Mange af de store spørgsmål, vi stiller i dag, handler om fremtiden for vores demokrati. Hvordan får vi de unge til at tage del i demokratiet? Hvordan bremser vi antidemokratiske kræfter? Hvordan sikrer vi i det hele taget, at Danmark også er et demokrati om 25 år?

Svaret findes i fortiden. Og i nutiden. I vores omgang med demokrati de senest mange år. Og i de demokratiske foranstaltninger, vi kan træffe i dag.  

Efter fascismens fremkomst og opblomstring slog den danske teolog og demokratiforelæser Hal Koch (1904-1963) til lyd for, at vi skulle bekæmpe anti-demokrati med netop demokrati. Vi skulle oplære de unge i demokratiet. Vi skulle lære dem at være demokrater. For Koch var demokratiet ikke bare et valg hvert fjerde år, men derimod en livsform, der skulle komme til udtryk i, at man skulle tale sig til rette; at man lyttede, drøftede, diskuterede og blev enige. 

Kochs tanker vandt indpas. Og blandt andre idéer rodfæstede også de sig i en større dansk demokratitradition, der voksede sig stor op gennem den anden halvdel af det 20. århundrede. En demokratitradition, der førte til, at man som borger fik mere indflydelse på sit eget liv.

Lærere og undervisere havde udbredt ret til medbestemmelse. Ansatte havde noget at skulle have sagt, når det kom til de beslutninger, der vedrørte dem selv og deres arbejde.

Eleverne og de studerende ville også havde medbestemmelse. Og omkring ungdomsoprøret blev elevråd oprettet og en ny styrelseslov for universiteterne, der gav de unge medbestemmelse, vedtaget. Som elever og studerende fik man noget at skulle have sagt, når det kom til de beslutninger, der vedrørte en selv.
Man forsøgte endda at skabe medbestemmelse for ansatte i det private igennem det såkaldte ’økonomiske demokrati’, ØD, som dog aldrig blev til noget.

Generelt herskede demokratiet ikke kun, når valgurnerne var fremme. Men siden da er der foregået en demokratisk erosion, hvor meget af den medbestemmelse, man som borger havde, gradvist er forsvundet.

De sidste styrelseslove på universiteterne har fjernet det interne selvstyre og dermed dele af både studerendes og ansattes mulighed for medbestemmelse.  Gymnasierne er blevet til selvejende institutioner med bestyrelser bestående af eksterne aktører, altså en udefrakommende ledelse, der forflytter beslutningskompetencen væk fra elever og lærere.

Det siges, at billedet er det samme andre steder i det offentlige. Flere steder erstattes medbestemmelse og selvbestemmelse med en tydelig leders bestemmelse.

For slet ikke at komme ind på strukturreformen fra 2007.

Alt dette har medført, at man i dag har mindre at skulle have sagt, når det kommer til spørgsmål, der vedrører en selv. Magten er blevet centraliseret og befolkningens magttab er evident.

Det er magttabet, der gør, at mange unge ikke stemmer og at anti-demokratiske kræfter vinder frem. Det er magttabet, som står bag demokratiets deroute. 

Følelsen af, at det ikke nytter; af at demokratiet ikke virker, skal væk. Og væk får vi den kun ved faktisk at give den enkelte reel medbestemmelse over vedkommendes hverdag og liv.

Fremtidens største udfordring, bevarelsen og udvidelsen af demokratiet, løser vi altså ved allerede i dag at skabe et egentligt, decentralt demokrati.