Kommunen.dk
MENU

28 dage med politik fra morgen til aften

KLUMME Valgkampen har været i gang længe, sådan som det naturnødvendigt må være med et tidsindstillet ultimatum.

28 dage med politik fra morgen til aften

KLUMME Valgkampen har været i gang længe, sådan som det naturnødvendigt må være med et tidsindstillet ultimatum.
Det gælder om at være i form til en lang valgkamp, og man skal også sørge for at iscenesætte sig selv rigtigt, fx ved at invitere en pressefotograf med til morgenfitness.
Det gælder om at være i form til en lang valgkamp, og man skal også sørge for at iscenesætte sig selv rigtigt, fx ved at invitere en pressefotograf med til morgenfitness.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Onsdagens valgudskrivelse var en af den nyere politiske histories mest ventede meddelelser. Så ventet at fænomenet for tidlig valgafgang forekom både i medie- og den politiske verden.

Berlingske lagde ifølge fagbladet Journalisten ud allerede tirsdag, men kun i få minutter indtil brøleren blev opdaget og den forproducerede nyhed blev afpubliceret. Onsdag var det så De Konservative, der i et senere slettet tweet en halv time før statsministerens pressemøde på Marienborg erklærede, at “valget er udskrevet og valgkampen er i fuld gang”.

Det var det så ikke, valget, udskrevet, men valgkampen har været i gang længe, sådan som det naturnødvendigt må være med et tidsindstillet ultimatum. Også alle andre partier end De Konservative stod klar i startblokkene, dog uden at tyvstarte, og det meste af det vi kommer til at høre fra nu af, må forventes at blive ganske forudsigeligt.

Af alle har Kristendemokraterne lagt ud med en fuldstændig uventet tilgang, en melding til dem der tror, at KD er et religiøst parti: “KD har gennemgået medlemskartoteket og Gud er ikke medlem af Kristendemokraterne”. Friskt, men vel ikke ligefrem bespotteligt, snarere selvuhøjtideligt på den overskudsagtige måde.

En kommentar om at stoppe “med at misbruge Herrens navn i jeres partinavn”, blev verfet af med en bemærkning om, at Kristus ikke er et navn på nogen, men betyder at være salvet. “Og jo, vi kan godt lide at smøre os ind og have blød hud”.

Nåda! Den bortrømte vikar fra Himlen er tydeligvis ikke blevet erstattet af en fra det andet sted. Spændende om den nye stil holder gennem hele valgkampen.

Også statsminister Mette Frederiksen anlagde en ny stil i sin åbningstale tirsdag. En personlig hyldest til Marianne Jelved, Henrik Dam Kristensen og Bertel Haarder i en usædvanlig velkomponeret tale. Også meget overskudsagtigt, men her må det være et ret sikkert gæt, at stilen med ros til politikere fra konkurrerende partier næppe vil blive udstrakt til også at gælde andre end dem, der ikke genopstiller.

Efterårsferien har dikteret en længere valgkampperiode end normalt. 28 dage, hvis vi tager både i går og selve valgdagen med. Sidst var den på 30 dage, men det var heller ikke normen og vist mest en demonstration af udholdenhed.

Som den valgkamp huskes, vil et ferie-break på en uge næppe bekomme nogen ilde, i hvert fald ingen vælgere. For kandidaterne er der derimod ingen nåde. De skal kæmpe for livet fra morgen til aften samtlige dage, weekender og ferie uanset.

For dem er det alvor. Her i klummen, der i anledning af valget bliver ugentlig, har vi især blik for det mindre alvorlige. På gensyn næste torsdag.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR