Spørger man tidligere kontanthjælpsmodtagere og deres sagsbehandlere, hvad der var afgørende for, at de kom i arbejde eller uddannelse, er politiske beskæftigelsesinitiativer ikke blandt begrundelserne. Det viser et delstudie i LISES-projektet fra Aalborg Universitet.

Studiet bygger på interviews med 12 tidligere aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der nu er kommet i fuldtidsbeskæftigelse, uddannelse eller fleksjob.

Sophie Danneris, som er en af forskerne bag analysen havde forventet, at politiske indsatser som økonomiske sanktioner, jobbonus eller virksomhedspraktik ville være at finde blandt svarene fra de tidligere kontanthjælpsmodtagere og deres sagsbehandlere. Men det var ikke tilfældet. Og det er overraskende. 

- Hverken de indsatser, som er baseret på trusler eller gulerod, bliver fremhævet i interviewene. Når de bærende politiske elementer i lovgivningen - ifølge vores analyse - ikke viser sig at være afgørende for, om borgeren kommer videre, så synes jeg, at det burde være et vink med en vognstang om, at der er noget, der er skævt, siger Sophie Danneris.

De 12 tidligere kontanthjælpsmodtagere i studiet har alle været ledige og vurderet aktivitetsparate i tre-ti år. Alle har udfordringer udover arbejdsløsheden eksempelvis misbrug, smerter, psykiske lidelser, anbringelse i barndommen eller kriminalitet.

Navigation i systemet
Analysen af fortællingerne fra de tidligere kontanthjælpsmodtagere og deres sagsbehandlere peger derimod på to faktorer, der var afgørende for, at de kunne forlade kontanthjælpssystemet; systemrådgivning og den rette indstilling. Systemrådgivning forstået som hjælp fra sagsbehandleren til at navigere i systemet og gennemskue, hvad de skulle gøre - og hvornår - for at kunne dokumentere deres tilstand.

- Vi finder, at det værdifulde er systemrådgivning frem for jobrådgivning. Det fund vidner om, hvor stort et system og bureaukrati, vi har bygget op. Medarbejdernes primære opgave er ikke at hjælpe borgeren i kontakt med en virksomhed, men det er at hjælpe dem med at navigere i det omfattende bureaukratiske system, siger Sophie Danneris og fortsætter:

- Jeg synes, at det er sørgeligt, at vi har skabt et system, vi kalder et jobcenter, hvor pointen må være, at man skal hjælpe borgeren i arbejde. Men det store fokus på dokumentation, som kommer fra manglende tillid og stigende kontrol, har taget overhånd, siger hun.

Den rette indstilling
Den anden faktor, der blev fremhævet af interviewpersonerne som afgørende for, at kontanthjælpsmodtagerne kom i job eller uddannelse, var borgerens mentale indstilling og troen på, at det kunne lade sig gøre.

- Når man bare læser overskriften, at borgerens indstilling har betydning, kan man tænke, at det bare handler om, at de skal være motiverede, og så skal man bare skrue på incitamenterne. Det er ikke det, der er på spil. For borgerens indstilling bliver påvirket af, om de har tro på det, og den tro er bundet op på, at der er en medarbejder, der repræsenterer et system, som kan hjælpe borgeren igennem, siger Sophie Danneris.

Hvis folk kommer i job, hvis de har den rette indstilling, selvtillid og troen på det, betyder det så, at vi skal tilbage til dengang, hvor man lavede kurser med fokus på personlighed, selvtillid og motivation, hvor ledige for eksempel skulle filosofere over, hvilket dyr de var?

- Det siger studiet ikke. Bestemt ikke. Netop fordi troen er knyttet op på systemet, de er en del af. Pointen er ikke, at man skal putte dem på selvtillidskurser. Man skal nærmere se på, at der skal ske en udvikling i medarbejdernes kommunikative kompetencer, som i høj grad også hænger sammen med pointen om systemrådgivning, siger Sophie Danneris.

Kontanthjælpsmodtageres tro på, at de kan komme ud på den anden side, er ifølge Sophie Danneris også tæt knyttet til den relation, der er mellem borger og sagsbehandler. Og her har kontinuitet og tillid stor betydning. Det er velbelyst, at gentagne skift i sagsbehandler har negativ effekt på borgerens chance for at komme i job.

Et studie fra 2017 foretaget af Beskæftigelses Indikator Projekt viste, at hver gang en aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager får ny sagsbehandler, reducerer det kontanthjælpsmodtagerens mulighed for at komme i arbejde med 22 procent. Studiet anslog desuden, at 40 procent af kontanthjælpsmodtagerne oplever sagsbehandlerskift.

