Det er sundt at arbejde. At have et arbejde bidrager til din sundhed, siger verdenssundhedsorganisationen WHO.   

I relationen til tidens nok mest omtalte politiske mantra - at arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik - er det jo gode nyheder, at det ligefrem er sundt at give den en skalle ved samlebåndet.

For vi ved det jo godt: De fleste af os trives med at have et arbejde. Bidrage. Være en del af et fællesskab. Bare spørg én af dem, der ufrivilligt står udenfor arbejdsmarkedet. Vi vil gerne arbejde!

Det gælder i høj grad også for mine medlemmer i Djøf. Og de leverer i høj grad også deres del på arbejdsmarkedet. De arbejder både meget og meget længe. Fordi det er meningsfuldt. Givende. Gør dem glade.

Sådan er jeg overbevist om, at det er for langt de fleste danskere. Vi vil gerne arbejde. Ikke fordi det gør os sunde, men fordi det er vigtigt at bidrage. Vigtigt at være en del af en arbejdsplads med gode kollegaer og opgaver, der gør en forskel.

Men er det det samme, som at det ligefrem er sundt at arbejde? Jeg kan jo helt nøgternt konstatere, at der er alt for mange, der oplever at blive syge af deres arbejde. Og så er arbejdet jo ikke sundt. Derfor er det på sin vis nok mere korrekt at konstatere, at arbejdet har potentialet til at være sundt. Men at det stiller nogle krav til, hvordan vi indretter arbejdslivet.

Hvad stiller vi op med stress?

Stress fylder for meget i samfundet.  Det gælder også for vores medlemmer i Djøf, hvor mere end hver fjerde oplever fysiske eller psykiske symptomer på stress.

Det sætter spor i de fleste, der oplever at blive syge af stress. Det er først og fremmest tragedien her. Men de samfundsøkonomiske konsekvenser er også markante.

En ny undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gennemført på vegne af HK, viser at arbejdsrelateret stress koster samfundet 55 mia. kr. om året. Det svarer til godt to tredjedele af landets udgifter til grundskole årligt. Samtidig koster stress årligt et tabt arbejdsudbud på 55.000 personer. Det skyldes sygemeldinger, nedsat arbejdstid efter stresssygemelding og de, der desværre helt må forlade arbejdsmarkedet.

Selvom tallene er tårnhøje, tror jeg faktisk, at mange helt almindelige mennesker vil kigge på dem og tænke: ”Netop!” For det er her vi skal finde en god del af årsagen til, at så mange - mig selv inklusive - bliver provokerede af den verserende debat om danskernes vilje til at give den en skalle på arbejdsmarkedet.

Ingen nemme måder

Skulle vi ikke starte med at forsøge at forhindre, at så mange bliver syge af at gå på arbejde? tror jeg mange tænker. Og hvor er jeg dog enig.

Jeg mener ikke, at vi som samfund kan eller skal acceptere hverken de menneskelige eller økonomiske omkostninger af stress. Men jeg ved også, at stress er en kompleks problematik, som ikke lader sig løse på nogle nemme måder. Derfor har vi som samfund behov for en bredere samtale om, hvordan vi skaber arbejdsliv som folk har både lyst og kræfter til at være i, i flere og flere år.

Og vi har jo masser af viden om, hvilke greb, der kan bruges for at gøre arbejdet til noget, der er mere sundt end usundt. Vi kunne fx starte med at gøre op med digitaliseringens grænseløshed og give medarbejderne ret til at logge af fra arbejdet. Lad os udvikle den måde, man bedriver ledelse på, og de rammer man bedriver ledelse i, så vi skaber sundere organisationer og virksomheder, hvor folk oplever arbejdsliv med mening. Og lad os få udbredt den fleksibilitet, som så mange efterspørger, så flere oplever større indflydelse på tilrettelæggelsen af eget arbejde.

Gør vi det, skaber vi reelt sunde arbejdsliv. Og så er der rigeligt af gevinster at høste - og det både menneskelige og økonomiske. Og hey, så behøver vi næppe at bekymre os helt så meget om manglen på arbejdskraft: Der er en masse lige der.