Mange steder i landet foregår der grundig og fokuseret by- og landudvikling. Flytning fra landområder til byområder udfordrer. Det gælder om at stå tidligt op for at skabe en holdbar udvikling, hvor der er attraktiv at bosætte sig og blive boende. Nye bydele skyder op, gamle industriområder bliver transformeret til boligkvarterer. Der skabes stiforløb, der binder bydele sammen. Facader og centrale torve forskønnes og begrønnes.

Midt i begejstringen for fremdrift og funktionalitet risikerer vi at glemme noget afgørende: En by, en bydel og en landsby er ikke kun veje, rør og facader. Det er fortællinger, mennesker og kulturelle spor.

Det handler om at skabe et sted – et særligt sted. Hvor der er sjæl, kant og liv. Så vi ikke får gader uden historier, pladser uden ophold og bygninger uden betydning.

Stedet fortæller – hvis vi lytter

Hver by har sine unikke aftryk. Måske er det gamle skibsværfter, måske er det digte på husmure, måske er det minderne om det fællesskab, der engang fandtes i en gårdhave mellem faldefærdige beboelsesejendomme. Disse lag af fortælling er ikke bare hyggelige kuriositeter – de er byggesten i den kollektive identitet. Når man inddrager det stedsspecifikke i byudvikling, skaber man mulighed for genkendelse og tilhørsforhold.

Her bliver kulturlivet ofte nøglen. Det lokale kulturliv. Hvilke fællesskaber, hvilke aktiviteter og hvilke historier mødes man om og i. Realdanias landsdækkende undersøgelse har netop vist det – det afgørende er de menneskelige relationer. Når vi i Kulturens Analyseinstitut kortlægger det lokale kulturliv træder det frem. Hvor er der allerede fællesskaber og hvor er det måske lidt tyndbenet. Faktisk træder bymidterne i provinsbyer ofte skidt frem. Her foregår for lidt. Her er ikke faste mødesteder med kultur. De kulturelle hotspot ligger tit i kanten, ved idrætscenteret, i det gamle industrikvarter. Der hvor det var billigt at etablere. Men nu mangler de mødesteder tit. Så bymidten ikke alene er detailhandel og parkeringspladser, så man kan komme hurtigt ind, og lige så hurtigt ud igen.

Et velfungerende kulturliv er ikke noget, der opstår spontant, når infrastrukturen er på plads. Det kræver rum – både fysisk og mentalt. Kulturhusene, de små scener, værkstederne, gallerierne og ikke mindst de uformelle mødesteder er nødvendige for, at en by kan trække vejret. Og de kan ikke blot placeres i et hjørne af lokalplanen som en eftertanke. De skal tænkes ind fra begyndelsen. Det kræver helt samme tålmodige planlægning som den langsigtede fysiske infrastruktur.

Vi skal rette mod livet, ikke kun logistikken

For at en bydel bliver attraktiv, er det ikke nok, at den er let at komme til. Man skal have lyst til at blive der. Det kræver oplevelser, fællesskaber og noget at komme tilbage til.

Tænk selv. Vil du helst gå den hurtige og strømlinede vej, eller den lidt skæve omvej med små stop og overraskelser. Ja det kommer selvfølgelig an på hvad du skal. Skal du bo og være, så er omveje og det lidt skæve ofte ganske nødvendigt. Du har sikkert også været på nok et torv eller en plads, som har fået en overhaling. Ny belægning, lige linjer, gennemført. Men måske også et sted, hvor man hurtigt går over, og ikke lige bliver stående.

Vi skal turde spørge: Hvad er det for et liv, vi ønsker her? Hvad skal man kunne føle, høre og opleve, når man går gennem gaderne? Og hvordan kan vi skabe rammer, hvor både det planlagte og det spontane kan få plads? Events kan være alletiders, men det kulturelle hverdagsliv er meget mere afgørende. Kultur er en måde at forankre det nye i det gamle – og dermed gøre udviklingen meningsfuld.

Byrum, der indbyder til optræden, samtale og kunstnerisk aktivitet, bliver ikke kun smukkere – de bliver klogere. De fortæller en historie, og de giver plads til, at nye historier kan vokse frem. Det er her, vi skal investere, hvis vi vil sikre bydele, der ikke bare fungerer, men som også lever.

Vi skal turde insistere på, at det særlige – det stedsspecifikke – ikke bare er værdifuldt, men nødvendigt. Det er ikke en luksus at tænke fortælling og kultur ind i byplanlægningen. Det er fundamentet for, at byerne kan være levende rammer om det menneskelige liv.

Så pas på, at byudviklingen ikke alene bliver til infrastruktur. For uden fortælling, er der intet sted.