Kommunen.dk
MENU

Hedensted undgår stor barriere for rottebekæmpelse

Selvom forsyningssektoren ikke er forpligtet til at bekæmpe rotter i kloaksystemerne, så giver Hedensted Spildevand gerne Hedensted Kommune et nap med bekæmpelsen.

Hedensted undgår stor barriere for rottebekæmpelse

Selvom forsyningssektoren ikke er forpligtet til at bekæmpe rotter i kloaksystemerne, så giver Hedensted Spildevand gerne Hedensted Kommune et nap med bekæmpelsen.
Billede
Foto: Jens Holm

Når der bliver slået rotter ihjel i Hedensted, sker det i tæt samarbejde mellem kommunen, og det kommunalejede forsyningsselskab Hedensted Spildevand A/S, som passer og plejer områdets i alt 850 km. kloaknet.

- Hvis kommunen har udfordringer med en bolig, hvor de risikerer at genhuse beborene, så kan jeg jo godt gå ud og hjælpe kommunen ved at gøre noget i hovedkloakken, selvom jeg har ikke lovpligt til at gøre det, fortæller Steen Hummelgaard, der er driftsleder hos Hedensted Spildevand.

Ifølge rottebekendtgørelsen har kommunerne pligt til at bekæmpe rotterne over jorden, mens forsyningssektoren ikke har nogen lovgivning, der forpligter virksomhederne til at slå rotterne ihjel.

Men i Hedensted vil forsyningsselskabet gerne slå rotterne ihjel, og hvis kommunen kan fortælle dem, hvor der er særligt mange rotter på overfladen, så tager de mod informationerne med kyshånd. 

Sådan foregår samarbejdet
Hedensted er blandt nogle af de få kommuner, der inden for det seneste år har lykkedes med at nedbringe antallet af rotteanmeldelser. I 2015 blev der modtaget 3.747 stk. mod 3.181 stk. i 2016.

Læs også: 379.499 bekæmpelser: Se om der er blevet slået rotter ihjel i dit nabolag

- Så sent som den anden dag havde vi en ejendom, hvor der var mistanke om rotter i kælderen. Her ringer jeg ned til Hedensted Spildevand for at høre, om de vil være behjælpelige med at få huset isoleret, så der ikke kan komme rotter fra hovedkloakken ind til det her hus, og det siger de så ja til. Og så tager vi også selv fat og starter vores rottebekæmpelse på overfladen, forklarer Anders Reuss, ingeniør hos Hedensted Kommune, om samarbejdet i dagligdagsperspektiv.

 Det vi gør anderledes er, at vi stadig kigger på det som en enhed, det er stadig os - Hedensted Spildevand og Hedensted Kommune - det er ikke dem og os.

Den tankegang har positive effekter for borgerne, der måske helt kan undgå genhusning.

Her er en af Hedensted Spildevands mekaniske fælder, der slår rotten ihjel ved at fyre plaststavene ned i rotten, når den kommer fordi i kloakken. "Før hældte vi 2.000 kg. gift ud i kloakkerne, men det gør vi jo slet ikke mere. Nu bruger vi mellem 3 og 9 kg. om året," fortæller Steen Hummelgaard fra Hedensted Spildevand.

- Jeg er jo ligeglad med, hvor jeg skyder rotterne, bare jeg får ram på dem. Det giver jo sig selv, at det er en god idé, siger Steen Hummelgaard fra Hedensted Spildevand.

For begge parter handler det gode samarbejde primært om uformel kommunikation mellem fagfolk, der har samme interesse i at bekæmpe skadedyrene.

Læs også: Boligejerne mærker gebyrskruen: Kommunernes rottebekæmpelse er blevet markant dyrere

- Så snart at Hedensted Kommune har en mistanke om, at der er mange rotter i et bestemt område, så ringer de til os og spørger, om vi er Obs. på det samme område. Det betyder, at vi får besked om rotterne, inden de bliver til et problem i vores hovedkloakker, fortæller Steen Hummelgaard.

Udover den direkte adgang på tværs af organisationerne, deler Hedensted Kommune også sine relevante informationer på tværs af it-systemer.

- Vi er på fornavn med hinanden, vi har hinandens direkte numre, og vi har inviteret forsyningen med ind i vores rottedatabase, så de kan følge med i anmeldelserne online. På den måde ved de altid, hvordan de kan målrette deres kloakrottebekæmpelse, forklarer Anders Reuss fra Hedensted Kommune.

Skærmbilledet fra Hedensted Spildevand viser, hvordan medarbejderne fra overvåger deres fælder. Fælderne "ringer hjem", og afleverer løbende data om, hvor meget batteri, der er tilbage på dem. Ligesom medarbejderne også kan se, hvor mange gange fælderne har skudt rotter.

Sprækker i de vandtætte skotter
Indtil december 2009 hørte forsyningsselskabet under Hedensted Kommune, men på grund af implementeringen af Vandsektorloven blev forsyningen organiseret og udskilt som et kommunalt ejet selskab, Hedensted Spildevand A/S.

- Vi skal holde tungen lige i munden og passe på, at vi ikke blander kasserne sammen. Vi må gerne hjælpe kommunen, men jeg må ikke tjene penge på det, så de faktiske udgifter dem kan jeg give videre, og jeg kan ikke lave en forretning ud af det, forklarer Steen Hummelgaard fra Hedensted Spildevand og fortsætter:

- Det vi gør anderledes er, at vi stadig kigger på det som en enhed, det er stadig os - Hedensted Spildevand og Hedensted Kommune - det er ikke dem og os.

  Mit råd til andre er da at invitere forsyningen ind til en snak for at udbygge samarbejdet.

Ifølge Hedensted Kommune og Hedensted Spildevand er flere kommuner interesserede i at få forsyningssektoren til at give et nap med i forhold til rottebekæmpelsen.

Læs også: Kolding går den giftfrie vej

- Vi bliver spurgt direkte om, hvordan vi har fået forsyningen til at bidrage med det her. Og så kan jeg bare sige, at det jo ikke er noget, vi har fået forsyningen til. Det er bare noget, vi bare har gjort helt naturligt, og at forsyningen hos os ser en selskabsøkonomisk interesse i at levetidsforlænge deres kloaker. Ud fra en cost benefit-analyse vurderer de, at det er en god forretning, siger Anders Reuss fra Hedensted Kommune og afslutter:

- Mit råd til andre er da at invitere forsyningen ind til en snak for at udbygge samarbejdet. Kan vi have noget synergi i det her, og kan vi gøre noget sammen. Ellers må byrådet jo i sidste ende - som hovedaktionær i selskabet - pålægge forsyningen, at arbejde med det her. Det er bare med at byde op til dans.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR