Ja, mener Danske Regioner, mens KL er mere skeptisk.

Flere borgere skal modtage sammenhængende indsatser derhjemme eller tættere på, hvor de bor. Og nok så vigtigt: Snitfladerne mellem kommuner og regioner skal strømlines, så ingen tabes mellem aktører, og så behandling ikke forsinkes eller fordyres unødigt.

Derfor vil regeringen som led i sin sundhedsreform oprette 17 sundhedsråd, der skal bestå af seks til tyve politisk valgte medlemmer fra kommuner og regioner - med en overvægt af regionsrådsrepræsentanter. Og her finder man måske forklaringen på, at KL og regionerne ser forskelligt på forslaget.

Sammen skal sundhedsrådene, som i praksis erstatter sundhedsklyngerne, skabe bedre sammenhæng mellem behandlingen på sygehusene, i borgernes hjem og på regionale og kommunale sengepladser og styrke nære sundhedsindsatser. 

De skal “vende sygehusene udad,” hedder det i regeringsudspillet.

Flytter kommunale opgaver for fem mia. kr.

Samtidig vil regeringen flytte sundhedsopgaver for fem mia. kr. fra kommunerne til regionerne for at løfte den faglige kvalitet og sikre bedre sammenhæng for patienterne. Det skal også reducere den kassetænkning, der nogle steder står i vejen for, at regioner og kommuner fx prioriterer indsatser, der kan forebygge sygehusindlæggelser. 

Blandt andet skal akutsygepleje og midlertidige ophold til borgere med behov for en sundhedsfaglig indsats samt specialiseret rehabilitering og avanceret genoptræning skifte hænder. 

Derudover skal regionerne overtage ansvaret for patientrettet forebyggelse og lægefaglig behandling i hjemmet, uanset om patienten er på sygehuset, hjemme eller på en midlertidig sengeplads. Hvordan den præcise afgrænsning bliver, skal afklares i dialog med kommuner og regioner.

Sundhedsrådene får til opgave sammen med sygehusene og kommunerne at tilrettelægge og planlægge opgaverne og opbygge nye hjemmebehandlingsteams. 

KL: Incitamentsstruktur er “pivskæv” 

I Danske Regioner ser man positivt på, at regionerne får flere opgaver, fordi det giver en mere sammenhængende kæde af ansvar fra forebyggelse til hospitalsseng. Det øger incitamentet til at sætte tidligt ind for at undgå indlæggelse, mener formand for Region Nordjylland og næstformand i Danske Regioner Mads Duedahl (V). 

- Incitamentsstrukturen peger nu i den rigtige retning i forhold til, at der, hvor man laver indsatsen for at forebygge, sparer man også pengene, hvis man lykkes, siger han. 

Spørger man formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL med ressortansvar for sundhed Sisse Marie Welling (SF) retter opgaveflytningen ikke op på incitamentsstrukturen, fordi regionerne ikke som kommunerne skal betale en takst ved indlæggelse af en borger.

- Incitamentsstrukturen er lige så pivskæv, som den var før. Men nu sidder vi i hvert fald omkring bordet, og det er vi glade for, siger hun.

I sit udspil til en ny sundhedsstruktur lagde KL op til at samle ansvaret for tværgående sundhedsopgaver i de eksisterende sundhedsklynger og give dem større muskler i form af myndighedsansvar og økonomi. 

Allerede sidste år aflyste formand for Danske Regioner mere eller mindre samarbejdet, da han til Kommunen.dk sagde, at klyngerne ikke fungerede, som man havde håbet på. 

- Det løser ikke problemerne, og vi tror ikke på, at de kommer til det. Det må vi konstatere nu, sagde han. 

Ifølge professor emeritus og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen var konstruktionen da heller ikke optimal. 

- Det skiftende formandsskab var noget rod. Det inviterer til manglende handling, siger han.

Modsat sundhedsklyngerne omfatter sundhedsrådene ikke de praktiserende læger. Til gengæld får de både ansvar og egne penge, og ifølge Mads Duedahl gør det en stor forskel, at der følger driftsmidler med.

- Klyngerne var jo skabt til at sikre samarbejde mellem kommuner og regioner, men baseret på engangsmidler hvor man skulle lave fælles pilotprojekter, og så evaluere dem bagefter, siger han.

Fra 2030 vil regeringen investere 4,3 mia. kr., i de nye sundhedsråd. Af dem skal 2,4 mia. kr. øremærkes indsatser i det nære regionale sundhedsvæsen.

- Det er jo noget andet at arbejde sammen om, hvordan man udvikler det nære sundhedsvæsen, når der er fast finansiering. Det bliver en helt anden samarbejdsform, end vi har set tidligere, siger Mads Duedahl.

Klyngetænkning med bedre styringsmodel

Netop samarbejdsformen er Sisse Marie Welling ikke ubetinget tryg ved. Hun frygter, at det bliver regionen, der kommer til at diktere, hvordan samarbejdet skal være, og at kommunerne bare bliver inviteret til kaffemøde indimellem.

- Et enkelt regionsrådsmedlem kan standse en sag fra et sundhedsråd, så det er regionsrådet, der skal udmønte pengene. Det er da klart, at det bekymrer os. Det er også klart, at når man har haft klynger som i dag, og vi har siddet som ligeværdige parter, og haft den samme stemmevægt, når vi skulle træffe beslutninger, så vi har været tvunget til at træffe beslutninger i enighed, siger hun. 

Trods det ulige magtforhold er hun glad for, at man har valgt at prioritere at lave sundhedsråd, men hun efterlyser en garanti for, at pengene bliver brugt til at prioritere den nære sundhed og ikke til “endnu en afdeling på akutsygehuset”. 

Og så håber hun ikke, at regionerne bare går i gang med at opbygge hjemmebehandlingsteams, uden at tage højde for de serviceydelser, som borgerne i øvrigt får.

- Så kan jeg godt være bekymret for, at det her ikke kommer til at skabe mere nærhed, men mere en oplevelse af, at borgerens hjem er en banegård. Og det har jo været hele ambitionen for sundhedsreformen, at borgerens hjem ikke skulle opleves som en banegård, men at der skulle være sammenhæng, siger hun.

Ifølge Kjeld Møller Pedersen kan man diskutere, om det er en god ide at regionerne har flertal, ligesom man kunne diskutere, om det havde været en god ide at give det til kommunerne.

Men at der lægges op til, at der skal være et flertal, er godt, mener han, for når man ved, hvem der ultimativt bestemmer, kan der lægges en klar linje. Og efter hans erfaring finder man alligevel normalt frem til fælles løsninger, bemærker han. 

Selv vurderer han, at konstruktionen øger sundhedsrådenes chance for at lykkes med at skabe bedre sammenhæng. 

- Det er klyngetænkning med en bedre styringsmodel, siger han.

Om der så er penge nok med, har han ikke noget bud på. 

Stadig snitflader

Det har til gengæld professor emeritus i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Jes Søgaard, der over for DR forleden undrede sig over, at de ikke får et større budget. Ifølge ham burde beløbet snarere hedde 10-20 mia. kr.

Mest afgørende for sundhedsrådenes succes bliver imidlertid den faglige styring, når beslutninger skal omsættes i praksis, mener Kjeld Møller Pedersen.  

- For mig at se, er det ikke så meget den politiske styring som den faglige styring, der er afgørende. Selvfølgelig skal der være politisk opbakning, men det er folk i bagkontoret, og deres samarbejde der er afgørende for at føre ud i livet og lykkes, siger han. 

Og ifølge Mads Duedahl, er det vigtigt, at rådene kommer til at fungere.

- Det, der er allervigtigst, er, at sundhedsrådene lykkes. Vi skal lykkes i samarbejde mellem kommunalpolitikere og regionspolitikere, fordi det er der, hele aksen er i forhold til at have det gode sundhedsvæsen, siger han. 

For som han pointerer, ligger hele plejeområdet fortsat i kommunerne, og det kræver tæt samarbejde.

- Der er stadigvæk en glidende overgang ind i sundhedsvæsenet. Der skal vi være gode til at arbejde med snitfladerne og gode til at understøtte hinanden og finde ud af, hvordan vi laver det bedste patientforløb, siger han. 

- Jeg mener faktisk, at den struktur, man laver omkring det, understøtter, at vi investerer pengene i sundhedsvæsenet der, hvor der brug for det, nemlig i det nære.