledelsesrum for offentlige bestyrelser. Det har vi ikke set udmøntet endnu. Tværtimod. Fx har den forrige børne- og undervisningsminister stillet spørgsmålstegn ved selvejemodellen og dens evne – herunder bestyrelsernes evne, må man forstå – til at levere på de store samfundsudfordringer.

Men debatten er vigtig, og det er befriende, at der endelig i den politiske debat er blevet mere plads til at diskutere governance. Så er det lige så vigtigt, at den debat foregår på et oplyst grundlag og ikke bliver for domineret af følelser og ”synsninger”, og her har offentlige bestyrelser en opgave i at tydeliggøre, hvad de skaber af værdi som bestyrelser, og hvordan de og deres institutioner gennem tiden har leveret på de store samfundsdagsordener inden for uddannelse, kultur og infrastruktur/forsyning.