Klumme/
Faglighed på socialområdet er vigtigere, end du tror
Klumme/
Faglighed på socialområdet er vigtigere, end du tror
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Alsidigheden og mangfoldigheden på socialområdet er noget, som altid imponerer mig. Jeg har beskæftiget mig med området i omtrent 35 år. Men stadig er det sådan, at det føles som en ny og overvældende oplevelse, hver gang jeg er ude at besøge socialpædagogiske arbejdspladser.
Socialområdet er det hele og kan det hele. Og uden at jeg kan føre bevis for min påstand, er jeg sikker på, at området er større og mere omfattende, end langt de fleste danskere tror.
Socialområdet er bosteder for mennesker med handicap, som får socialpædagogisk støtte til et liv med livskvalitet og livsmuligheder. Det er mennesker med psykiske lidelser, der mødes med socialfaglige metoder, som bringer dem til ro, når de kommer i højt alarmberedskab. Det er børne- og ungehjem, hvor anbragte børn og unge får støtte til at håndtere den svære barndom, som de har bag sig, og de sociale eller psykiske udfordringer de ofte har.
Det er væresteder, værksteder, herberger, krisecentre, misbrugscentre, sikrede institutioner, psykiatri, bostøtte, plejefamilier, dagbehandling - ja, der arbejder sågar socialpædagoger på flere plejehjem, hvor de støtter mennesker med demens.
Under halvdelen af ansatte er uddannede
Hvorfor lister jeg alle disse eksempler op? Det gør jeg simpelthen for at bidrage til en forståelse af, hvor bredt et arbejdsfelt socialområdet favner.
Der er næsten 200.000 mennesker i Danmark, som ifølge Socialpolitisk Redegørelse modtager en social indsats efter serviceloven. Derfor skal området også prioriteres højt lige som for eksempel sundhed, børn og ældre i vores velfærdssamfund.
En høj prioritering gælder ikke mindst, når vi stiller krav til fagligheden og kvaliteten. Hvis du bliver indlagt på et sygehus, ville du måbe af forbavselse, hvis du fik at vide, at det desværre kun var halvdelen af personalet på stedet, som var uddannet til deres job.
Men på socialområdet accepterer vi rask væk den præmis. Under halvdelen af de ansatte på landets socialpædagogiske tilbud er i dag uddannede socialpædagoger - og tallet er faldende. Hver tredje ansatte er uden nogen relevant uddannelse overhovedet.
Det duer altså ikke. Socialpædagoger støtter hver dag mennesker med komplekse handicap og psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne. Det er i den sammenhæng helt afgørende, at de har en faglig forståelse for, hvorfor mennesker her handler og reagerer, som de gør. Og at personalet ved, hvordan de bedst muligt støtter dem.
Faglighed forandrer liv
En undersøgelse fra Rambøll viser, at mennesker på bosteder, hvor der er en højere andel socialpædagoger i personalegruppen, har bedre trivsel og større chance for at komme i job. Derudover har beboerne hele 67 pct. færre indlæggelser i psykiatrien.
Det er tal, som virkelig batter. Oveni kommer desuden tal, som viser lavere sygefravær og færre udskiftninger i personalet, når andelen af uddannede socialpædagoger er højere.
Faglighed på socialområdet er kort og godt helt afgørende - og også vigtigere end de fleste sikkert tror. Derfor kæmper vi hver dag for at sikre fundamentet for denne faglighed. Det sker blandt andet gennem styrkede løn- og arbejdsvilkår for medarbejderne, knoklen for en bedre uddannelse til socialpædagog, og et evigt fokus på at fremhæve fagligheden og de mange livsbekræftende historier fra et arbejdsliv på socialområdet.
På det socialpædagogiske område siger vi, at "faglighed forandrer liv". Derfor gælder det om at skabe et stærkt fundament for den faglighed. Først da kan vi tilbyde den kvalitet, som vi ønsker for mennesker med handicap og psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.