Når regeringen har besluttet at indføre en arbejdspligt for ledige borgere fra ikke-vestlige lande, der primært skal bestå af nyttejobs, så må der vel samtidig være en pligt for regeringen til at sikre, at dette ikke bliver på bekostning af fortrængning af overenskomstlønnede job.

Problematikken har vi kendt til i mange år. For på den ene side står behovet for at få integreret en befolkningsgruppe på det danske arbejdsmarked og på den anden side bekymringen for, at denne gruppe vil kunne skubbe ordinært ansatte ud af deres faste job. 

Regeringen, Danmarksdemokraterne og Danske Folkeparti har besluttet at indføre en arbejdspligt for en marginaliseret gruppe, som ikke blot er på kanten af det danske arbejdsmarked, men helt udenfor. Arbejdspligten træder i kraft 1. januar 2025 og vil omfatte ca. 22.000 personer, når den er fuldt indfaset. Det forventes at arbejdspligten vil koste 170 mio. kr. årligt. 

Men så kan vi vel også være sikre på, at den virker, og at vi får en masse nye gode kollegaer på det danske arbejdsmarked, så vi er flere om at løfte arbejdsbyrden... eller hvad? Ja, man må vel forvente, at regeringen selv tror på projektet, og at aftalen om arbejdspligt ikke blot er et udtryk for populærpolitik. Man kan dog have sin tvivl.

566.666,67 kr. om året pr. job

Den 170 mio. kr. dyre ordning vil nemlig antageligt give et øget arbejdsudbud på 300 fuldtidspersoner, hvilken med en hurtig hovedregning betyder, at det kommer til at koste 566.666,67 kr. om året pr. person, der rent faktisk kommer i fuldtidsbeskæftigelse. 

Selvfølgelig skal vi have en aktiv beskæftigelsespolitik, hvor vi også stiller krav til vores medborgere på kanten af det danske arbejdsmarked. For der er behov for alle kræfter i den samlede arbejdsstyrke. Der er også en stor grad af solidaritet i denne måde at tænke på, men tingene skal også give mening. Der skal være en balance mellem det, der kræves af en borger med særlige udfordringer, og det som både den enkelte og samfundet får ud af det. 

Og hvordan sikres det, at indholdet i et nyttejob er meningsfuldt, samtidig med at den ledige bliver bekendt med arbejdslogikken og normerne på det danske arbejdsmarked? For et nyttejob skal jo gerne føre til, at den enkelte kommer i ordinært arbejde efterfølgende. Men hvor meget lærer man af at udføre arbejdsopgaver, der ikke findes på det ordinære arbejdsmarked, som ikke honoreres på overenskomstmæssige vilkår, og hvor man ikke går side om side med ordinært ansatte? 

Problemstillingen omkring nyttejob har altid ligget 3F meget på sinde, for det er hovedsageligt 3F's arbejdsopgaver, der står for skud, når der laves mere eller mindre kreative regeringsbestemte tiltag for at få flere ind på arbejdsmarkedet. Og det samme gør sig da også gældende i denne aftale, hvor der direkte står, at opgaverne i et nyttejob blandt andet kan bestå i beskæring af træer og buske, opsamling af affald i naturområder og ekstra renhold og reparation af offentlige arealer - alle opgaver, der i dag varetages af ansatte på 3F’s overenskomstområder. 

Nej til nyttejob som tag-selv

Men hvad gør vi så?

Ja, det er i hvert fald ikke løsningen at oprette fiktive job i form af nyttejob, hvor man også fjerner de værneregler, der gælder for ordningen i dag. Værnereglerne skal jo netop sikre, at borgere ikke sendes i nyttejob på ubestemt tid, og at det ikke står den enkelte arbejdsgiver frit for, hvor mange man vil ”ansætte” i et nyttejob i forhold til antallet af ansatte i ordinære stillinger. Men 
med den nye aftale om arbejdspligt, vil disse værneregler ikke være gældende. Sølvpapirshatten skal ikke trykke særlig meget, før man kunne fristes til at tro, at der vil være arbejdsgivere - selv på det offentlige arbejdsmarked - som kunne se store fordele i denne arbejdskraft. 

Vi foreslår, at man i stedet for opretter en integrations-erhvervsuddannelse, (I-EUD) som indeholder meget mere jobrettet sprog- og kulturundervisning end normalt, og som varer et år længere. Vi har også foreslået en større investering i en række arbejdsmarkedsuddannelser på AMU-centrene med stærk fokus på integration, sprog og kultur. Vi kalder det for integrations-AMU (I-AMU). 

Altså konkrete tiltag der målrettes borgere med integrationsbehov, så vi på bedste vis sikrer vores nye medborgere optimale forudsætninger for at indgå på det danske arbejdsmarked.