”Jeg var et meget nysgerrigt barn. Jeg skilte ALT ad

13. august 2017

Aarhus’ borgmester kan ikke sine Aarhus-vitser, er for genert til at rose sit udseende, har taget lektioner hos Danse-Dorte og vil gerne strande på en øde ø med Carl Christian Ebbesen (DF). Det afslørede Jacob Bundsgaard (S), da han stillede op til Bagom Borgmesteren LIVE på Folkemødet.

Af Hanne Korvig
Skribent og koordinator
Af Hanne Korvig
Skribent og koordinator

Jacob, vi skal lige teste, om du er en ægte aarhusianer: Hvad tager en aarhusianer altid med sig ud i ørkenen?

Øh, pas. Den kan jeg ikke. Jeg er ikke så god til de der vitser, selvom jeg er født og opvokset i Aarhus – desværre … altså, jeg er født i 1976, og de der vitser var vist mest noget 80’er-noget.

Okay, men svaret er: En bildør – for så kan de altid rulle ned, når det bliver for varmt.

Okay – det er alligevel godt tænkt.

Hvad er din største politiske ambition for 2017?

Nogen har engang sagt, at man skal kende kvaliteten af en by på den måde, man behandler dem, der har det sværest. Og mit hjerteblod ligger i det projekt, det er at hjælpe de hjemløse i vores by, give dem tag over hovedet, for eksempel i form af storbylandsbyer, som vi allerede har lavet én af. Vi har både nogle unge og ældre, der har det svært, og de skal kunne mærke, at de også er en del af Aarhus. Vi skal få bragt dem hen et sted, hvor de får den oplevelse, at de er vigtige for byen. Helt overordnet så betragter jeg det som min fornemste opgave at skabe gode rammer for menneskene i Aarhus.

Hvad ligger der på dit natbord?

Jeg har tre børn, og det kræver lidt plads, så vi har et utroligt lille soveværelse, hvor jeg faktisk ikke har noget natbord. Men hvis, så ville der ligge Kaare Dybvads nye bog, som jeg læser i øjeblikket. Den handler om uddannelsesområdets elitefiksering og snobberi. Det er et område, vi skal have gjort noget ved.

Hvad er det sidste, du gør, inden du går i seng?

Jeg er totalt nyhedsjunkie, så jeg tjekker alle medier.

Nævn én anden nuværende borgmester, som du helst ville strande på en øde ø med – og hvorfor?

Steen Dahlstrøm fra Middelfart, som er den længst siddende borgmester i Danmark i øjeblikket. Han har en enorm erfaring som borgmester, og ham kunne jeg godt tænke mig at sidde på en øde ø med og udveksle røverhistorier. Jeg ved, at dem har han mange af. Og så har han sagt noget fint, synes jeg, nemlig at: “Som politisk leder skal man altid gå forrest, men aldrig gå længere foran, end man kan vende sig rundt og se sine borgere i øjnene.” Som politisk leder er det jo det, man gør. Man sætter en retning og sørger for at få folk trukket med, og det går galt, hvis man spurter derudad, inden folk har haft lejlighed til at mærke, om den vej er rigtig for dem.

Hvilket karaktertræk kan du bedst og dårligst lide ved dig selv?

Jeg har altid haft en helt grundlæggende oprigtig interesse for menneskers liv, og jeg kan godt lide at snakke med mange forskellige mennesker. Jeg kan lide mangfoldigheden i, hvordan man kan leve sit liv, og hvad man drømmer om. Den nysgerrighed er jeg utrolig glad for.

Og hvad er du mest glad for ved dit udseende? 

Åh gud, det har jeg ikke … det ved jeg simpelthen ikke, ha ha. Er der ikke nogle andre, der kan give et bud på det?

Er der nogle bud fra publikum?

Kvindelig publikummer: “Ja! Hans brune øjne.”

Ha, ha, ha, jamen, det er alletiders.

Andre bud?

Kvindelig publikummer: “Hans flotte skæg.”

Ha, ha.

Hvad med det træk, du mindst kan lide ved dig selv?

Udover at jeg arbejder alt, alt for meget – også mere end jeg egentlig behøver, tror jeg – så er jeg sindssyg utålmodig. I politik er utålmodighed for det meste ikke særlig godt. Vi arbejder jo med nogle processer, hvor de svære og store ting tager meget lang tid.

Er der nogen, der lider under din utålmodighed?

Ja. Jeg prøver at lægge lidt låg på, men mine nærmeste medarbejdere kan godt mærke det. Heldigvis er de sindssyg dygtige og løber stærkt med hjertet på rette sted for Aarhus og vores borgere, så jeg skal ikke klage.

Hvilket nummer er du i søskenderækken? 

Jeg er nummer ét. Jeg har en fem år yngre søster, som desdesværre er flyttet fra byen og bor på Nørrebro.

Hvordan var du som barn?

Jeg tror, at jeg var et relativt selvstændigt barn. Og et meget nysgerrigt barn. Jeg skilte ALT ad. Der var ikke det elektriske apparat i vores hjem, jeg ikke fik skilt ad. Vækkeure, radioer, vistnok også vores fjernsyn engang, det var ikke så godt …

Kunne du samle det igen?

Nej, sjældent. Det var dét, der var problemet.

Har du en bedste ven?

Jeg ved ikke, om jeg har sådan en bedste-bedste ven, men jeg har heldigvis mange gode venner og også nogle, der stammer helt tilbage fra min folkeskoletid. Det er desværre alt for sjældent, jeg ser dem, men vi har nogle faste traditioner, hvor vi mødes, og hvor vi falder tilbage i de der helt gamle roller …

Hvad er din rolle? Er du klovnen eller besserwisseren eller …?

Af de to, så tror jeg, at jeg er besserwisseren, ha ha.

Er du god til at balancere mellem arbejdsliv og privatliv? Være offline?

Jeg prøver at være meget til stede, når jeg er hjemme. Jeg har en fast regel om, at to aftener om ugen skal jeg spise aftensmad med hele familien – og det er selvfølgelig alt for lidt. Derudover prøver jeg at holde fri i børnenes skoleferier, så vi kan få noget sammenhængende tid sammen, så vi ikke glider fra hinanden. Jeg tror generelt ikke på det der med kvalitetstid. Mere på sammenhængende tid.

Er der slukket for de sociale medier, når I er sammen?

Ja, jo, nogle gange. Ellers så kan jeg skrive en Instagram-besked til mine unger: “Kig op!”

 Hvad kan gøre dig vred?

Jeg kan godt blive vred, men det sker ikke så tit. Måske kommer det af, at jeg er rundet af en opvækst, hvor jeg har mødt og kendt virkelig mange forskellige mennesker i mange forskellige livssituationer. Så jeg synes selv, at jeg er ret god til at sætte mig ind i, hvorfor folk gør, som de gør, også selvom det, de gør, er åndssvagt – så giver det et afsæt for en form for dialog og forståelse. Men hvis nogen tryner dem, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, så kan jeg godt blive vred.

Hvad kan gøre dig bange?

Ikke noget på mine egne vegne. Men jeg kan da godt blive bekymret på mine børns vegne  – hvad det er for en verden de kommer til at leve i, med klimaudfordringer og den slags. Men ellers går jeg ikke rundt og er bange.

Heller ikke for mindre ting? Jeg har for eksempel interviewet en borgmester, der var bange for mus og fugle …

Var det Michael Ziegler? Ha ha … Nej, jeg er ikke bange for edderkopper, dybder eller …

Eller for kvinder?

Heller ikke for kvinder …

Apropos: Hvad skal kvinder vide om mænd?

