Hvordan skaber vi gode arbejdsliv, der får folk til at arbejde i mange år? 

Det spørgsmål har vi nærmest glemt i den til tider ret polariserede debat om befolkningens arbejdsmoral, som har fyldt på alle flader den seneste tid. Det er en skam. For spørgsmålet er helt centralt. Og meget mere visionært end debatten om, hvorvidt nogle ikke bidrager nok.

Især fordi der jo faktisk ikke er særligt meget der tyder på, at der skulle være problemer med befolkningens arbejdsmoral. Kigger vi på beskæftigelsen, bevæger den sig fortsat på historisk høje niveauer, ligesom ledigheden er enormt lav. 

Det tyder heller ikke på, at befolkningens arbejdstid er aktuelt faldende. Både Rockwool Fonden og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for nylig vist, at arbejdstiden har været stabil de sidste cirka 15 år.  

Kigger jeg ud i mit eget medlemshav, ser jeg samme billede. Djøfs medlemmer arbejder meget – rigtig meget. For mange af mine medlemmer er den gennemsnitlige arbejdsuge tættere på at være seks dage end fem, og de tilhører også den gruppe af danskere, som arbejder flest år efter folkepensionsalderen. 

Faresignaler i arbejdslivet

Der er ikke store problemer med arbejdsmoralen, hverken blandt mine medlemmer eller i befolkningen. Derfor er det meget mere interessant – og presserende - at tale om, hvordan vi skaber gode arbejdsliv.

For jeg ser faresignaler. Jeg er i kontakt med mange medlemmer, og må konstatere, at arbejdslivet for alt for mange fylder mere, end de bryder sig om. Samme billede ser vi i vores rådgivning, der taler med alt for mange medlemmer, som bliver syge med stress og brænder ud. Og som oplever, at et konstant højt tempo og manglende sammenhæng mellem opgaver og tid til at løse dem har konsekvenser for overskud og livsglæde. 

Samtidig oplever for mange, at de aldrig rigtig kan holde fri. At de skal være tilgængelige hele tiden. Telefonen kan altid ringe. Når vi laver undersøgelser af medlemmernes arbejdsvilkår, læser vi om (adskillige) arbejdspladser, hvor op imod 80 pct. af medlemmerne angiver, at der er en forventning om, at de står til rådighed uden for normal arbejdstid. 

Det er vi nødt til at tage bestik af og handle på. For selvfølgelig skal vi arbejde. Og arbejde i mange år. Både for samfundets og vores egen skyld. Og ja, indimellem er der dage, hvor det regner, chefen er træls og opgaverne kedelige. Men netop derfor er det også vigtigt, at det i det store og hele er meningsfuldt og givende. 

Tre områder vi skal løse

Jeg vil gerne pege på tre konkrete områder, hvor jeg mener, vi bør handle.  

• Vi er nødt til at tage bestik af digitaliseringens skyggeside – at vi altid står til rådighed og at en sms eller mail altid kan tikke ind. Vi skal skabe bedre rammer for, at man kan logge helt af fra arbejdet og holde fri. 
• Og så er der fleksibiliteten. Mange drømmer særligt om større fleksibilitet ift. at planlægge fx arbejdstid- og sted, men vores oplevelse er også, at fleksibilitet er et individuelt og ofte livsfaseafhængigt begreb. Det stiller krav til, at lederne ude på alle landets arbejdspladser er klar til at gå i dialog med hver enkelt medarbejder om, hvordan man skaber arbejdsliv med balance og trivsel. 
• Men det stiller - som mit tredje punkt - i høj grad også krav til overenskomsterne. Vi skal udvikle og udvide de kollektive ønsker, så de er gearede til at gribe de individuelle behov.   

I dag er det sådan, at kun en tredjedel af danskerne arbejder helt frem til pensionsalderen. Det kan vi sagtens gøre bedre. Så lad os droppe den ubegrundede arbejdsmoralpanik og fokusere på, hvordan vi skaber gode, lange arbejdsliv.