Her små otte måneder efter det russiske overfald på Ukraine er vi kommet så langt hen på året, at man efterhånden jævnligt skeler til radiatorens termostat og overvejer, om man nu omsider er nødt til at åbne for varmen.

Temperatur-/udgiftsbalancen har trukket afgørelsen lidt længere i år, men før eller siden må balancen jo tippe, så må man tage chokket med, når næste acontoopkrævning lander i e-boksen. Endnu længere lunte er der på pensionsopsparingen, som man decideret kan blive i dårligt humør af at følge for meget med i.

Til gengæld bliver man dagligt påmindet om den økonomiske virkelighed, når man fx vil købe en pakke smør. For ikke særlig længe siden fik man nærmest kastet smør til en femmer efter sig, uanset hvilken dagligvarebutik man viste sig i. I dag henfalder man i begejstring over et tilbud til en tyver, især hvis butikken med tilbuddet overhovedet har mere smør tilbage.

Læsere der er gamle nok, vil huske, hvordan inflationen frem til 1980’erne var et fortløbende irritationsmoment, sådan at hver gang en dyrtidsportion gav en smule luft i budgettet, så steg en eller anden fast udgift med mindst lige så meget, så man var privatøkonomisk lige vidt. Samfundsøkonomisk var det endnu værre, så ordningen blev fornuftigvis afskaffet, hvilket lagde grunden til de efterfølgende årtiers lavinflation.

Indtil nu. Læren fra dengang, at inflation ikke bekæmpes ved at sende flere penge i omløb, er tilsyneladende ikke oppe i arbejdshukommelsen hos alle, og da slet ikke under en valgkamp. Måske er det helt anderledes efter valget. Trods alt en nogenlunde kort tidshorisont.

En afslutning på russernes krig har sandsynligvis betydeligt længere udsigter, og her er det så man skal huske, at en kold radiator kan blive varm igen, smørprisen kan falde igen og livet i det hele taget i store træk vende tilbage til det, der var normalt indtil normaliteten skiftede. Her hos os, vel at mærke.

I Ukraine, derimod. For nogle årtier siden fordrev klummeskriveren af og til et par timer med det datidige computerspil Civilization, hvori optrådte spredte horder af barbarer, der kunne dukke op ud af det blå og sprede død og ødelæggelse omkring sig. Hvis man skulle udpege en nutidig pendant, ville russerne stå højt på listen, og ukrainerne er dem der må holde for i det virkelige liv.

Helt bogstaveligt. Alt bliver før eller siden hverdag, især for os der kan nøjes med at se på, og i Vesten ser vi ikke længere samme mængde klip fra krigszonen. Men det sker alligevel, og det sker stadig, at beboelse bombes, og folk må overleve i kældre og lave mad over bål af plastposer.

Og navnlig sker det stadig, at soldater og civile slås ihjel, for en dels vedkommende først efter at være mishandlet eller endda lemlæstet af en fjendtlig styrke, der ikke virker til nogensinde at have hørt om Genève-konventionerne og deres regler for tilladt adfærd under krigsførelse. Eksempler forekommer løbende og afsløres efterhånden som massegrave bliver fundet i befriede områder.

Det er det, vi er oppe imod. Idet “vi” naturligvis først og fremmest og mest direkte er ukrainerne. Men også her i Vesten er det vores krig, en kamp for århundreders hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder. Vi er bare så heldige, at den kun koster os penge, ikke liv.

Ubekvemmeligheden er vores bidrag til denne fælles kamp. Billigt sluppet trods alt.