- Det nye er, at det relationelle har stor betydning for borgeren tro på, at de rent faktisk kan komme ud på den anden side, siger Sophie Danneris og fortsætter:

- Vi ser, at det relationelle bliver udfordret af gentagne sagsbehandlerskift, eller når man ikke kan få kontakt til sin sagsbehandler, fordi der kun er telefontid fra 8.30-9. Sjældent får man et direkte telefonnummeret sin sagsbehandler. Derfor bør man skrue på de ting i systemet, der påvirker borgerens tro.

Midlertidighed og fleksibilitet
Sophie Danneris har gennem flere år forsket i kontanthjælpsmodtageres vej ind på arbejdsmarkedet, og hun mener, at beskæftigelsessystemet har et overordnet problem, som har betydning for, om samfundet lykkes med at hjælpe borgere i job.

- Sådan som systemet er opbygget i dag, ser man arbejdsmarkedsparathed som en lineær, kontekstuafhængig proces, hvor man kan dokumentere sig til, hvor parat en borger er. Men når man kigger på de her sager, kan man se, at arbejdsmarkedsparathed er ikke er noget, man kan dokumentere sig til. Man kan være mere eller mindre parat afhængig af den virksomhed, man kommer ud til, eller hvordan ens liv ser ud på et givent tidspunkt, siger Sophie Danneris, hvilket også var et centralt fund i hendes ph.d.-afhandling fra 2016.

Borgerens parathed til at komme i job er altså ikke en konstant faktor, da den hele tiden kan ændre sig alt efter omgivelserne og omstændighederne.

- At tro, at man kan indrette systemet efter, at man kan opnå en fuldstændig og ufejlbarlig beskrivelse af en borgers arbejdsmarkedsparathed, er fejlagtig. Det er det, man lige nu går meget snævert efter, siger hun og efterlyser en anden tilgang til arbejdsmarkedsparathed:

- Kan man indbygge en højere grad af midlertidighed og fleksibilitet, hvor man tør at tage nogle beslutninger, som ikke bygger på 110 procent oplyst grundlag, så man kan få borgerne hurtigere ud på den anden side og prioritere indsatsen der? Det er grundlæggende pointe, som jeg har forsøgt at rejse i nogle år efterhånden, siger hun.

Den usmidige tilgang til arbejdsmarkedsparathed har i sidste ende konsekvenser for borgeren.

- Konsekvensen er netop, at det primære bliver at skabe mening for systemet og ikke for borgerne, der gerne vil ud på den anden side. Det risikerer at give langvarige og meningsløse processer for borgerne. I stedet burde man fra systemets side kunne sige: Det er sådan, det ser ud lige netop nu, og så må vi tage det op igen, hvis det ændrer sig. For det vil det givetvis gøre, siger Sophie Danneris og pointerer, at en sådan praksis imidlertid er i strid med lovgivningen, som den ser ud på nuværende tidspunkt.

Fastholder ikke kontakten

I forbindelse med studiet stødte forskerne på en udfordring. Det var nemlig svært at skaffe interviewpersoner, fordi jobcentrene eller kommunerne sjældent har kontakt med borgere, når de har forladt systemet.

- Det er bemærkelsesværdigt, at man har så stor en indsats, men når medarbejderne slipper borgeren, ved de faktisk ikke, om de lykkes med deres arbejde. Det er en pointe i sig selv. Der er nogle kommuner, der prioriterer efterværn, men der er ikke ret mange, der gør det, for der er ikke kroner og ører i det, siger Sophie Danneris.

Baseret på resultaterne af studiet har forskerne en anbefaling til kommuner og jobcentre:

- Man skal tilbage til at se samtalerne med borgeren som et reelt forandringsværktøj. At skabe gennemsigtighed, responsivitet og respekt sker i samtalerne. Der har været en glidebane, med risiko for at jobcentret bliver en samtalefabrik med krav til antal samtaler med et bestemt interval, frem for at det er i samtalerne, der faktisk skal ske beskæftigelsesrettet arbejde. Der er sket opblødninger i de stramme proceskrav til møder med borgeren, men fokus er fortsat primært på antallet af samtaler frem for indholdet i dem, lyder det fra Sophie Danneris.

Forskerne bag studiet

Sophie Danneris
Postdoc ved Institut for Sociologi & Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Sophie Danneris’ forskning tager udgangspunkt i den beskæftigelsespolitiske frontlinje med særligt fokus på borgerperspektivet.

Dorte Caswell
Lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Dorte Caswells forskning fokuserer i særlig grad på socialt arbejde i den beskæftigelsespolitiske frontline, herunder mødet mellem sagsbehandler og borger, brugen af sanktioner og kategoriseringen af borgerne.