Ungdomskriminalitetsnævnet har fundet sin form. Men vejen dertil var hård, og ordningen presser kommunernes socialforvaltninger.

Kritikken går bl.a. på korte tidsfrister, et højt ressourceforbrug, afgørelser, der rækker ud over nævnets kompetence, og manglende retningslinjer, når børn med funktionsnedsættelser skal i nævnet. Men der er enighed om, at møderne foregår med respekt for børnene og de unge.

– Nogle kommuner synes, at nævnet er det værste, der er sket, og andre finder, det er ok. Men uanset holdning fokuserer vi alle på at sikre hensynet til børnene, så de ikke bliver skræmt, siger Helle Støve, kommunernes repræsentant i Koordinationsudvalget for nævnet. Udvalget følger ordningen løbende.

– Som kommunal repræsentant gør jeg opmærksom på, hvis afgørelserne bevæger sig ud over nævnets kompetence, eller hvis retningslinjerne er utilstrækkelige, siger Helle Støve.

Nævnet overtager kompetence fra kommunerne
Loven blev vedtaget i december 2018 og trådte i kraft 1. januar. Nævnet består af en dommer, en person ansat i politiet og en kommunal medarbejder, og det skal gribe hurtigt ind over for børn og unge, der er på vej ud i kriminalitet. Sagerne omfatter også 10-14-årige, der er under mistanke for at have begået kriminalitet.

Særlige screeningsenheder hos politiet indstiller sager med 10-14-årige, mens anklagemyndigheden indstiller sager med 15-17-årige, der har fået en dom. Sagerne handler typisk om vold, trusler og overfald, men også hærværk og salg af narko kan føre til, at den unge og forældrene skal møde i nævnet.

Kommunerne belyser sagerne. De skal i løbet af to-tre uger lave en ungefaglig undersøgelse, som de fremlægger i nævnet. Her medvirker også en børnesagkyndig, en advokat, en ressourceperson for barnet og en medarbejder fra den nyoprettede ungekriminalforsorg. Ofte op til 15 personer.

Afgørelserne varierer fra forbedringsforløb med bl.a. faste hjemmetider, deltagelse i fritidsaktiviteter og en kontaktperson. I den anden ende af skalaen er det døgnophold og anbringelse, herunder på sikrede institutioner. Dermed kan nævnet overtrumfe børn og unge-udvalgets beslutninger. I en del sager afgør nævnet ikke noget, fordi den unge er i god gænge, eller fordi kommunens tiltag er tilstrækkelige.

Efter nævnsmødet følger Ungekriminalforsorgen op med kontrolsamtaler, der skal sikre, at den unge efterkommer afgørelsen.

Tidsfrister presser forvaltninger hårdt
Tidsfristen på to-tre uger for en ungefaglig undersøgelse mod normalt fire måneder udgør den største udfordring, mener Lotte Henriksen, socialchef i Aarhus Kommune.

– Det giver os dårligere vilkår for at lave socialfagligt arbejde med den tungere målgruppe. Det er meget svært at høre samarbejdspartnere på to uger. Børnepsykiatrien er ikke vant til den slags tidsfrister.

Lotte Henriksen mener, at nævnet påfører kommunen ekstra opgaver uden kompensation.

– Vi spilder tid, når vi belyser sager i den lettere målgruppe, som udgør 40-50 procent af vores sager. Dem ville vores forebyggende samarbejde med skolerne ofte gribe. Hvis den unge har gode forhold med beskyttende forældre og et aktivt fritidsliv, ville vi sammen med politiet kalde dem til en samtale. Altså give dem en forskrækkelse. Nu bruger vi meget tid på at beskrive familien, den unge og sagen. 

Børn med funktionsnedsættelser og gavmilde dommere
Flere kommuner peger på, at håndbogen på nævnets hjemmeside ikke tager højde for, at en del børn har kognitive funktionsnedsættelser. Det har Helle Støve rejst i Koordinationsudvalget.

– Børn med kognitive udfordringer tænker ofte ikke i konsekvenser. Nogle bliver forskrækkede, når de kommer ind i en mødesal med 15 voksne.

En anden kritik er, at nævnet indimellem pålægger socialforvaltningen noget, det ikke har kompetence til.

– Der er eksempler på, at barnet går på skole A, og forældrene vil gerne have, at barnet skifter skole, og så træffer nævnet afgørelse om det. Men det hører ikke under nævnets kompetenceområde, siger Helle Støve.

Lotte Henriksen peger på, at dommerne kan være gavmilde.

– Er der ellers noget, I ønsker, spørger dommeren. Ja, en kontaktperson, vi kender, siger forældrene. Men det er ud over det niveau, vi har indstillet. Så bliver det svært at få indsatserne til at hænge sammen med økonomien.

Formand: Vi taler til barnet i øjenhøjde
Byretsdommer Sanne Bager er formand for nævnet og koordinationsudvalget. Hun forklarer, at alle parter har været pressede. Nævnet startede med at afholde møder i februar, en måned efter at loven trådte i kraft.

– Vi byggede et skib, mens det sejlede. Heldigvis fik vi god hjælp fra Justitsministeriet og andre partnere, og skibet er sødygtigt. Vi bygger stadig, men der er selvfølgelig begyndervanskeligheder, siger Sanne Bager.

Hun og sekretariatschef Marianne Schmidt forklarer, at alle myndigheder skulle finde deres ben. Sekretariatet har været i tæt kontakt med kommunerne for at skabe gode procedurer, fælles forståelse af indholdet i kommunens indstillinger og en god mødestruktur.

– Loven lægger op til at få barnet i centrum og kommunikere i øjenhøjde. Det lægger vi meget vægt på, når vi skriver og taler med barnet, siger Sanne Bager. 

En anden tilgang
Sanne Bager har siddet i mange år i Københavns Kommunes børne- og ungeudvalg, og hun mener, at nævnet har en anden tilgang.

– Det er kriminalitet, der har givet anledning til behandling i nævnet.  Børn- og ungeudvalgene kan kun sige ja eller nej til en indstilling. Vi har større råderum, men tager udgangspunkt i kommunens indstilling.

Sanne Bager forklarer, at det endnu ikke i praksis er fuldt afklaret, hvilke konkrete tiltag et forbedringsforløb kan indeholde.

– Det bliver vi klogere på, jo flere sager vi får behandlet. Når barnet for eksempel ikke har gået i skole i et halvt år eller mere og er kriminalitetstruet, er det svært ikke at inddrage overvejelser om barnets skolegang i forbedringsforløbet. Især når vi ved, at det kan tage lang tid for kommuner at anvise et skoletilbud.

Særlige hensyn
Nævnet forsøger at tage særlige hensyn til børn med funktionsnedsættelser, forklarer Marianne Schmidt.

– Nævnet kan afkorte møder, hvis barnet har svært ved at sidde stille. Det er sket, at nævnet har ladet barnet gå udenfor med en voksen. Vi har også overvejet i særlige tilfælde at afholde mødet et sted, som barnet kender godt. Vi ser altid på, om en sag er omfattet af nævnets kompetence og har jævnligt dialog med politiet i de enkelte sager. 

Sanne Bager forklarer, at kommunerne kan sikre, at barnet får en god oplevelse.

– De bedste forløb får vi, når kommunens sagsbehandler har en god kontakt med barnet, tager det i hånden som en medspiller og siger ’det her gør vi sammen’. Nogle er fremragende til det.