Regeringen lægger i et nyt udspil op til, at der skal skæres i optaget på universiteterne i de fire største byer. Til gengæld skal der oprettes 25 nye uddannelser i provinsbyer rundt i landet for at skabe bedre balance.
Regeringen lægger i et nyt udspil op til, at der skal skæres i optaget på universiteterne i de fire største byer. Til gengæld skal der oprettes 25 nye uddannelser i provinsbyer rundt i landet for at skabe bedre balance.
Foto: Niels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix

Det bliver hårdt arbejde at rykke unge til provinsen

Regeringen vil med stort udspil skabe bedre balance i Uddannelsesdanmark. Erfaringen viser dog, at det er meget svært at få unge til at søge mod mindre byer.

udflytning

Af Ritzau | [email protected]

Skolelærere, sygeplejersker og pædagoger skal i højere grad uddannes i provinsen fremfor i landets store byer. Og flere universitetsstudier skal flyttes ud i landet, hvor det giver mening i forhold til erhvervslivet.

Det er planen i regeringens store uddannelsesudspil, der blev præsenteret torsdag.

"Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund" hedder det, og udspillet er et opgør med "centraliseringen", som statsminister Mette Frederiksen (S) sendte en bredside afsted mod ved præsentationen i Foulum ved Viborg.

- Vi ved, at noget af det, der har allerstørst betydning for familiernes lyst til og mulighed for at bosætte sig, er mulighederne for at tage en uddannelse. Derfor skal der være bedre og flere uddannelsestilbud uden for de store byer, så flere unge kan uddanne sig i det lokalsamfund, hvor de er vokset op eller hører til, lød det fra statsministeren.

Universitetsuddannelser skal beskæres

Der er tale om både nye uddannelser, og at nogle af de mest populære universitetsuddannelser skal flyttes ud af de store byer.

Regeringen ønsker, at 60 pct.af de fire store velfærdsuddannelser skal ligge uden for de største byer.


Desuden vil regeringen reducere optaget på de videregående uddannelser i de fire store byer og på universiteternes hovedcampus med op mod ti pct. Der er dog enkelte undtagelser.

Der skal også etableres fem nye udbud af universitetsuddannelser uden for de største byer.

Handler ikke kun om uddannelse

Oppositionen har rost udspillet. Venstre har kaldt det "rigtig spændende".

Men politisk vilje er ikke nok. Det bliver en utrolig svær opgave at få flere unge til at søge mod uddannelser i mindre byer.

Det mener Elise Stenholt Sørensen, der forsker i placeringen af uddannelsesinstitutioner og deres betydning for uddannelsesvalg og flyttemønstre på Aalborg Universitet.

- De unge søger ikke mod den nærmeste uddannelse. De søger mod de største byer på grund af andre ting, siger hun.

Den tidligere VLAK-regering kastede sig for nogle år siden ud i en tilsvarende decentralisering af uddannelserne, som endte i fiasko.

  De unge søger ikke mod den nærmeste uddannelse. De søger mod de største byer på grund af andre ting.

160 millioner kroner blev brugt på at skabe ti nye "uddannelsesstationer" rundt i landet med 1000 elever. Men kun 100 søgte sidste år ind på dem.

Ungdomsuddannelser spiller også ind

Det er blandt andet den historik, Elise Stenholt Sørensen henviser til.

- Jeg sidder tilbage med en tanke om, at det bliver utrolig svært at lykkes med at få de unge til at søge mod mindre byer. Det er baseret på, hvad vi har set de seneste mange år. Årsagen til, at de enkelte velfærdsuddannelser er lukket rundt omkring, er manglende søgning.

Regeringens fokus er på videregående uddannelser, men måske bør man sætte ind endnu tidligere over for de unge mennesker.

Elise Stenholt Sørensens forskning viser, at 90 pct. af gymnasieeleverne søger mod en stor by, når de skal læse videre.

Det samme gælder dog kun for 50 pct. af dem, der får en erhvervsuddannelse. Flere unge på erhvervsuddannelser kan altså betyde styrkede lokalområder.

- Meget tyder på, at det er afgørende, hvilken ungdomsuddannelse man får. Egentlig sker valget meget tidligt. Hvis du får en gymnasieuddannelse, vil du typisk gerne til byerne, siger hun.

Flere uddannelsesmuligheder i små byer

  • Mindst ti nye udbud af velfærdsuddannelser uden for de største byer skal etableres, og samlet set skal der etableres 25 nye uddannelsesudbud i hele landet frem mod 2025.
  • Der skal flyttes omkring 1300 uddannelsespladser fra velfærdsuddannelserne væk fra København, Aarhus, Odense og Aalborg. Og der skal samtidig etableres op mod 1000 nye pladser.
  • Regeringen vil reducere optaget på de videregående uddannelser i de fire store byer og på universiteternes hovedcampus med op mod ti procent. Der er enkelte undtagelser.
  • Til gengæld skal der etableres fem nye udbud af universitetsuddannelser uden for de største byer.

Kilder: Regeringen

 

Arbejdsmarked

Børn & unge

HR & uddannelse

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet