Gang på gang hører vi politikere på pressemøder annoncere ambitiøse planer for sundhedsvæsenet. De taler om genopretningsplaner og milliardinvesteringer i sundhedspakker, som specifikt skal forbedre akutområdet og sikre en fremtidig tiårsplan for psykiatrien. Løfterne lyder som sød musik i ørerne på os, der arbejder inden for sundhedsvæsenet, for vi bliver hver dag konfronteret med, hvor nødvendige sådanne tiltag er.

Men politikerne kommer let til at lyde som Komiske Ali, når de beskriver, hvad de er i gang med at gøre for sundhedsvæsenet. For der er milevid forskel på politikernes løfter og udmeldinger, og den virkelighed vi som læger oplever i dagligdagen.

For her står sundhedspakker og psykiatriplaner i skærende kontrast til hverdagen, der mange steder byder på nedlæggelse af sengepladser på grund af manglende personale. På ansættelsesstop – også af klinisk personale. Og nu også på afskedigelser. Af sygeplejersker, af sosuassistenter, af lægesekretærer og af læger.

Arbejdsmiljøets nedadgående spiral

Man får lyst til at råbe “Hallo, virkeligheden kalder!” til politikerne. For samtidig med at de fortæller om alt det gode, de vil gøre for akutområdet, kræftområdet og psykiatrien, bliver vi i MED-udvalgene orienteret om besparelser eller omprioriteringer selv på afdelinger, hvor der allerede i dag er skåret helt ind til benet, og hvor der alt for ofte ligger patienter på gangene.

Besparelser – eller omprioriteringer, som det bliver kaldt nogle steder – har ikke overraskende en negativ effekt på arbejdsmiljøet. Og det er uholdbart i længden. Manglen på personale gør det vanskeligt at yde den nødvendige patientbehandling og -pleje og fører til utilfredshed blandt sundhedspersonalet.

Senest har en undersøgelse fra Yngre Læger og Overlægeforeningen vist, at 55 pct. af speciallægerne i børne- og ungdomspsykiatrien overvejer at forlade den offentlige psykiatri, mens det gælder for 51 pct. af speciallægerne i voksen-psykiatrien. 28 pct. har allerede forladt den offentlige børne- og ungdomspsykiatri, hvilket har enorme konsekvenser for både patienter og for de medarbejdere, der er tilbage. 

Behov for handling nu

Det er ikke den enkelte læges eller sundhedsprofessionelles ønske om at ville prøve noget andet end det offentlige sundhedsvæsen, der er problemet. Problemet er, at det for nogle ikke så meget er et tilvalg af nye karriereveje, som det er et fravalg af det offentlige sundhedsvæsen.

Først og fremmest på grund af forhold, der har med arbejdsmiljø at gøre. Og så bør alle alarmklokker lyde.

Det offentlige sundhedsvæsen – både i primær- og sekundærsektoren - har brug for et arbejdsmiljø, der kan tiltrække kompetente sundhedsprofessionelle. Det grundlæggende – at der er ressourcer nok til, at der kan ansættes tilstrækkeligt med personale - må politikerne sørge for. 

Et stærkt sundhedsvæsen er nødvendigt for alle

Ledelserne og regionerne som arbejdsgivere har ansvaret for forbedringer som fleksible vagtplaner, rettidig information om arbejdstider og ferieplaner samt at sikre en generel fleksibilitet i arbejdsforholdene. Forhold, som er essentielle skridt mod at forbedre arbejdsmiljøet og for at fastholde dygtige medarbejdere. Det handler om planlægning, god tilrettelæggelse og god ledelse. 

Vi har brug for et stærkt offentligt sundhedsvæsen, der kan levere kvalitetsbehandling og pleje til alle borgere og samtidig sikre gode arbejdsforhold for sundhedspersonalet. Det er i det offentlige sundhedsvæsen specialiseringen findes, forskningen dyrkes og de sundhedsprofessionelle uddannes..

Et robust offentligt sundhedsvæsen er vejen frem, hvis vi skal sikre lige adgang til sundhedsydelser for alle borgere og bekæmpe ulighed i sundhed. Men skal vi opnå det, er det vigtigt, at de store visioner og løfter fra politikerne bliver til virkelighed, og at de reflekterer de faktiske forhold i sundhedsvæsenet.