Kommende praktiserende læger tiltrækkes af almen praksis, fordi det har hele pakken: Høj og bred faglighed. Lange patientforløb, hvor man som læge oplever sin patient som barn, voksen og ældre, altså som et helt menneske i alle livsfaser. Vi tiltrækkes af variationen mellem simple og komplekse problemstillinger, der løses i samarbejde med andre. Og vi tiltrækkes af faglige fællesskaber og udsigten til et arbejdsliv med ejerskab, ledelsesansvar, kolleger og selvbestemmelse.

Sundhedsstrukturkommission, som blandt andet skal komme med anbefalinger til samspillet mellem det specialiserede sundhedsvæsen, sygehusene, og det nære sundhedsvæsen, kommunerne og almen praksis, skal også forholde sig til selve organiseringen og styringen af almen praksis. Er der nogle svagheder ved den model, vi har i dag, og hvordan kan de løses?

Jeg mener, at vi har en fantastisk almen praksis i Danmark. De praktiserende læger leverer høj faglig kvalitet, kender deres patienter og bruger dette kendskab til at give den rette visitation og behandling. Ni ud af ti kontakter til sundhedsvæsenet løses alene hos den praktiserende læge. Det er effektivt, og det er billigt for vores samfund.

Almen praksis skal indgå i samarbejder

En styrke ved almen praksis er de små enheder, som gør, at almen praksis er tæt på patienterne og tilpasser sig det samfund, den er en del af, så tilbuddet passer til patientpopulationen. Men i nogles øjne er det også svagheden. Altså det, at forskellige praktiserende læger tilbyder forskellige ydelser til patienterne, så det er den praktiserende læge, der selv vælger til og fra mellem ydelser.

En anden svaghed er, at it-systemerne i almen praksis ikke taler godt nok sammen med it-systemerne i det øvrige sundhedsvæsen. Og at der ikke er én tydelig indgang til en (politisk) ledelse i almen praksis, hvis man som borger har krav og ønsker til forandring.

Det første mener jeg, ikke er en svaghed, men en styrke. Det andet mener jeg, bør nemt kunne løses.

Til gengæld mener jeg, at almen praksis fremadrettet bør indgå i et mere forpligtende samarbejde med de øvrige aktører i det primære sundhedsvæsen og sygehusene, fx gennem sundhedsklyngerne.

Vi skal værne om begrebet "egen læge"

Vi skal levere kontinuitet og tilgængelighed. Vi skal bevare den uvisiterede adgang til egen læge, når man som borger har behov for lægehjælp. Når man bliver syg med noget ”banalt”, skal den praktiserende læge stadig være tilgængelig, for den relation, man opbygger over tid, hjælper, når alvorlige og kroniske sygdomme melder deres ankomst. Vi skal derfor værne om begrebet ”egen læge”.

Lægedækning er en af de helt store udfordringer i fremtidens sundhedsvæsen. Flere uddannede speciallæger i almen medicin er en del af løsningen, men det er ikke nok. Vil man virkelig gøre noget ved lægedækningsproblemerne, så må almen medicin prioriteres langt højere. Det handler blandt andet om, hvor universiteterne geografisk er placeret, og hvordan klinikopholdene tilrettelægges. Speciallægeuddannelsen skal skræddersyes, så opgaverne på hospitalerne er meningsfulde.

I lægedækningstruede områder bør man være enormt fleksibel i forhold til, hvilke afdelinger, uddannelseslægerne skal arbejde på, og hvilke arbejdsopgaver, de skal løse. Det skal være nemmere at få merit, og man skal også i højere grad tænke arbejdstid ind i transport, så det bliver mere attraktivt at bosætte sig længere væk fra sygehusene.

Jeg mener, at vi skal bevare den effektive, almene praksis med høj faglighed, som vi ser den i dag. Den er en integreret del af det samlede sundhedsvæsen, og i fremtiden forhåbentlig med et styrket samarbejde mellem de forskellige sektorer. Vores arbejde med at sikre mange danskeres sundhed forudsætter lettere arbejdsgange og forpligtende samarbejde på tværs af sektorer, men fortsat med en fri tilgængelig, fast, egen læge til alle borgere, som en hjørnesten i det danske sundhedsvæsen og som indgangsport til det specialiserede sundhedsvæsen.