Lærebog om demokrati fra Platon til Trump
Lærebog om demokrati fra Platon til Trump
'Om Demokrati – globale og nationale udfordringer'
Forlaget Systime A/S
Forfattere: Ditte Maria Brasso Sørensen og Signe Blaabjerg Christoffersen
En helt ny bog, som retter sig mod et lag af nye vælgere nemlig eleverne i gymnasiet og på mellemuddannelserne, fortjener et bredere publikum, da mange af os nok kan have brug for en opdatering af vores demokratiske barnelærdom.
Forfatterne, Signe Blaabjerg Christoffersen og Ditte Maria Brasso Sørensen er en slags demokratinørder, som begge har forsket i demokrati på Københavns Universitet. De er således grundigt klædt på til at udfordre gængse forestillinger om demokrati samtidig med, at de kommer igennem hele demokratihistorien og de forskellige former for demokrati.
Fra Platon til Trump
De starter med Platon og fortsætter til Trump. De placerer usentimentalt demokratiet som en af flere legitime styreformer og det fører naturligt til diskussioner om demokratiets opståen og væsen, om hvem demokratiet omfatter og om, hvordan vores demokrati fungerer.
Målet er ikke at nå frem til en fælles forståelse, men mere at give læseren et godt overblik over argumenter for og imod de forskellige former for demokrati, så de bliver klædt på til de diskussioner om demokratiets væsen og berettigelse, som vi alle må være parate til at tage.
Forfatterne kommer langt omkring, og bogen udmærker sig ved at give ligestillede grundige introduktioner til mange forskellige vinkler på demokratiets filosofiske grundlag og spørgsmål som globalisering, populisme og demokratifremme.
De gennemgår demokratihistorien og lægger op til diskussioner om, hvorfor vi har demokrati, hvem demokratiet omfatter og hvordan demokratiet fungerer i forskellige former Så de store spørgsmål er på plads inden de giver sig i kast med en række mere konkrete demokratirelaterede emner.
Undervisningsbog med potentiale til mere
Helt aktuelt, hvor vi ved, at et EU valg venter, er afsnittet om EU som spiller i den globale demokratiske struktur af særlig interesse. Men forfatterne beskæftiger sig også med tilgrænsende fænomener som religion, populisme og teknokrati, der påvirker eller måske endda indgår i det demokratiske spil, og på den måde får indflydelse på beslutningerne.
I 12 kapitler bevæger de sig systematisk rundt om emnet, og netop den systematiske opbygning gør, at bogen, som er en undervisningsbog, kan bruges bredere. De enkelte kapitler er ens opbygget. I en ultrakort introduktion får læseren afklaret, hvad der sættes fokus på i de enkelte kapitler, ligesom hvert kapitel afsluttes med en klart formuleret konklusion og en sidste afklaring af kernebegreber. Opbygningen støtter en håndbogsbenyttelse, hvor en overfladisk orientering nemt uddybes, når introduktion og konklusioner overrasker eller udfordrer læserens egne forestillinger. Derudover indeholder bogen en mangfoldighed af eksempler, cases og regulær information. Det kan virke overvældende, men systematikken gør, at selv den mest sporadiske håndbogslæser ikke mister overblikket.
Men bogen er dog først og fremmest en fremragende undervisningsbog, for studerende i førstegangsvælgeralderen. Til overflod kan undervisere yderligere hente lærervejledninger og ideer til undervisningsforløb på forlagets hjemmeside. Vi andre kan bruge bogen til en bred almindelig orientering eller blot have den liggende i skuffen, som redskab enten til konkrete diskussioner eller som en hjælp til den refleksion over grundlæggende værdier, vi som ansvarlige borgere og vælgere er nødt til at gøre os.
Ikke mindst nu, hvor to vigtige valg venter forude.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.