Balladen om Metroen ser ud til at blive en lang affære, efter at Miljø-og Naturklagenævnet annullerede tilladelserne til at arbejde om aftenen og natten. Mens kommunens jurister arbejder på højtryk for at finde løsninger, kan man bruge tiden til at undres over den abeleg, der er i gang blandt Rådhusets politikere, når det gælder om at placere ansvaret. Da Miljø- og Naturklagenævnet kom med deres dom, var det ikke til at opdrive en politiker til at kommentere på sagen - i stedet blev det en stakkels embedsmand fra Miljø- og Teknikforvaltningen, der fik 'lorten' og måtte gå på TV og padle rundt i den betændte sag. Og siden har der ikke ligefrem været kø for at forklare, hvad der er op og ned i sagen. Det er tydeligt, at de involverede politikere siger så lidt som muligt om sagen af frygt for at få placeret aben hos dem.

Når man tænker på, hvor mange politikere, der har haft travlt med at bruge Metroen som markedsføring overfor vælgerne, er det besynderligt, at der ikke er nogen, der tør træde op på broen, når der er storm om projektet. Men også set fra et kommunikationsfagligt perspektiv er det underligt, at de ansvarlige politikere på Rådhuset ikke træder i karakter. For hvis der er en ting, der er helt sikker, så er det, at Metro-sagen ikke går væk foreløbig.

En hurtig skrålæsning i krisehåndteringens ABC vil da også give politikerne en fornemmelse af, at det er bedre at tage styring på krisen end at gemme sig væk. Er der så store problemer med landets største byggeri, bliver man selvfølgelig nødt til at kommunikere klart, tydeligt og åbent om disse problemer. Først og fremmest har offentligheden et krav på at få viden og forklaringer omkring tingenes tilstand. Men ved at tage styring på krisen har man også størst mulighed for at påvirke kommunikationen i en ønskelig retning. Gemmer man sig væk, er der fri leg til, at andre kan definere krisens udvikling, og så er man sikker på, at der kommer et hav af negative historier og spekulationer. 

Overraskende nok fylder sagen ikke så meget internt hos partierne på Rådhuset. Der er sikkert mange årsager til dette, men flere på Rådhuset abonnerer på den forklaring, at sagen simpelthen er blevet for teknisk og kompleks til, at de fleste politikere har tid og evner til at følge med. Lidt besynderligt, da en benhård oppositions-stil på Metro-balladen vil være en fantastisk profileringsmulighed. 

Borgerlig infight

Ellers er der ved at komme gang i løjerne på Rådhuset. Flere har bemærket, at de borgerlige partier har mere travlt med at slås indbyrdes end med de røde partier.  I sagen om Folkets Hus er Liberal Alliance kommet op at slås med Dansk Folkeparti. LA mener ikke, at kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen skulle bevilge to millioner til Folkets Hus, som de mener har lagt lokaler til en del bandemedlemmer. LA er både bekymret over den måde, DF vil løse kriminalitetsproblemerne på, og  efterlyser også klare mål med huset. LA har dermed fuldstændig overtaget den linje, som DF plejer at kære i sådanne sager!

Også omkring ombygningen af Amagerbrogade har LA lagt sig ud med de andre borgerlige partier.  LA har stemt for, at man nu går i gang med at kigge på, hvordan man kan renovere Amagerbrogade, så den bliver mere venlig overfor cyklister og gående, hvilket også vil reducere biltrafikken. Det er de andre bilelskende borgerlige partier ikke overraskende meget utilfredse med, og blandt andet på de sociale medier har det ført til nogle gode debatter mellem de blå partier. Det forventes i øvrigt, at der vil komme en del ballade om Amagerbrogade, når planerne for gaden skal blive mere konkrete. På skoleområdet har De Konservative også været ude med riven efter Venstre, så generelt er der gang i en del slagsmål blandt de borgerlige.

S-toppen nedstemt

Frank Jensen er taget et smut til Sydafrika, og lige så snart far er taget væk, begynder store dele af S-gruppen at opføre sig som uvorne teenagere. Det kom for eksempel frem, da der skulle stemmes på gruppemødet om, hvorvidt en lille plads tæt på Rådhuset skulle skifte navn til Regnbuepladsen. De virksomheder, der ligger på pladsen, var overraskende ikke glade for at ændre adresse fra Rådhuspladsen til Regnbuepladsen. Derfor anbefalede Frank Jensens stedfortræder, gruppeformand Lars Weiss, at man stemte imod navneskiftet. Stik imod hans anbefalinger stemte hovedparten af S-gruppen dog for navneskiftet, og som et erfarent S-medlem siger, kan vedkommende slet ikke huske, hvornår det sidst er sket, at man stemmer mod fars anvisninger. Gruppeformand Weiss skulle efter sigende også være tydeligt mærket af situationen på resten af gruppemødet.

Apropos intern ballade meldes der nu om mere eller mindre ro på i Venstrelejren, hvor flere af de nyvalgte politikere ellers har været utilfredse med fordelingen af poster og den generelle ledelse. Så selvom derlangt fra er jubelstemning, ser det ud til, at Pia Allerslev har lukket ned for den værste ballade.     

I den ocialdemokratiske top er man glade for udfaldet af budgetseminaret. Her fik man bred opbakning til at lave effektiviseringer for 300 millioner. Man havde godt nok foreslået 350 millioner, men det vil SF ikke være med til. Efter lidt tovtrækkeri fik man så landet det på 300 millioner, hvilket selv Enhedslisten var med på. Dette bliver tolket som et tegn på, at Enhedslisten vil køre en mere pragmatisk og samarbejdende stil i den kommende tid.