En lille flok sent ankomne slutter sig til fem drenge, der har samlet sig omkring et bål-sted med en hjemmebygget fladbrødsovn, som de sammen har tændt op i. Ilden knitrer og sender røg op mod en klar, blå maj-himmel. 

Det er Rikkepipi Røskva Ravn, der roser initiativet, og det er især hendes fortjeneste, at de nu i alt otte unge er samlet på Mikrogaarden denne onsdag morgen. Én dag om ugen har to hold a otte-ni elever i rul a fire uger et frirum fra den stillesiddende undervisning, som har drevet flere af dem ud i skoletræthed. “Rikkepipi-dag” bliver den kaldt. Og det er i høj grad noget, de unge ser frem til. 

For dem er tavleundervisning erstattet af frisk luft, fuglesang og fysisk arbejde - 11 kilometer fra Jyderup Skole, hvor de til daglig går i en af skolens to ottende klasser. 

- Man glæder sig til at komme herud, fordi man ved, at der bliver lavet noget praktisk, og man får lov til at bruge sine hænder, siger Felix Binau Jørgensen. 

Rikkepipi-dag

De unge bevæger sig hjemmevant rundt på det halvandet hektar store område. Nogle har arbejdsbukser på, andre er i jeans og hættetrøje. Der bliver hentet redskaber i værkstedet, og Felix Binau Jørgensen går i gang med at slå græs med en havetraktor.

Sebastian Bredberg har ikke nogen særlige planer for dagen andet end at hygge sig, fortæller han. Kort efter har han fundet en skovl og er i gang med at grave.  

Der er som regel en arbejdsplan for, hvad der skal laves, men aldrig hvad der skal nås. Det er meningen, at der skal være plads til, at man sidder omkring bålet, går en tur eller snakker om, hvad der frustrerer en mest lige nu, fortæller Rikkepipi Røskva Ravn.

- Vi skal ikke nå noget, understreger hun, for så risikerer man at stræbe mere efter det, man “skal nå” end at se, hvad der egentlig er plads til at få lavet.

Med sit faste håndtryk og vindende smil udstråler hun lige dele autoritet og varme. Hun er bygningssnedker, og da hun sidste efterår kontaktede skole-leder Rikke Søndergaard for at høre, om Jyderup Skole måske kunne bruge en som hende, var skolelederen ikke et sekund i tvivl. 

- Det er lige præcis sådan en, vi har brug for!, tænkte hun.

- En, som er ligetil, og som kan se de her især drenge - og enkelte piger - og hvad det er for nogle behov, de har, siger Rikke Søndergaard. 

Der er langt - fysisk som mentalt - til klasselokalet på Jyderup Skole, når et lille hold unge hver onsdag mødes på Mikrogaarden og bliver klogere på naturen, håndværk, og hvad de gerne vil være.

Jyderup-versionen af en erhvervsklasse

Gennem et stykke tid havde hun overvejet, hvordan skolen kunne gøre noget for de udskolingselever, som har lyst til noget andet end det rent boglige. Sammen med to tidligere lærere havde de talt om, hvordan de kunne lave Jyderup-versionen af en erhvervsklasse, og da skolen som led i Holbæk Kommunes velfærdsaftale ovenikøbet var frisat, kunne timingen ikke have været meget bedre. 

Så var det bare spændende, om de unge også syntes om idéen. Derfor blev alle elever på tværs af 8. og 9. klassetrin inviteret til at møde Rikkepipi Røskva Ravn og høre om, hvad tilbuddet gik ud på. 45 mødte op. 

- Det var vi lidt overvældede over. Det siger jo noget om, at der er et behov, siger Rikke Søndergaard.

Men da det gik op for 9. klasseseleverne, at deltagelse ville betyde fravær fra den øvrige undervisning de pågældende dage, faldt de fleste fra. Det kom lidt for tæt på afgangsprøverne. 

Med 25 elever tilbage greb Rikke Søndergaard telefonen og begyndte at ringe til deres forældre for at fortælle dem om tilbuddet. Efter det var der 20.

Nogle forældre ønskede ikke, at deres barn skulle gå glip af tysk, mens andre reagerede med taknemmelighed, fortæller hun: “Tak for at se min dreng. Han kom hjem og sagde, ‘du skal bare sige ja, mor, for jeg vil så gerne’”.

Noget at se frem til

Marcus Justin Sørensen ligger i en hængekøje med sin telefon og tager et hvil under træerne bagerst på grunden, der grænser op til et naturhegn. Han har hjulpet med at grave en stor trærod op i området ved siden af, der skal ryddes for at gøre plads til endnu en hængekøje.

Han har brug for at komme ud og bruge sine hænder, fortæller han. Skolen har han det svært med.

- Jeg kan bare ikke sidde stille på en stol så lang tid, siger han.

Så nu har han fået lov til at være med på begge Rikkepipi-hold, så han kan komme ud på Mikrogaarden hver uge. Det hjælper.

- Jeg kan bare mærke det i hovedet og sindet, at man får lov til at slappe lidt af, siger han, for skolen og lektierne stresser.

- Det er ikke, fordi det giver mig så meget lyst til at komme i skole. Det giver mig bare lyst til, at dagene skal gå hurtigere, så jeg kan komme herud.

Flere af de unge fortæller, at det giver mere overskud til at komme igennem skoledagene, når de ved, at de har et afbræk midt på ugen.

- Så er der kun to dage tilbage, til der er weekend, og så kan man lige så godt bare knokle igennem og få lavet lektierne og opgaverne, så det, føler jeg, fungerer rigtig fint, siger Felix Binau Jørgensen. 

Han skulle egentlig have været i praktik, fordi han i et stykke tid har været meget skoletræt. Nu er han her i stedet, og det er fedt, synes han. Om hans lærere har lagt mærke til, at han har fået mere overskud, ved han ikke, men det har han selv.

- Jeg kan godt mærke det. En stor del, endda, siger han.

Det kan forældrene ifølge Rikke Søndergaard også, for de får glade mennesker hjem. Samtidig mærker UU-vejlederen en øget nysgerrighed omkring erhvervsuddannelser, fortæller hun.

Jaymie Enevoldsen Liljensøe (forrest t.v.), Daniel Cral (bagerst t.v.) og Sebastian Thostrup (t.h.) er i gang med at sætte stolper til et af de to shelters, som eleverne opfører på Mikrogaarden. 

Tømreraspiranter

For Sebastian Thostrup og Daniel Cral er det især interessen for håndværk, der har fået dem til at springe med på holdet. De har planer om at starte på tømreruddannelsen sammen efter 9. klasse. 

Drengene er i fuld gang med at etablere rammerne til to shelters, som skal opføres bagerst i området. De har tilpasset og sat beslag på en hjørnestolpe, som skal støbes ned i jorden. På sin telefon har Daniel Cral en vaterpas-app, der med lyden af to korte toner bekræfter, at stolpen står lige. De skruer hurtigt et bræt på til at stabilisere stolpen, indtil betonen er tør. I det samme dukker Rikkepipi Røskva Ravn op.

- Er det godt?, spørger hun.

- Ja, bekræfter Sebastian Thostrup selvsikkert.

Snart får eleverne også mulighed for at vise deres forældre, hvad de går og arbejder med. Det er vigtigt, når de nu har fået lov til at blive taget ud af undervisningen, mener Rikkepipi Røskva Ravn. 

Derfor har hun og Mikrogaardens ejer, Pernille Cauchi, arrangeret en sankthans-festival, hvor de unge kan invitere familie og venner ud på gården for at se, hvad de har lavet, og hygge sig sammen. Det glæder de sig til. 

- Det kan være, at de bliver lidt stolte så. Det ville være meget rart, hvis jeg fik noget ros også, siger Felix Binau Jørgensen.Begyndelsen på noget større

Begyndelsen på noget større

Rune Malthe Viinblad Mikkelsen bakker rutineret havetraktoren ud fra den lille overdækkede terrasse bag værkstedet, hvor Pernille Cauchi har hjulpet med at fylde mere brændstof på. Hun har længe haft et ønske om at dele jorden med andre og håber, at samarbejdet med Jyderup Skole kan være begyndelsen på noget større. 

Da hun for et par år siden tog initiativ til at skabe den almennyttige forening for fælleshaver, Viskinge Eventyrlige Skovhaver, foreslog Rikkepipi Røskva Ravn, at det også kunne være et sted for unge mennesker, som har det svært med at sidde på en skolebænk, og det lød som en god ide, fortæller Pernille Cauchi.

En dag ringede hun så og fortalte, at hun havde lavet en aftale med Jyderup Skole og spurgte, om de måtte komme ud og se, om der var noget, de kunne lave. 

- Og det har bare været så godt lige fra dag et, siger Pernille Cauchi med begejstring i øjnene.

Hun håber, at samarbejdet kan være med til at give de unge nogle succesoplevelser, som de kan tage med videre i deres liv. For hendes skyld, måtte der gerne komme et hold hver dag. 

