Hjerte-kar-sygdomme, luftvejssygdomme, kræft og sukkersyge. Krydstogtskibe sprutter partikler ud, der ifølge forskning er forbundet med flere alvorlige sygdomme. Men på trods af at de danske krydstogt-kommuner i 2018 modtog 520 krydstogtskibe, slipper skibene gennem de danske farvande og kommunale havne, uden at forureningen bliver undersøgt. 

Kommuner og kommunale havne er nemlig ikke pålagt at vurdere, godkende eller regulere forureningen fra skibene, selv om de udgør en stor forureningskilde.

Ifølge miljøbeskyttelsesloven skal virksomheder, ‘der forurener betydeligt’ miljøgodkendes af en myndighed. Krydstogtskibene er ifølge loven dog ikke en del af de godkendelsespligtige listevirksomheder. 

Skibene kan derfor lægge til kaj uden at bekymre sig om, at kommunen kommer på besøg og kigger ned i skorstenen. Samtidig slipper kommunerne også for at undersøge, om forureningen påvirker borgerne, og i givet fald om de skulle pålægge skibene restriktioner og måske afvise de mange udenlandske gæster ombord.

Flydende hoteller

Krydstogtskibene ligger typisk til kaj i en halv til en hel dag, og man kunne derfor argumentere for, at forureningen er så minimal og midlertidig, at den ikke kræver omfattende miljøvurderinger og godkendelser. 

Selv når skibene bliver fast inventar i havnen og ligger stille med motorer tændt i næsten en måned - ligesom to skibe gjorde i Skagen og Fredericia - er de stadig undtaget fra at blive undersøgt.

I 2019 viste forskning fra Aarhus Universitet, at et krydstogtskib, der ligger stille i en dansk havn, udleder i gennemsnit lige så mange af de allermest sundhedsskadelige partikler, som 5.000 personbiler beregnet som samtidige emissioner.

Krydstogtskibene holder motorerne, der ofte svarer til ‘et lille kraftværk’ tændt, når de ligger stille i havnen for generere strøm til værelser, og hvad de flydende hoteller ellers tilbyder gæsterne. 

Skorsten på vand og skorsten på land

Selvom det ikke er lovpligtigt for kommunerne at lave miljøgodkendelser af krydstogtskibene, løber kommunerne fra deres ansvar. Det giver nemlig ikke mening, at en forurenende skorsten på land bliver undersøgt og underlagt miljøkrav, mens en forurenende skorsten på vand kan ose løs. Det mener Kåre Press-Kristensen, der er seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling og ekstern underviser i luftforurening på Danmarks Tekniske Universitet.

- Miljøbeskyttelsesloven tvinger ikke kommuner til at lave en miljøgodkendelse. Men de har en moralsk forpligtigelse til at gøre det og godkende skibet under præcis samme vilkår som en industri på land. Luftforureningen gør jo samme skade uanset, om den udledes ved kajen eller på kajen. Men kommunerne gør præcis, hvad de er tvunget til og ikke et komma mere, når vi snakker miljø-regulering, siger han.

Kommunerne er forpligtet gennem lovgivningen til at miljøgodkende selve havnen og alle de landfaste industrivirksomheder. Men fordi krydstogtskibene ikke ligger på land, slipper de udenom, og det er ikke hensigtsmæssigt ifølge ham.

- Så kunne alle de store kraftværker, der ligger ved havnene, i princippet bare flytte deres kraftværksmotorer ud på en pram, og så ville de være fritaget for miljøgodkendelser. Det duer jo ikke. Skibene er det, der forurener absolut mest, så ville det jo give mening at lave en miljøvurdering, siger han og fortsætter:

- Idéen i miljøbeskyttelsesloven er jo, at hvis man har en kilde, der forurener meget, så skal den vurderes og godkendes. Det skal ske, hvad enten den har turistpotentiale eller ej. Men så snart der kommer sådant et flydende hotel, så kan det forurene lige så meget, som det har lyst til, siger han.

Landstrøm og lovpligt 

Kåre Press-Kristensen køber heller ikke argumentet om, at de kortvarige anløb skulle forhindre kommunerne i at undersøge forureningen af miljøet. De kommunale havne kender nemlig planen for, hvor mange krydstogtskibe, der kommer i den følgende sæson lang tid i forvejen. 

Kommunerne burde ifølge ham lave en miljøgodkendelse ud fra en ramme for, hvor mange krydstogtskibe kommunen forventer. På den måde ville forureningen blive vurderet, og kommunerne ville undersøge, om om havnen grundet skibene skulle pålægges påbud eller udsættes for miljøkrav, ligesom det ville blive slået fast, om borgerne kan bo i nærheden, eller hvorvidt forureningen på sigt kan påvirke borgernes helbred negativt. 

Kommunerne ville ifølge ham hurtigt finde ud af, at forureningen fra skibene ikke ville være lovlig, hvis den samme mængde forurening stammede fra for eksempel et kraftværk på land. 

- Der ligger EU-direktiver, der straks ville lukke kraftværket. Sådan nogle skibsmotorer har altså kraftværks-størrelse, så de ville straks få påbud om røggasrensning, eller også ville de lukkes. Hvis kommunerne lavede miljøvurderingerne af skibene, ville der hurtigt komme krav om landstrøm.

Steen Solvang Jensen, der er er seniorforsker på Aarhus Universitet og manden bag rapporten fra 2019, kan se nogle begrænsninger ved miljøgodkendelser af krydstogtskibene i de kommunale havne.

- Det ville være kompliceret, hvis hver eneste kommunale havn skulle have sin egen miljøvurdering og også vanskeligt for krydstogtskibene, som besøger mange havne. Det ville være ekstremt svært at regulere, siger han. 

Kommunerne har ifølge Steen Solvang Jensen derudover også en mulighed for at indføre specielle havneafgifter til de forurenende krydstogtskibe, hvis de ikke benytter landstrøm. Det vil motivere skibene til at bruge landstrøm, men det kan også bevirke, at nogle skibe ikke ønsker at bruge havnene.

I stedet mener han, at en mulighed er, at man på internationalt plan bliver enige om strengere krav til skibenes udledning af partikler. En anden mulighed er ifølge ham, at de nordiske land kunne blive enige om at indføre landstrøm i havnene. 

- Det kræver internationalt samarbejde for at regulere. Men det er selvfølgelig også derfor, at det går langsomt.