I aften går det løs. Nu er det sidste spin spundet og det sidste slag i valgkampen slået. Nationen går i dag til valgurnerne og vælger vores politikere til regionsråd og kommunalbestyrelser for de næste fire år. Og så begynder et nyt drama på rådhusene landet over: Konstitueringsforhandlingerne. Det er den gamle historie om den kloge, der narrer den mindre kloge. Det handler om magt og penge. Konstitueringsforhandlingerne blev engang af en politiker beskrevet som et usentimentalt nulsumspil, 'hvor det uden større hensyntagen til andre gælder om at rage så mange poster til sig som overhovedet muligt.' Det er en aften, hvor midlertidige alliancer støbes og livslange fjendskaber skabes.

Pokerspil

Det er nemlig ingen given sag, at et flot kommunalvalg er ensbetydende med succes og gyldne palmer for en politiker, efter at konstitueringsfasen er overstået – tværtimod. Kender man ikke sin besøgelsestid og sin valgmatematik, risikerer man at henslæbe fire lange år i den politiske skygge på rådhuset helt udenfor indflydelse.

Hvis man skal have succes i konstitueringsspillet, så gælder det om at kunne spillereglerne. Partierne får af vælgerne tildelt nogle kort på hånden, og så skal pundet ellers forvaltes på bedste måde. Selv få mandater kan godt give jackpot i form af en borgmesterpost eller tunge udvalgsposter, hvis en gylden mulighed opstår, og hvis man i øvrigt spiller sine kort rigtigt. Gode evner udi poker kommer til sin ret her.

De fede ben

Når stemmerne er talt op, fordeles mandaterne efter den metode, der er opkaldt efter den belgiske jurist Victor d'Hondt (1841-1901), men som skulle være udviklet af Thomas Jefferson (1743-1826), som vi kender som USA's 3. præsident og medforfatter til uafhængighedserklæringen.

Den d’Hondtske metode bliver også interessant i konstitueringsøjemed, hvor de forskellige partier skal finde sammen i konstitueringsgrupper. Hovedreglen er 'jo større konstitueringsgrupper – jo bedre'. Det vil sige selv et mindretal af partier har stor fordel af at finde sammen – også selvom de er ideologisk vidt forskellige – for at få del i udvalgsformandsposter og de mest attraktive udvalgsposter. Og dertil kommer alt det andet: 'De fede ben' det vil sige bestyrelsesposter i diverse kommunale driftsselskaber, nævn og udvalg med medfølgende pæne honorarer for en overkommelig arbejdsbyrde.

Afgørende mandater

For at få andel i alle disse poster og 'ben', så vil det kunne betale sig for de ubeslutsomme partier at tælle efter, om deres mandater er udslagsgivende – ikke nødvendigvis kun, om man er del af et flertal. Man kan også tilslutte sig en mindretalsgruppe og få gevinst af det. Det vigtige er, om mandaterne er afgørende i fordelingen af ”rovet”.

København er et godt eksempel. Her er det for længst afgjort, at rød blok har et stort flertal. Spændingen om overborgmesterposten er for længst udløst. Interessen samler sig snarere om, hvem der kan få den vigtige teknik- og miljøborgmesterpost. I dag sidder SF’erne på den, men da SF går kraftigt tilbage, så kan den post gå til både den ene eller den anden blok.

I København vælges der 55 borgerrepræsentanter. Dividerer man altså med 2, får man 27,5, og rundet op giver det de 28 mandater, der er nødvendige for et flertal. Hvis man dividerer 55 med 3 (jævnfør den d’Hondtske), får man 18,33 og rundet op 19 mandater. Med andre ord: Den borgerlige konstitueringsgruppe skal opnå 19 mandater for at kunne overtage posten – ellers går den – ligesom sidst – til fordeling hos de røde partier.

Ved sidste konstituering i 2009 var der faktisk 19 mandater bag V-K-DF-LA-valgforbundet, hvis man talte De Radikales mandater med, men der var aldrig enighed under de tumultuariske forhandlinger, og De Konservative endte med at konstituere sig med den røde gruppe.

Fordeling af 'rovet'

Når en konstitueringsgruppe har fundet sammen og det står klart, hvor stor en del af 'rovet', som man kan fordele, så begynder slagsmålet om, hvilke partier der skal have hvilke poster. Her kommer den d’Hondtske metode igen i brug. Som regel vælger partierne i konstitueringsgrupperne at fordele poster mv. efter den d’Hondtske, men ikke nødvendigvis. Hvis et lille parti har fået borgmesterposten, så vil de større partier ofte tage sig godt betalt i form af andre poster. Nogle partier er måske ikke så interesseret i de allertungeste poster, men er mere fokuseret på de indbringende ben. Det afhænger alt sammen af præferencer og strategi. En god forhandler aflurer, hvad forhandlingsparterne er interesseret i, og hvor billigt eller dyrt 'de er til salg'.

Men selv når en konstitueringsaftale er ”lukket” i en sen nattetime og højtideligt underskrevet af partierne, så er aftalen ikke juridisk bindende, og den tager ikke hensyn til pludselige afhoppere, der midt i det hele har fået et ”frisk tilbud” fra den anden konstitueringsgruppe. Det var for eksempel et fænomen, man i 2009 så blandt andet i Helsingør og Glostrup. Den manglende loyalitet hos enkeltpersoner gør det hele mere uforudsigeligt og giver den store dramatik, som man ellers normalt savner under kommunalvalgkampen. For politiske nørder kan konstitueringsspillet i kommunerne bedst sammenlignes med juleaften. Det er hverken for børn eller sarte sjæle.