Danskerne sparer for meget op til pension, lyder det i flere medier. 

Bekymringen går på, at vores pensionsformuer i fremtiden vil være så store, at mange har råd til at trække sig tidligt tilbage. Og det er jo et problem for samfundet, hvis arbejdsudbuddet på den måde reduceres. Finansieringen af velfærdssamfundet hviler på, at vi arbejder flere år i fremtiden.  

Derfor bør vi løbende indbetale mindre til pensionsordninger eller først begynde at indbetale til pensionsordningerne senere. Siger en ekspert. 

Jeg er lodret uenig i, at det er den værktøjskasse, vi skal kigge i. For jeg er ret overbevist om, at trenden - og vi taler altså om få personer indtil videre - med at lade sig pensionere tidligt, ikke handler om penge.

Længere arbejdsliv og andet i livet end arbejde

I min optik bygger ønsket om selv at definere sin pensionsalder på to ting:

1. Vi kigger ind i nogle markant længere arbejdsliv, end vi kender dem i dag. En 50-årig har stadig små 20 år tilbage på arbejdsmarkedet, og det kan godt give åndenød. Holder jeg til dét?

2. Danskerne er i stigende omfang begyndt at gøre op med oplevelsen af, at livet kun handler om at arbejde. Alt for mange er udbrændte, stressede og trætte af, at de ikke har overskud til familie, venner, fritidsaktiviteter. Måske skyldes det, at corona-nedlukningen satte arbejdslivet i relief. Måske skyldes det, at de unge generationer har andre værdier end deres evigt-arbejdende forældre.

Uanset hvad, er løsningen på at folk drømmer om tidlig pension eller karrierepauser, ikke at svinge pisken. Den er at skabe mere attraktive arbejdsliv. For danskerne vil gerne arbejde. Arbejdsmoralen er tårnhøj. Men der er altså nogle tegn i tiden på, at vi har nået en smertegrænse.

Der er et kæmpe arbejdskraftpotentiale her. En opgørelse vi har lavet i Djøf, viser, at op mod 40.000-50.000 flere personer over 60 år kunne være i beskæftigelse, hvis vi var lige så dygtige som i Norge og Sverige til at fastholde dem på arbejdsmarkedet.

En stor del af forklaringen på den tidlige tilbagetrækning er helt givet regulær nedslidning. Og det er jo især folk med fysisk krævende jobs. 

De mennesker, jeg repræsenterer - folk med en lang videregående uddannelse - er i højere grad i beskæftigelse, når de når pensionsalderen. Vive konkluderer også i en ny rapport, at mange af dem formentlig arbejder på trods af at have råd til at forlade arbejdsmarkedet. 

Vi vil gerne

Og her er vi igen inde ved kernen af min pointe: Vi vil gerne arbejde! Vi vil gerne bruge vores faglighed til at gøre en forskel. Vores faglighed er en del af vores identitet. Og vi holder af at indgå i gode arbejdsfællesskaber. 

Derfor skal vi være meget mere nysgerrige på, hvorfor flere drømmer om at tjekke tidligt ud? Hvad er det i arbejdslivet, som tager pusten fra folk?

Jeg vil foreslå, at vi sætter ind med en trivsels- og fastholdelsesdoktrin for at sikre, at flest mulige har lyst og ork til at blive længst muligt.  Det kræver, at vi som samfund sætter ind på at sikre nogle arbejdsliv, som giver plads til det hele menneske. Til faglighed, til fællesskaber – og til at holde helt fri. 

Det forudsætter, at man ude på de enkelte arbejdspladser taler om, hvordan det skal foregå netop dér. En særlig opgave er at fastholde de mest erfarne. Så de netop ikke smutter, fordi de ikke orker.

Det behøver ikke være så svært: Det handler om at tilbyde den fleksibilitet i tid og opgaver, som mange efterspørger sidst i arbejdslivet. Og om at skabe mulighed for en langt mere glidende overgang til pensionen, end den noget bratte overgang, som tidligere har været almindelig. 

For ja, teoretisk kan det blive en udfordring med større pensionsopsparinger, hvis for mange får lyst og råd til at forlade arbejdsmarkedet for tidligt. Men jeg er overbevist om, at dén teoretiske mulighed i vidt omfang vil forblive i teorien, hvis vi lykkes med at skabe arbejdsliv, man ikke har lyst til at forlade.