Det er min påstand, at kunsten spiller en større og større rolle i kommunerne.

Fra at have tilbragt en relativ eksklusiv og afsondret tilværelse, har vi gradvist, men sikkert, opdaget, at kunst også spiller en vigtig rolle for vores almene velfærd. Børn og unge møder kunsten tidligt i skoler og institutioner og især i de sidste 30 år har vi opdaget, at kunst også spiller er vigtig for vores sundhed, for vores sociale sammenhæng og for vores udsatte borgere.

Man kan lidt idealistisk måske svinge sig op til at sige, at vi er med til at fuldbyrde det grundtvigske projekt. Vel er det ikke salmesang, der bringer os til et fællesskab og forener os i en nation, men derimod en mangfoldighed af performances, koncerter, oplæsninger og meget andet. Et vigtigt aspekt er selvfølgelig, at kunsten også har bevæget sig ud. Kunst er ikke længere kun noget, vi gør i vores fritid i særligt dertil indrettede rum. Kunsten udfolder sig nu også overalt i samfundet. 

Ser vi på kunststøtten, afspejler den ikke denne udvikling. Støtten er fortsat bundet op på kulturinstitutioner og det er fortsat virkeligheden, at alt for få af kulturmidlerne når de kunstnere, der møder især de udsatte borgere i marken.

Lad mig her understrege, at jeg er en stor tilhænger af, at vi støtter de traditionelle kulturinstitutioner museer, teatre, biblioteker, koncertsale osv. De forvalter en vigtig kulturarv og er vigtige for kunstens udvikling og for kunstnerne. Men når vi taler om ændringer i kunststøtten er det altid i de institutioner der i forvejen modtager kunststøttens perspektiv. Vi diskuterer aldrig om en omlægning af kunststøtten, som en naturlig konsekvens af at både kunsten og samfundet har forandret sig.

Og skal kunsten nå ud til borgere, som ikke har tradition for at opsøge kulturen selv, kommer institutionerne ofte til kort. 

I England gennemførte man i 2014 en omfattende national undersøgelse af, hvordan kulturstøtten blev fordelt i landet, og hvordan borgerne mødte kulturen. Ikke overraskende viste undersøgelsen, at kulturmidlerne gik til London, Birmingham og Manchester. Men det viste sig også, at dem, der modtog hovedparten af støtten, kun nåede ud til en meget begrænset del af befolkningen.

Undersøgelsen viste også, at især festivaler var langt mere effektive formidlingsinstrumenter, som nåede ud i alle geografiske og demografiske udkanter af det engelske samfund. Undersøgelsen førte til en reform af det engelske støttesystem, som reelt sikrede en mere demografisk repræsentativ og retfærdig fordeling af kunststøtten. 

Institutionerne har svært ved at nå de marginale

Billedet i Danmark er nok noget anderledes. Men den engelske undersøgelse slår alligevel et par toner an, som også giver genklang i den danske kulturdebat. Det er veldokumenteret, at mange kulturinstitutioner har svært ved at nå marginale grupper, som ikke har tradition for at opsøge kulturen. Publikumsundersøgelser foretaget af Applaus dokumenterer dette.

På den anden side har vi også i Danmark som i England mange konkrete erfaringer med, hvordan mange af disse marginale grupper alligevel finder vej ind i kulturlivet. De gør det bare uden for det institutionelle åsyn, og kommer således så godt som aldrig med i undersøgelserne. 

Vi skal passe på med, at vi ikke ser på kunsten og kulturen alene med institutionernes blik. Det er også min påstand, at langt flere finder vej ind til kulturlivet og kunsten, end vi tror.

Kulturens Analyseinstitut og Bikubenfonden har sat sig for at undersøge kunstens betydning i det offentlige rum. Det er et vigtigt første skridt, for vi ved faktisk ikke ret meget om det område.  

Festivaler er effektive - især i provinsen

I England har festivalerne vist sig at være det mest potente instrument i forhold til at nå ud til borgerne. I Danmark ender festivalerne ofte på finansloven, sandsynligvis fordi de både er populære og ikke passer ind i et eksisterende støttesystem. Men festivalerne burde ikke være omgærdet af en sådan eksklusivitet, men i stedet være en integreret del af støttesystemet, som alle har adgang til.

Festivalerne har især vist sig effektive i provinsen, og de har samtidig en stor appel til både unge og til udsatte borgere. Festivalerne kan desuden også til glæde for Grundtvig være med til at forny foreningslivet og desuden bygge bro mellem kommuner og private aktører og tegne nye fællesskaber med kunsten som omdrejningspunkt. Festivaler er desuden særdeles attraktive at støtte, både for nationale og regionale fonde og EU’s Creative Europe program. De er også fleksible platforme for alle typer af samarbejde og billige at drifte, og dermed ender en langt større andel af støttekronerne i lommerne på kunstnerne.  

Og hvis de en dag kører af sporet er de - i modsætning til kulturinstitutioner forankret i bygninger - nemme at lukke igen.