Kommunen.dk
MENU

Nu var vi ellers lige holdt op med at tage det alvorligt

Det er politisk legitimt at afveje ytringsfrihed og internationale hensyn mod hinanden, herunder lige legitimt at lade afvejningen falde ud til begge sider.

Nu var vi ellers lige holdt op med at tage det alvorligt

Det er politisk legitimt at afveje ytringsfrihed og internationale hensyn mod hinanden, herunder lige legitimt at lade afvejningen falde ud til begge sider.
Protestafbrænding foran den svenske ambassade i Teheran, Iran. Herhjemme var der fem koranafbrændinger, som ingen havde bemærket, før udenrigsministeren nævnte dem som begrundelse for, at nu var det blevet for meget.
Protestafbrænding foran den svenske ambassade i Teheran, Iran. Herhjemme var der fem koranafbrændinger, som ingen havde bemærket, før udenrigsministeren nævnte dem som begrundelse for, at nu var det blevet for meget.
Foto: Sobhan Farajvan/Zuma/Ritzau Scanpix

En detalje gik lidt under radaren, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i sidste måned varslede at ville forhindre fremtidige koranafbrændinger.

“Alene i dag søndag har der været fem koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark, og i morgen er der anmeldt syv”, sagde han for at illustrere problemets omfang. Men bemærkningen illustrerede også noget andet, nemlig at de omtalte fem koranafbrændinger tidligere samme dag var foregået uden nogen medieinteresse herhjemme.

Et sundhedstegn, efter at det i flere år har/havde været standard med ballade og optøjer. Men ikke denne gang, denne gang hørte offentligheden først om dem, da de blev nævnt som begrundelse for nødvendigheden af at sætte en stopper for dem. Et par af de syv mandagen efter opnåede en vis pligtmæssig medieomtale, men stadig uden at der var uro at berette om.

Det er simpelthen blevet uvigtigt for alle andre end aktørerne selv.

Men kun herhjemme. Udenlands er der i den grad blevet lagt mærke til det. Og reageret på det. Så meget at der nu skal tages et “juridisk værktøj” i brug for at forhindre dem.

Indtil videre er det lidt uvist hvordan. En genindførelse af blasfemiparagraffen bliver det udtrykkeligt ikke, men om et forbud kun skal gælde afbrændinger og kun foran ambassader, som den indledningsvise melding lød, eller om det også gælder forhånelse af andre lande i bredere forstand, udestår stadig at blive afgjort.

Uanset hvad vil et indgreb kollidere med to ellers grundfæstede principper: Vi bøjer os ikke for vold og trusler. Og vi giver ikke køb på frihedsrettighederne, i dette tilfælde ytringsfriheden. At regeringen er klar til at gøre det alligevel, bekommer den selv så ilde, at den forsøger at kalde det alt muligt andet. Fx at en afbrænding ikke er en ytring, eller (inkonsekvent) at et forbud vil fremme ytringsfriheden i andre lande.

Men ytringsfrihed er ikke kun jura, det er i mindst lige så høj grad politik. Man kan have forskellige politiske holdninger til, hvad ytringsfriheden skal omfatte, og de er allesammen legitime i egen ret. Herunder er det også politisk legitimt at ville indskrænke ytringsfriheden, endda også selv om man forsøger at kalde det noget andet.

Om det så er spiseligt, afhænger af omfanget. Et tilstrækkeligt præcist indgreb der ikke inddrager alt muligt andet end koranafbrændinger, vil være mindre problematisk end et bredt forbud, der fx også vil forhindre fremvisning af Tibetflag for kinesiske delegationer, bare for at nævne et kendt eksempel.

Uanset hvad kan man ikke have, at tilfældige enkeltpersoner de facto driver deres egen udenrigspolitik. Ingen regering kan sidde overhørig, hvis landet forhindres i at indgå faste og løse alliancer og partnerskaber med andre lande om sammenfaldende interesser.

Der er fortilfælde for netop dette. Da et stort flertal for et par år siden afviste et beslutningforslag om forbud mod ikke-medicinsk omskæring af drenge under 18 år, var en af begrundelserne netop at det ville anbringe Danmark i slet internationalt selskab som et land, hvor jøder ikke kunne leve frit som jøder. 

På samme måde kommer koranafbrændinger med en historisk bagage, der gør det vanskeligt for ellers venligtsindede lande at stille sig ubetinget på Danmarks side. Uanset de påviselige forskelle - privatpersoner kontra statsmagt - så er bog-bålene med “udartet” litteratur i nazitidens Tyskland et af de første billeder, der melder sig på nethinden. Et selskab ingen lande gerne ser sig selv anbragt i.

Derfor er det, ligesom med ytringsfrihed og internationale hensyn hver for sig, også politisk legitimt at afveje dem mod hinanden, herunder lige legitimt at lade afvejningen falde ud til begge sider. I sin egen ret tæller det ene ikke mere end det andet.

Derfor er det største problem, at det hele er sat i værk under indtryk af trusler. Det er der ikke megen politisk legitimitet i at give efter for, heller ikke moralsk. Og da slet ikke mere end én gang. Hvis nogen vil forsøge at gentage deres forventede succes med afpresningspolitik, må vi stå fast, uanset hvad kravet bliver næste gang. Ellers vil vi ikke som land kunne være os selv bekendt.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR