Kommunen.dk
MENU

Jaleh Tavakoli går fra Enhedslisten

Jaleh Tavakoli, som sidder i Borgerrepræsentationen i København, har valgt at vinke farvel til Enhedslisten og blive løsgænger. Jaleh Tavakoli er ud over sit medlemskab af Borgerrepræsentationen også talsperson for Foreningen Frit Iran. Hun er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet.

Jaleh Tavakoli går fra Enhedslisten

Jaleh Tavakoli, som sidder i Borgerrepræsentationen i København, har valgt at vinke farvel til Enhedslisten og blive løsgænger. Jaleh Tavakoli er ud over sit medlemskab af Borgerrepræsentationen også talsperson for Foreningen Frit Iran. Hun er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet.

Hvorfor har du valgt at melde dig ud af Enhedslisten? 

Jeg synes, at dele af Enhedslistens politik bliver forsømt i partiet. Som udgangspunkt er alle enige om, at Enhedslisten skal gå på to ben: Et parti som Enhedslisten skal både bekæmpe fremmedhad, men også tage afstand fra de religiøse kræfter blandt indvandrere på den anden side. Det gælder for eksempel de imamer, der blander sig i konflikter, og som vil mægle mellem kriminelle og kommunen og tilrane sig politisk magt. Det er jeg meget imod, og det er Enhedslistens politik sådan set også. Problemet er, at Enhedslisten mangler at tage helt afstand fra den slags i praksis. Det er nok en blanding af berøringsangst, og at man er bange for at gøre problemet større, end det er. Men jeg synes, at man skal bekæmpe det, som vi har vedtaget, at vi vil bekæmpe.

Giver du din plads i Borgerrepræsentationen videre til en suppleant? 

Nej, jeg giver ikke min plads videre. Jeg mener, at det er partiet, der har forsømt sin egen politik, så jeg bliver på min plads. 

Er der et parti, der passer bedre til dig? 

Det skal jeg ikke kunne sige lige nu. Nu føler jeg mig helt hjemløs, for det her er en skilsmisse på godt og ondt: Jeg har selv valgt det, men samtidig siger jeg farvel til et parti, jeg har kæmpet for i syv år. 

Hvad har været din bedste oplevelse i ugens løb? 

Min mand siger, at jeg virker meget lettet. Det har fyldt rigtig meget, at jeg skulle træffe den her beslutning, og det har været meget svært. Men jeg synes, at det er vigtigt at bevare sig selv, og det man i første omgang gik ind for at lave om på.

Og den værste? 

At gå ud af Enhedslisten har både været det bedste og det værste. På et personligt plan har det været det bedste for mig. Det værste er, at jeg skuffer en masse mennesker, som jeg ved er enige med mig, men måske ikke i min beslutning.

Hvem er dit forbillede? 

Det må blive den iranske modtager af Nobels Fredspris: Juristen Shirin Ebadi. Hun adskiller religion fra politik, og hun vil reformere Iran til et demokrati. Det er nogle gode målsætninger, synes jeg.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR