Min rejse ind i velfærdsteknologiens verden har indtil videre varet i godt og vel tre år, og som netværksleder for CareNet har jeg talt med et hav af spændende nøglepersoner, der hver dag arbejder med at implementere teknologiske løsninger. Og jeg har set, afprøvet og ikke mindst formidlet viden om stort set alt, hvad der findes på markedet i dag.
Teknologiens stade, State of the Art, i Danmark er stor.

I de mere end ti år, vi har talt om velfærdsteknologi herhjemme, har tendensen været, at velfærdsteknologien er blevet set som et hjælpemiddel – typisk til ældre- og handicapområdet, hvor borgere og personale via teknologi har fået hjælp til opgaver i hverdagen og arbejdslivet. Vi har talt om selvhjulpenhed, egenmestring og teknologiunderstøttelse. Ja sågar om frihedsteknologi, der sætter fokus på uafhængighed af andres hjælp og værdigheden ved at være sig selv i eget hjem som ældre eller handicappet.

Teknologiske veje til trivsel
En stigende ældrebefolkning og knappe ressourcer har længe været en demografisk udfordring. Og en ny brændende platform kan være vokset frem i disse år, hvor forekomsten af børn og unge med en diagnose eksploderer.

På få år er der faktisk sket en fordobling af den andel, der får en diagnose som autisme, angst eller ADHD. Hvert 10. barn i Danmark under 15 år får en psykiatrisk diagnose og kan have svært ved at forstå verden omkring sig, svært ved at indgå socialt og gennemføre aktiviteter eller ved at fungere i en ’normal’ skoledag i interaktion med andre børn og voksne. Altsammen på forskellige måder og i forskellig grad.

Især skolerne og uddannelsessystemet er udfordret, idet de udfordrede børn  mangler støtte og hjælp og nye metoder (måske teknologiunderstøttede) til at tackle hverdagen.

Det handler om trivsel, om social inklusion og om alternative måder at skabe fællesskaber på. Og det handler om nye pædagogiske og teknologiske tiltag, der kan gøre en positiv forskel i samspil med det enkelte barn og diagnosen.

Det minder rigtigt meget om den måde, velfærdsteknologien til ældre- og handicapområdet er blevet implementeret på i landets kommuner igennem mange år. Måske vi skal italesætte interaktionsteknologien til børn- og ungeområdet som en oplagt pædagogisk pendant til velfærdsteknologien?

En robot på katederet
Og her er mit pitch: Jeg var for nylig med-vært på en event hos Teknologisk Institut i Odense, hvor vi havde inviteret en lang række nye teknologier til at komme og give deres bud på, hvordan interaktions-, sociale-, lærings-, og såkaldte avatar- og telepresence-robotter kan bidrage til nye måder at mødes og lære på for især børn og unge. Vi havde besøg af robotter med sjove navne som Sanbot, Silbot, Pepper, Nao, Paro, AV1 og OriHime.

Formålet med dagen var at se nærmere på allerede eksisterende erfaringer på området – og samtidig få et smugkig ind i fremtiden; hvad findes der (teknologioverblik) – og hvilke muligheder findes allerede i forhold til robotter i læringssammenhænge (best practise).

Interessen for eventen var stor, og vi fik i løbet af eftermiddagen en række bud på, hvordan interaktionsteknologi (som et samlet begreb) kan anvendes sammen med børn og unge og for eksempel bidrage til social inklusion.

Eksempel: Et barn kan af forskellige årsager ikke deltage i undervisning igennem længere fravær. Med hjælp fra en telepresence-robot, som for eksempel den japanske OriHime, kan barnet have en form for fysisk tilstedeværelse i klasselokalet, idet robotten placeres for eksempel på katederet med øjnene vendt mod klasselokalet og de andre børn.

Når robotten er tændt, streamer den det, der foregår i lokalet, til den person, der så sidder hjemme og følger med via sin smartphone med billede i HD-kvalitet og lyd fra klasselokalet. Kommunikationen er tovejs, og personen hjemme kan tale med de andre børn i klasselokalet via sin telefon. Samtidig kan barnet hjemme benytte robottens arme til at signalere eller gestikulere følelser; vink, hej, overraskelse, forståelse etc.

Pædagogik i højsædet
OriHime-robotten er ikke særegen i disse egenskaber og lignende robotter anvendes på børneafdelinger på hospitalerne, hvor behovet for kontakt og tilstedeværelse med andre mennesker er udtalt.

Der er naturligvis altid en række årsager til, at et barn ikke kan følge undervisningen. Det kan være alt fra angst eller sociale vanskeligheder til alvorlig sygdom. Men med hjælp fra interaktionsrobotter kan man være med til at sikre social inklusion – og selve formålet med interaktionsteknologi må netop være at assistere og inkludere mennesker med behov i deres dagligdags aktiviteter og hverdagsliv ved at skabe nye former for interaktion mellem mennesker og teknologi. Helt på samme måde som med velfærdsteknologiske hjælpemidler.

Mange af deltagerne ved vores event var personer med en pædagogisk interesse eller baggrund i undervisningssektoren. Og netop de pædagogiske perspektiver er i højsædet, når vi taler om interaktionsteknologier.

Robotter skubber udviklingen
Robotterne har helt konkret to styrker: Inklusionselementet og motivationselementet. De sikrer, at alle kan have samme tilstedeværelsesmulighed til trods for de vanskeligheder en elev må have, og så spiller de direkte ind i det klassiske læringsparadigme: Leg og Lær/Lær og Leg.

Specielt inden for det sidste, kan denne nye type af interaktionsteknologier stimulere børns interesse i videnskabelige færdigheder som design, programmering og arbejde med informationsteknologi. Og således være med til at indfri den overordnende vision om Danmark som verdens-førende gennem forskning, innovation og uddannelse.

Om vi taler teknologi til ældre- og handicapområdet eller teknologi til børn og unge med psykiske og sociale vanskeligheder, er fakta, at vi reelt med velfærdsteknologi kan adressere begge områder og derved imødekomme den samfundsmæssige udfordring ved hjælp af teknologi. Det drejer sig om viljen til forandring og nytænkning.

En af mine vigtigste opgaver hos Teknologisk Institut er netop at arbejde med implementering og udbredelse af teknologi. Ved at kigge ud over ’de faste rammer’ og den gængse målgruppe på et givent produkt kan vi være med til at hjælpe en større og bredere gruppe af mennesker.

Velfærdsteknologi har ofte været kendetegnet af teknologiunderstøttelse; med interaktionsteknologier er jeg sikker på, at vi kan nå endnu længere, nemlig derhen hvor teknologi vil berige os, skabe nye fællesskaber og sikre social inklusion. Fremtiden venter. Men robotterne er her allerede.