Med et budget på 47 milliarder og cirka 45.000 ansatte er der megen magt på spil hver eneste dag på Rådhuset. Magtspillet foregår ikke kun i BR-salen og i udvalgene, men også i mere uformelle netværk og relationer på kryds og tværs af partiskel. I denne uge går Københavneri i Kommunen tæt på Rådhusets mere skjulte magt og ser på nogle af de politikere, der spiller hovedrollerne. Som sædvanlig sker det med bidrag fra hjælpsomme sjæle på rådhusgangene.

I det magtfulde parti Socialdemokraterne er alle enige om, at Frank Jensen suverænt har mest magt. Han har stor kontrol over S-gruppen og et godt blik for manøvremuligheder og forhandlingsforløb. Men i dagligdagen er det ikke Frank Jensen, der koordinerer i gruppen, afsøger flertalsmuligheder og sender prøveballoner op. Denne rolle har gruppeformand Lars Weiss, som har stor erfaring og et stort netværk i de fleste partier og  også betegnes som vellidt og dygtig. Og da han repræsenterer det største parti, som har mulighed for at finde flertal i mange retninger, er der ingen tvivl om, at Lars Weiss besidder en magtfuld position. Nogle mener dog ikke, at Weiss er lige så magtfuld som sin forgænger på ‘posten’, Jesper Christensen, der betegnes som et nøk mere brutal, når han var sendt ud i overborgmesterens tjeneste.

De unge S-løver  
I den yngre del af Socialdemokraterne er der ifølge flere også ved at komme et andet magtfuldt epicenter omkring Jonas Bjørn og Lars Aslan, der har samlet en del af de nye S-folk omkring sig. Hvor stærke de er internt hos Socialdemokraterne, er der en del uenighed om. Men måske får vi snart et bevis på det. Sidste uge stemte Lars Aslan mod to partikammerater i en sag, der omhandler den gensidige forsøgerpligt for samlevende, da sagen var på dagsordnen i beskæftigelses- og integrationsudvalget. Sagen skal nu op i BR-salen, så det bliver spændende at se, om den fører til yderligere splid.  

Hos Enhedslisten er det gruppeformand Rikke Lauritzen, der spiller en central rolle, når det handler om det mere uformelle magtspil. Udover at hun har gruppeformandsposten og stor erfaring, er hun også en af de få fuldtidspolitikere på Rådhuset. Listens store stemmesluger Signe Færch bliver også nævnt som en magtfuld politiker, ikke mindst fordi hun sidder i økonomiudvalget.

Partilederne tager slæbet
I SF sker tingene omkring partileder Ninna Thomsen og hendes tætte allierede Sisse Marie Welling. Der er uenighed om gruppeformand Ayfer Baykals styrke. En del mener ikke, hun spiller en stor rolle hverken i SF eller generelt i magtspillet, mens andre mener, hun har en stærkere rolle, end det umiddelbart kan ses. Der er til gengæld enighed om, at Klaus Mygind, der tidligere har haft en central rolle i SF, nu kun har en birolle i magtspillet.  

Hos De Radikale er alle enige om, at partilder Anna Mee Allerslev magtmæssigt sidder hårdt på partiet. Hun har et stort netværk både til højre og venstre og dyrker det intenst. Men det er også værd at bemærke, at den radikale gruppe er helt nyvalgt (bortset fra partihopperen Ikram Sarwar), så konkurrencen er ikke hård.

Netværk til vittigheder
Kigges der på magten hos De Konservative, er der uenighed blandt iagttagerne. Nogle mener, at Rasmus Jarlov styrer butikken suverænt, også når det gælder de mere uformelle relationer. Andre mener, at Jarlov efterhånden mest bruger sit BR-medlemskab som talerstol til at blive valgt til Folketinget. Derimod peger de på gruppeformanden Jacob Næsager, som de mener spiller en central rolle bag linjerne.

I Venstre spiller Pia Allerslev den centrale rolle. Dog betragtes hun ikke som én, der gør meget ud af magtspillet i kulissen. Den rolle skulle Flemming Steen Munch have. Men her er der bred enighed om, at den sympatiske politiker mere bruger sit netværk til at fortælle vittigheder og hyggesludre, end til at varetage partiets interesser. Derimod peger flere på, at Cecilia Lonning har en god koordinerende rolle. Dog virker det ikke altid, som om hun trives i rollen som den brutale forhandler.

Hos Dansk Folkeparti er det helt suverænt Carl Christian Ebbesen, der sidder på magten. Flere har dog bemærket, at Carl Christian Ebbesen har skiftet markant stil, efter han er blevet borgmester. Det er slut med den hardcore DF-protest-stil. Nu skulle han næsten lyde som en radikal, der konstant skal se tingene fra alle sider. I DF finder man – ifølge efterretninger – Rådhusets mindst magtfulde politikere. Karin Storgaard, som ellers har længst anciennitet, skulle efter sigende leve i sit helt eget kredsløb på Rådhuset.

I Liberal Alliance bliver partilederen Lars Berg Dueholm betragtet som én, der er dygtig til at gøre brug af sit netværk. Selv på venstrefløjen bliver der talt pænt om ham. Det andet LA-medlem Lilian Parker Kaule prøver også at positionere sig i magtspillet. Hun forsøger blandt andet at danne tæt alliance med flere af de unge nyvalgte kandidater.