- Men der er jo kun én have her, og der er skoler hele vejen rundt om i området, som kunne have glæde af det her, så det kan være, at der er en anden gård et andet sted, hvor nogle unge mennesker kunne komme ud og lave noget, foreslår hun.

(Artiklen fortsætter under billedet)

(Fra venstre) Daniel Cral, Felix Binau Jørgensen, Sebastian Thostrup og Rikkepipi Røskva Ravn prøvesidder den bænk, de har sat op.

 

Tre gode råd

Jyderup-modellen, eller noget der ligner, kan meget vel tænkes at sprede sig - ikke alene til andre skoler, men også til andre kommuner, for med den nye folkeskoleaftale skal alle kommuner næste år oprette en juniormesterlæreordning for 8. og 9. klasse. 

Vil man forsøge at gøre Jyderup Skole kunsten efter, er der tre ting, man ifølge Rikke Søndergaard skal være særligt opmærksom på: 

Først og fremmest skal man sikre sig forældrenes opbakning og give dem mulighed for at komme af med deres spørgsmål og tvivl. 

- Det er simpelthen super-vigtigt. Det gav så meget at have telefonisk kontakt, så det ikke bare er en besked på Aula, siger Rikke Søndergaard.

For det andet er det vigtigt at finde et kompetent menneske, som kan være en rollemodel for eleverne - gerne en som ikke kommer fra skoleverdenen.

- Det skal være en, som vil de unge på en lidt anden måde, siger Rikke Søndergaard.

Og den tredje ting handler om at vise interesse for eleverne og anerkende, at der er noget, de er rigtig dygtige til.

- At de mærker, at jeg som skoleleder også er interesseret i, hvad det er, de laver - at jeg snakker med dem og ser, hvad de laver. De er ikke så vant til at få den positive opmærksomhed fra lærere og ledelse, og det, tror jeg, er vigtigt, siger hun.

Glæden ved at lave noget, man holder af

Hen på eftermiddagen er Jaymie Enevoldsen Liljensøe og Alfa Hauser godt i gang med at lave en bordplade til et bord, som de har designet. Jaymie Enevoldsen Liljensøe fører hammeren, og Rikkepipi Røskva Ravn hjælper med anvisninger, mens hun balancerer to trædele, der skal samles, oven på hinanden. Ved fælles hjælp lykkes det, og hun stryger fingrene hen over samlingen. Den er perfekt.

- Man bliver helt stolt. Jeg har to snedkere her!, siger hun med et stort smil.

Egentlig går Alfa Hauser mere op i musik end håndværk, og oprindeligt havde hun slet ikke tænkt sig at tage med til introduktionsmødet. Nu har hun gennem Rikkepipi Røskva Ravn fået kontakt til en musiker, som hun måske kan komme i praktik hos. 

- Det er ikke kun håndværk, der kommer ud af det her. Der kommer også flere muligheder i livet ud af det, siger hun.

Eventyrbroen var det første, eleverne byggede på Mikrogaarden. - Vi er meget stolte af den, fortæller Alfa Hauser, der er den eneste pige på holdet.

Uanset om man vil være snedker eller ej, skal der være noget at komme efter herude, og en af ambitionerne er at vise de unge, at der er muligheder, og at de ikke behøver at blive i de kasser, som andre putter dem i, understreger Rikkepipi Røskva Ravn.

- De kan få lov til at finde ud af, hvad de vil være, og hvem de vil være, siger hun.

Da Danmarks evalueringsinstitut, Eva, i 2011 evaluerede de forsøg med erhvervsklasser, der blev sat i gang som en del af projektet Skoleudvikling i 2009, fandt man, at det øgede elevernes selvtillid, gjorde dem bedre til at arbejde koncentreret og samarbejde med andre. De blev også i nogen grad gladere for at gå i skole, og praktikken bidrog i flere tilfælde til at skabe en vis form for afklaring omkring fremtiden. 

Ifølge Rikke Søndergaard er en del af formålet med Rikkepipi-dag også, at de unge får et andet perspektiv på, hvorfor det er vigtigt at gå i skole. At de skal se meningen i, hvorfor det fx er så vigtigt at lære dansk og matematik, så de får en uddannelse. Det er i hvert fald håbet.

- Det er jo ikke en mirakelkur, det her, men får man meningen tilbage i dem og glæden ved at lave noget, de holder af, så tror jeg også på, at det smitter af på den lange bane, siger hun.