Stefan Birkebjerg Andersen, stadsdirektør i Odense Kommune, deltog i paneldebat om digital ledelse på Folkemødet på Bornholm.
Stefan Birkebjerg Andersen, stadsdirektør i Odense Kommune, deltog i paneldebat om digital ledelse på Folkemødet på Bornholm.
Foto: Vibeke Volder / Ritzau Scanpix

Stadsdirektør: “Digitalisering er ikke en værdi i sig selv”

Med digitaliseringen er lederrollen totalt forandret og samtidig præcis som i gamle dage, lyder det fra både offentlige og private topledere.

ledelse

Af Astrid Skov Andersen | [email protected]

Selvom verden forandrer sig og bliver mere digital, er ledelse stadig præcis som i “gamle dage”. Det handler om at lægge en strategi, sætte retning og motivere. På den anden side stiller digitaliseringen og den teknologiske udvikling nye krav til topledere og gør kompleksiteten og tempoet højere. Samtidig har mange ledere fået en ny og anderledes medarbejdertype med på holdet: Maskiner.

Sådan lød nogle af pointerne fra panelet i en debat om lederrollen i en digital tidsalder på Folkemødet på Bornholm.

I panelet sad blandt andet stadsdirektør i Odense Kommune, Stefan Birkebjerg Andersen, der understreger, at digitalisering ikke er en værdi i sig selv. Det giver kun mening, hvis det giver en værdi for borgerne. Han giver et eksempel:

En midaldrende mand på antabus har måske ikke lyst til, at det første møde er med en sygeplejerske. Så skal han barbere sig og rydde op. Hvis han derimod kan tage kontakt digitalt, kan han være mere tilbøjelig at række ud og passe sin behandling.

I et andet eksempel fra Odense Kommune gav digitalisering bagslag. Da pladsanvisning på børnepasningsområdet blev digitaliseret, faldt ja-tak-procenten markant. Det betød, at kun 32 procent af forældrene sagde ja til den børnepasning, de fik tilbudt.

- Da vi åbnede for muligheden for at ringe til en medarbejder forinden, steg ja tak-procenten til 90 procent, forklarer Stefan Birkebjerg Andersen.

Han ser mulighederne for at handle og lede på baggrund af data som den største forskel på ledelse i dag i forhold til, da verden var analog.

Frigiv de offentlige ledere

Da regeringens Ledelseskommission tidligere på ugen præsenterede sine anbefalinger til at forbedre offentlig ledelse, fyldte digital ledelse meget lidt. I den 70 sider lange rapport bliver ordet “digital” brugt seks gange, og ingen af de syv hovedtemaer i anbefalingerne handler om digital ledelse.

Men på trods af det fik Ledelseskommissionens anbefalinger kun rosende ord fra paneldeltagerne. Ledelseskommissionens anbefaling om, at politikerne skal have tillid til ledelse, rummer nemlig også den digitale ledelse. Og tilliden til ledelse lagde Betina Hagerup, direktør i KMD, særlig vægt på i forhold til at lykkes med at omfavne den digitale udvikling i den offentlige sektor.

- Frigiv de offentlige ledere. De skal have mandat til at eksperimentere med det digitale. Ellers forstener den offentlige sektor. Der er en vis sandsynligvis for, at det går galt, når man eksperimenterer. For det går galt. Og der er man ikke gode nok til at tage chancer, lød budskabet fra Betina Hagerup.

I panelet sad også direktør i DJØF, Tomas Terkildsen og Andreas Berggreen, direktør for den kommende Udviklings- og Forenklingsstyrelse under Skatteministeriet.

Organisation & ledelse

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet