Regionerne tager sig af nogle af de mest udsatte borgere med komplekse sygdomme og handicaps. Borgere som det kræver stor faglig viden at tage sig af. Meget få kommuner har “nok” borgere til at lave et kvalificeret botilbud til netop disse borgere, hvorfor det giver god mening, at det er regionerne, der forestår disse botilbud.

Desværre ser vi kommuner, som tager borgere hjem fra de regionale døgntilbud og anbringer borgeren i et kommunalt tilbud - oftest med andre borgere med vidt forskellige udfordringer, og hvor det faglige, specialiserede niveau slet ikke er til stede. Hjemtagelsen bunder så i økonomiske hensyn, og ikke i den enkelte borgers behov. Kan vi være det bekendt? Nej, ikke hvis du spørger mig.

Samtidig oplever vi også, at kommuner helt overtager et regionalt botilbud, igen ud fra økonomiske bevæggrunde. Den utryghed og forværring af funktionsniveau og helbredstilstand, som dette giver hos de berørte borgere, oplever jeg ikke rigtigt, at der tages hensyn til. Så skal det være tilladt for kommunerne at overtage de regionale botilbud? Nej, hvis du spørger mig. Vi skal sikre ro og stabilitet for borgerne og deres pårørende. Og vi skal kunne fastholde den højt faglige specialiserede viden, som medarbejderne har i de regionale tilbud. Noget som er næsten umuligt at fastholde i mindre enheder, som en kommune er.

De regionale tilbud er alle såkaldt takstfinansierede, som gør, at vi kan støde ind i, at vi ikke kan give det optimale tilbud til borgeren, selvom der er godt fagligt belæg for dette. Derfor bør vi også gentænke, hvordan den økonomiske struktur for bevilling indenfor de højt specialiserede tilbud skal være. Og så skal området simpelthen tilføres flere midler.

Vi er ikke ens i vores behov

Generelt skal vi arbejde mere for, at borgeren ikke skal tilpasse sig systemet, men at systemet skal tilpasse sig borgeren og dennes behov. 

For hverken du eller jeg er ens i vores behov eller for, hvad der skaber livskvalitet for os som mennesker, så hvorfor er det, at vi forventer det, når det gælder borgere med handicap og deres pårørende? 

Vi må stoppe med at se disse borgere, som en byrde. Og vi må igen begynde at se på, at disse borgere skal have krav på at kunne leve et liv så tæt på “det normale” som muligt. Det virker desværre blot på mig som om, at dette har vi helt glemt. I SF mener vi, at vi skal samle det højt specialiserede handicapområde i regionerne, da vi der har den fornødne faglige ekspertise og kan samle borgere med samme handicaps. Men det haster, for i de seneste år har de ustabile forhold omkring det højt specialiserede område udtyndet vores faglige ekspertise meget. 

Jeg ved, at vi har pressede budgetter i såvel kommuner som regioner, men pengene er der jo, hvis ellers regeringen vil. Her vil jeg blot minde om, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandlet sine svageste. Så kære regering: Glem nu ikke det højt specialiserede handicapområde.