”Winni har sgu større nosser end mig”
”Winni har sgu større nosser end mig”
- I går spurgte vi Lars Løkke, om han selv havde betalt sine underbukser. Det havde han, og han tog det hele med et smil. Det er det, Bornholm kan. Her slapper vi af, og det smitter af på alle dem, der kommer herover, siger Gitte.
Hun sidder i solen sammen med Keld, Johnny Ålborg, Svenson og Kell Kell og betragter virvaret af mennesker, der bevæger sig langsomt rundt mellem de pavilloner og telte, der de sidste dage har omringet Kontoret - et sted, hvor de lokale mødes til øl og godt selskab.
Men selvom de på grund af teltene ikke har udsigt til havet, som de plejer, så er de alle glade for, at Folkemødet bliver afholdt på Bornholm. Der er både gode og dårlige sider ved arrangementet, men ingen af dem ønsker, at det skulle foregå andre steder.
- Folkemødet er glade mennesker, liv i byen og positiv stemning. Det vil vi ikke undvære. Men det kan ikke blive ved med at vokse. De kan sgu ikke blive ved. Der er jo kommet telte overalt. Du kan ikke bevæge dig de steder, du plejer at bevæge dig. Men det er selvfølgelig også godt for byen og nærmiljøet. Det må man sige, siger Svenson.
Pia Kjærsgaards forslag om at flytte Folkemødet til Jylland møder ingen forståelse her. Til gengæld kan en anden kvindelig politiker få alle rundtom det træfarvede havebord til at bryde ud i lovprisninger. Når snakken falder på borgmester Winni Grosbøll, er der kærlighed i luften.
- Winni, hun er sgu dejlig, siger Gitte og kaster sig straks ud i at forklare, hvad der tænder de varme følelser:
- Winni Grosbøll er en ærlig, oprigtig og nærværende politiker. Hun brænder for Bornholm.
”Det er sjovt at se, når de kommer gående i deres cowboybukser og deres smarte sko, blazer og skjorte og så en bærbar over skulderen. Og så er de bare stangstive. Ej, jeg kan sgu ikke lade være med at grine.”
På Kontoret hersker der ingen tvivl om, at Winni Grosbøll snart får styr på et af de største problemer på Bornholm: Prisen på transport til og fra øen.
- Prisen skal i hvert fald halveres som minimum. Og så skal alle gående passagerer kun koste 20 kroner. Bum! Ligesom de gør på Helsingør/Helsingborg. Folk har ikke råd til bare lige at tage en sviptur. Det er altså opad bakke. Men Winni kæmper for at få styr på det, siger Keld.
- Ja, hun er meget bestemt og giver aldrig op. Hun har sgu større nosser end mig. Og så er hun ægte bornholmer, tilføjer Kell Kell, der er den eneste indfødte blandt dagens fremmødte på Kontoret.
Stangstive københavnere
De sidste to aftener har Svenson siddet vagt om natten for at holde øje med og hjælpe de tilrejsende, der - ofte med alkohol i blodet - farer vild i Allinges gader. Et hyggeligt job, der også giver mulighed for at nærstudere de typer, der normalt slår deres folder i hovedstaden.
- Det er sjovt at se, når de kommer gående i deres cowboybukser og deres smarte sko, blazer og skjorte og så en bærbar over skulderen. Og så er de bare stangstive. Ej, jeg kan sgu ikke lade være med at grine. Og så kommer de og spørger om de mest åndssvage banale ting. Altså mange af dem kan ikke engang finde ud af, hvor de er, siger han.
Men på trods af de besøgendes natlige eskapader er stemningen afslappet. Ifølge Svenson har politiet kun anholdt to mennesker i løbet af weekenden, og det er et godt eksempel på, at øen har en særlig indvirkning på mennesker. Selv politikerne, der ifølge Kontorets klientel normalt virker kunstige og fjerne bag fjernsynsskærmene, bliver påvirket og fremstår pludselig helt menneskelige.
- Der kommer granitstråler eller et eller andet, der minder om det, op af de klipper. Det gør der altså, siger Gitte og får hele bordet til at knække sammen af grin.
Men det er ikke for sjov. Intet andet sted i landet ville ifølge Gitte kunne skabe rammerne for et arrangement som Folkemødet.
- Det er derfor, det er solskinsøen. Helle Thorning sagde det helt rigtige i sin tale, da hun sagde, at Folkemødet og Bornholm hører sammen. De er uadskillelige, siger hun.
På trods af alt det gode glæder både Gitte, Keld, Johnny Ålborg, Svenson og Kell Kell sig dog til, at livet om et par dage vender tilbage til normalen. For de mange mennesker, der valfarter til Bornholm, har sin indvirkning.
- Alt stiger jo de her dage. Selv på værtshusene er en bajer steget med en femmer. Også for de lokale, siger Gitte.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.