Kommunen.dk
MENU

Pak ikke en lort ind i lyserødt cellofan

Kommunerne gør mange krumspring for at undgå ordet besparelser i det offentlige rum. Dermed risikerer de at skade troværdigheden og gøre ondt værre, påpeger kommunikationseksperter.

Pak ikke en lort ind i lyserødt cellofan

Kommunerne gør mange krumspring for at undgå ordet besparelser i det offentlige rum. Dermed risikerer de at skade troværdigheden og gøre ondt værre, påpeger kommunikationseksperter.

Riv hellere plastret af en gang for alle og tag skideballen. Åben og ærlig kommunikation
er den eneste rigtige vej, når kommuner skal fyre, spare og skære. Sådan lyder rådet
fra tre kommunikationseksperter. Man kan alligevel ikke kommunikere sig ud af en rigtig
tabersag, hvor man gør ondt på borgerne.

”Hvis man forsøger at pakke en lort ind i cellofan, så vil der være nogen, der meget hurtigt
vil rive cellofanen af, og så er risikoen, at man mister troværdighed. Altså hvis man har
forsøgt at skjule noget eller forsukre det,” siger kommunikationsrådgiver Henrik Byager.

Demokratisk problem
Alligevel er kreativiteten stor, når kommunerne skal sætte ord på besparelser. For
eksempel betegner Silkeborg det som et mulighedskatalog, når der skal findes
besparelser for 250 millioner kroner. På Frederiksberg bruger man ordet udvidelsesforslag
om tiltag, der blandt andet indebærer, at ressourcesvage elever skal trækkes tilbage til
normale skoletilbud. Det viser en gennemgang, som Dansk Socialrådgiverforening har
lavet af statens og kommunernes måde at kommunikere besparelser over en periode på
omkring fem måneder.

”Jeg synes helt klart, at det er gået for langt nu. Borgerne har krav på at få klar besked,
og at politikerne melder rent ud. Jeg mener, at det er et demokratisk problem i mange
kommuner, at man prøver at camouflere sine besparelser,” siger Rasmus Jønsson, der er
ekstern lektor i politisk kommunikation på Roskilde Universitetscenter.

 

Besparelser kan også hedde:
’Mulighedskatalog’ (Silkeborg)
’Balanceplan’ (Århus)
’Udvidelsesforslag’ (Frederiksberg)
’Afdækningskatalog’ (Brønderslev)
'Økonomisk opbremsningshåndtag’ (Århus)
’Administrativt forslag til kvalitetssikring af skolevæsenet’ (Guldborgsund)
’Finansieringsforslag’ (Frederiksberg)
Kilde: Dansk Socialrådgiverforening

Adjunkt Jonas Gabrielsen med en Ph.d. i retorik fra Copenhagen Business School, CBS, mener helt generelt, at politisk kommunikation er gået vidt i Danmark.

 

”Jeg tror, at der kommer et punkt i enhver professionalisering af kommunikation, hvor folk ikke gider høre det mere, fordi det bliver mere kommunikation end politik. Der synes jeg
måske, at vi begynder at bevæge os i nærheden af,” siger Jonas Gabrielsen.

Skil skidt og kanel
Han mener, at det er helt i orden i sin kommunikation at dreje en sag, men ved store
besparelser og andre forringelser mener han, at det kan være langt mere effektivt, at
sige, at vi har et problem i stedet for kun at sælge det som en mulighed. Han illustrerer et
alternativ.

”'Vi skal spare, men lad os nu prøve ikke kun at se det som en besparelse. Lad os også
prøve at se det som en mulighed.’ Her gør jeg den samme bevægelse, men jeg går åbent
ud og siger, at jeg laver en drejning af sagen,” forklarer Jonas Gabrielsen.

Kommunikationsrådgiver Henrik Byager mener, at det er dumt og kortsigtet at forsøge at
kommunikere besparelser og fyringer i et positivt skær. I stedet er det bedre at skille skidt
og kanel og slå til den positive historie, når den dukker op i krisen. Skideballen kan man
lige så godt overstå i ét ryk.

”Det er ligesom med plastret. Man kan lige så godt få det overstået,” siger han.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR