I Ballerup er kommunens klimaindsats vitterligt nået helt ind på middagsbordet hjemme hos borgerne. Således tager Anette Nielsen Kollits, klimakoordinator hos kommunen, plancher og mad med under armen, når hun tager ud og besøger interesserede borgere. 

Siden 2009 har hun og kommunen arbejdet indgående med borgerinddragelse. Det er der en god grund til, da borgerne står for ca. 24 pct. af den samlede CO₂-udledning i kommunen. 

Til sammenligning står kommunens egne aktiviteter kun for to pct. af udledningen, og der er derfor store klimagevinster at hente hos borgerne. 

- Fordi så stor en del af udledningen der kommer fra virksomheder og borgere, er vi nødt til at tage ud og spørge dem om, hvordan vi kan samarbejde, hjælpe hinanden og skabe en fælles ramme om det, vi skal nå sammen, fortæller Anette Nielsen Kollits. 

I Ballerup er det afgørende, at borgerinddragelsen er i øjenhøjde med borgerne. Anette Nielsen Kollits har været med til at udvikle flere forskellige koncepter for at involvere borgerne, og det første var i høj grad inspireret af daværende borgmester Ove E. Dalsgaard (S), der dengang var landets længstsiddende borgmester. 

- Dalsgaard var en borgmester, der gik meget på gaden og snakkede med sine borgere, uanset hvad dagsordenen var, fortæller Anette Nielsen Kollits. 

Hun valgte derfor samme tilgang til sit klimaprojekt. Man skulle ud og møde borgerne på gaden, og det var også borgerne selv, der skulle føre projektet frem. 

- Dengang var der stadig en skepsis overfor, ‘hvad er det kommunen vil’? ‘Er det noget, de siger, vi skal?’ Så det var meget nemmere at samarbejde med borgere, der havde gode erfaringer og gik på gaden med dem, fortæller Anette Nielsen Kollits og uddyber:

- Så stod jeg i baggrunden, mens det var borgerne, der talte med andre borgere. Det gav os en stor tilslutning og troværdighed, fordi det var borgeren, der fortalte om sine egne erfaringer og sit eget hjem. 

Langvarige effekter

Med sit seneste projekt, som nu er afsluttet, tog Anette Nielsen Kollits hjem til borgere eller til forsamlingshuse med plancher og mad. 

Her giver hun borgerne det samme faglige oplæg, som både byråd, forvaltning og borgmester er blevet præsenteret for. Hvis man skal tage borgerne med på råd, skal de også behandles ligeværdigt i forhold til de andre lag i kommunen. 

- Når jeg kommer ud på denne måde, skabes der en meget tillidsfuld stemning. Alle kommer ud af deres små kroge, hvilket gør, at vi får spændvidde på vores tiltag. Borgerne er glade for, at man tager dem alvorligt, og at de får samme viden og kan stille de samme spørgsmål, som borgmesteren kan. 

- Vi ender altid et sted, hvor borgerne har en stor lyst til at handle, tilføjer hun. 

Og selvom det kan lyde meget let og som bittesmå skridt, så er det noget, der batter, påpeger Anette Nielsen Kollits. 

- De her initiativer gør, at folk oplever, at der bliver lyttet til dem, der hvor de er, og det giver dem lyst og viden til at handle. 

Man skal heller ikke undervurdere de videre effekter af møderne, påpeger Anette Nielsen Kollits. Hun oplever stadigvæk, at folk genkender hende fra tiden, hvor hun tog med borgerne på gaden til klimadialog, ligesom inddragelsen kan være med til at skabe varige ændringer blandt borgerne.

Det betyder dog ikke, at man er i mål med borgerinddragelsen, hvor man sagtens kan tage skridtet videre og stille nogle af de svære spørgsmål. 

- Vi er nået virkelig langt i forhold til, hvor vi var i 2009, men vi skal stadig gevaldigt op i tempo, hvis vi alene skal kunne komme i nærheden af vores klimamål. Vi skal også blive mere modige til at tage snakken om, hvorvidt der er ting, vi må sige nej til fremadrettet. Det gælder både blandt politikere og borgere. 

Nødvendigt med opmærksomhed

Der kan være stor forskel på, hvor stor en del af den samlede CO₂-budget borgerne er ansvarlig for i kommunerne, men uanset om man er by- eller landkommune, kan man med fordel inddrage borgerne i klimaindsatsen, mener Tue Damsø, projektleder for DK2020 og seniorkonsulent hos Concito.

- Den grønne omstilling handler jo om nogle grundlæggende og markante ændringer og omstillinger for vores hverdag. Og det kræver, at vi får borgerne med, siger Tue Damsø. 

Uden et folkeligt mandat, kan man ikke skabe fundamentale forandringer, mener han. Det handler blandt andet om, at omstillingen kræver en opbakning og demokratisk legitimitet, men også en fælles forståelse af omstillingens nødvendighed og omfang. 

Derudover er der helt konkrete CO₂-reduktioner at hente i borgernes forbrug: 

- Vi er nødt til at forholde os til vores forbrugsudledninger på et tidspunkt, som jo i høj grad er knyttet til borgernes adfærd, siger Tue Damsø. 

Og her er kommunerne bedre klædt på til at tage dialogen med borgerne om klima og den grønne omstilling end fx staten. 

- Det er ubetinget lettere for kommunerne at komme i øjenhøjde med borgerne. Kommunerne er tættere på og oftere i kontakt med borgerne omkring cykelstier, biblioteker, skoler eller plejehjem. Det er altså en rolle, som kommunerne allerede nu er vant til at tage på sig, siger Tue Damsø. 

Svært at måle, men ikke at handle

Mens det på andre områder af den grønne omstilling kan være let at opsætte konkrete mål, kan det være svært at præcist sætte tal og mål for borgernes forbrug og CO₂-udledning. 

- Det er rigtigt, at det er svært at få vedholdende tal og målinger for, hvordan det går. Det er et af de steder, hvor vi stadig arbejder på at blive klogere og kunne stille nogle værktøjer til rådighed for kommunerne, siger Tue Damsø. 

Ikke desto mindre kan man stadig godt arbejde med borgernes CO₂-regnskab, mener han. 

- I store termer kan man sagtens arbejde med det alligevel. Det er ret tydeligt, hvor de store udledninger er. Det kan godt være, at det er svært at sætte kvantitative mål, men det betyder ikke, at man ikke kan arbejde med det. Man kan absolut arbejde med at komme ud til borgerne og oplyse dem om, hvad de kan gøre.