En kok bad sin revisor om at skrive en mail til sin bank for at få et godt tilbud. Mailen indeholdt oplysninger om såvel kokken som en af hans kollegaer. Efter en årrække sidder kokken i en retssag, hvor en kollega er i klemme. Her dukker den gamle mail op, fordi modpartens advokat tilfældigvis har behandlet revisorens konkursbo, hvor den omtalte mail befandt sig. En mail der ikke var samtykket til kunne anvendes overfor andre end banken.

Dette scenarie blev jeg for nylig præsenteret for, og til at begynde med chokerede det mig ærlig talt. Siden er jeg blevet mere grundlæggende bekymret for, hvordan oplysninger fra vidt forskellige sager, afsendere, baggrunde og deslige kan svømme rundt, nu da virkeligheden er, at store mængder data registreres digitalt i forskellige sagsbehandlings- og journaliseringssystemer.

Data som teknologien hurtigt kan kategorisere, systematisere og finde frem til os. En udvikling, der ubestridt er positiv på rigtig mange områder og som klart kan højne retssikkerheden, men måske også svække den på visse punkter, hvis ikke vi er opmærksomme.

Skal/skal ikke bruge noget fra en anden sag?

Hvis man forestiller sig brugen af søgerobotter, såkaldt kunstig intelligens, til at finde dokumenter på ikke offentligt tilgængelige steder og eksempelvis i lukkede sager hos offentlige myndigheder, så tegner der sig et bekymrende billede. Jeg kan ikke med sikkerhed sige at tendensen er målrettet at søge og gøre brug af data og oplysninger, men jeg kan forestille mig, at flere og flere bliver sat i dilemmaet: skal/skal ikke bruge denne her oplysning i min sagsbehandling? 

Forestil dig, at du er sagsbehandler på en borgers sag, og du mangler nogle vigtige oplysninger i sagen. De oplysninger kan du til gengæld hente fra en helt anden sag, som omhandler vedkommendes ægtefælle eller børn.

Hvad gør du da som sagsbehandler? Jeg forstår det naturlige ønske om at bruge de oplysninger, der foreligger til at belyse sagen – de fleste af os ønsker jo at løse de opgaver, vi får tildelt, ved at nå frem til det materielt rigtige resultat, og som offentligt ansat er du desuden opdraget under officialmaksimen. 

Problem 1: Persondatabeskyttelse

Imidlertid er det min vurdering, at situationen er forbundet med en række juridiske problemstillinger. Jeg vil særligt kaste lys over tre. 

Først og fremmest kan det i dag næppe komme bag på nogen, at det er vigtigt at holde lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger for øje. Det er svært at svare generelt på, om oplysninger fra én sag vil være ulovlige at bruge i en anden, da det vil afhænge fuldstændig af oplysningernes og sagernes karakter og i øvrigt de nærmere omstændigheder.

Besvarelse af de databeskyttelsesretlige spørgsmål vil derfor skulle findes konkret i det enkelte tilfælde. Det vil dog altid være relevant at overveje de databeskyttelsesretlige principper efter persondataforordningens artikel 5 og også fx §5 i databeskyttelsesloven.   

Problem 2: Retten til at holde oplysninger for sig selv

Den anden mulige problemstilling finder vi i princippet om retten til ikke at inkriminere sig selv. Princippet kender vi fra strafferetsplejen og retssikkerhedsloven og det indebærer, at en mistænkt person har ret til ikke at udtale sig og ikke kan tvinges til at medvirke til at opklare en påstået forbrydelse.

Myndighederne skal generelt være meget opmærksomme på dette vigtige princip, herunder også i tilfælde, hvor den pågældende selv måtte begynde at fortælle om de forhold, som vedkommende er mistænkt for, hvilket bakkes op af udtalelser og praksis fra Folketingets Ombudsmand. Myndighederne har desuden pligt til at vejlede borgere om princippet.

I lyset heraf vil det synes stødende, hvis man uden videre kan krydstjekke systemer for inkriminerende oplysninger fra helt andre sager, når borgeren, hvis vedkommende var adspurgt direkte om forholdet i forbindelse med den nye sag, skulle vejledes om ikke at have pligt til at afgive oplysningerne. Lignende overvejelser har desuden været gjort gældende på baggrund af menneskerettighedskonventionen og Menneskerettighedsdomstolen har da også tidligere, under henvisning til retten til retfærdig rettergang, udtalt, at det kan være i strid med konventionen at bruge oplysninger fra en civil sag som bevismidler i en efterfølgende straffesag. 

Problem 3: Ingen deling af private forhold

Tredje opmærksomhedspunkt er forvaltningslovens regler om brug af oplysninger fx §29, hvorefter der som udgangspunkt ikke i ansøgningssager må hentes oplysninger om private forhold fra andre dele af forvaltningen eller en anden forvaltningsmyndighed. Forvaltningslovens bestemmelser om brug af oplysninger skal i øvrigt ses i samspil med persondataretten.

Der er mange juridiske spørgsmål at være opmærksom på når en myndighed oplyser sine sager, herunder særlige opmærksomhedspunkter ved de nye muligheder, teknologien præsenterer for os i et forsøg på at optimere arbejdsprocesser.  

Det er således mit råd, at opmærksomheden på blandt andet de tre omtalte temaer skærpes, i takt med at nye teknologiske muligheder og dilemmaer opstår. Dette i form af rettidig oplysning og tilrettelæggelse af arbejdsgange og systemer mv., så den enkelte sagsbehandler ikke bliver sat i situationen eller som minimum har værktøjerne til at håndtere dilemmaet, når det opstår. Et dilemma, der i sidste ende kan få store konsekvenser, også for medarbejderen, for hvem der i yderste konsekvens kan blive tale om et strafferetligt forhold, hvis søgninger og opslag i personoplysninger går for vidt.