Oj, oj, oj … At stor overbærenhed er en dyd. Jeg kan til stadighed fascineres over forskellen på mænd og kvinder på godt og ondt. Et helt konkret eksempel hjemmefra er, at jeg kan gå ind i stuen, og dér kan ligge en trøje på gulvet, der kan stå en kaffekop et andet sted, iPad’en og bøger kan ligge og flyde et tredje sted, og jeg ser det ikke – ikke andet end som, at det ser fint ud og er meget praktisk, for jeg skal jo bruge det hele … på et tidspunkt. Modsat min kone. Det er en stadig diskussion derhjemme: Hvad er det, der rent faktisk sker i hjernen, når jeg/man ikke ser det …?

Hvad er dit bedste kurtiseringstip?

Det handler grundlæggende om at se hinanden og kunne overraske hinanden. Som for eksempel at rydde min kalender henover frokost og så invitere Kirstine ud, når hun mindst venter det. Det er at finde de der små lommer til overraskelser.

Når jeg ser et dansegulv, så …

… vil jeg gerne ud at svinge benet. Min kone sagde til mig på et tidligt tidspunkt i vores forhold, hvor jeg var i byrådet, at hvis jeg nogensinde blev rådmand, så skulle jeg lære at danse ordentligt. Og jeg sagde bare ja, ja, for det virkede jo helt urealistisk at skulle nå så langt. Men da jeg så blev rådmand 7-8 år efter, kom hun jo og sagde: Vi to har en aftale. Hvad? Er det der noget, jeg har glemt? Ja, vi skal til at gå til dans og så fangede bordet. Så vi gik til både standard og latin hos Danse-Dorte.

Så du er god til at danse?

Jeg har gået til dans … lad os lade det blive ved det, ha ha.

Har du et yndlingsband?

Jeg har lige stået og danset med ømme ben efter en halvmaraton til RadioHead på Northside Festivalen. Jeg er rundet af halvfemser-rocken, både britpoppen og grunge-bølgen fra USA. Og så bliver jeg mere og mere glad for klassisk musik. Jeg ved ikke, om det er noget, der kommer med alderen …

Hvad er meningen med dit liv?

Jeg vil tage afsæt i K. E. Løgstrup: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det er dét, der giver mig brændstof og mening. Og jeg prøver at overføre det på politik alt det, jeg kan. Det er at give noget til andre uden at forvente at få noget igen.

 

Aarhus Kommune

Seks gode og en øjebæ

  • Hvad er dit favoritspisested? Shawarmabaren på Strøget og Karma Sushi.
  • Hvad er din yndlingsudsigt? Fra et hjørne i Risskov, hvor der er udsigt udover havnen, byen og bugten med bøgeskoven i baggrunden.
  • Hvad er det mest romantiske sted? Dyrehaven.
  • Hvilken butik ville du ikke undvære? LAKOR Soulware – surf-, snow- og skateinspireret tøj.
  • Hvad er det bedste kulturtilbud? ARoS – blandt utrolig mange.
  • Hvad vil du gerne have, at kommunen skal være kendt som? Et godt, rart og venligt sted at bo.
  • Hvad er den største øjebæ? En bygning, der hedder NAVITAS
 
  • Blå bog
  • Jacob Bundsgaard (S)
  • 41 år, borgmester i Aarhus siden 2011. Gift med Kirstine. Har sammen to drenge og en pige på 6, 11 og 13.

Har du en kommentar?

avatar
wpDiscuz

Centerleder til Misbrug & Udsatte området

Center for Misbrug & Udsatte området i Esbjerg Kommune søger ny centerleder pr. 1. november 2017

Leder til Byggesag og ejendomsskat

Vi har travlt og er i centrum af udviklingen. Vi har brug for den helt rigtige leder til at stå i spidsen for vores hold af dygtige og engagerede medarbejdere

Analysestærk økonomikonsulent

Solrød Kommune skal stå stærkere på effektiviserings- og styringsdagsordenen, og vi har derfor brug for en økonomikonsulent mere. Kan du lide at udvikle økonomisk styring, men samtidig være forankret i den normale drift, så vil du være et godt bud på vores nye økonomikonsulent

Konsulent til kontrolenhed

Kan du acceptere snyd med sociale ydelser?

2 Økonomikonsulenter

Esbjerg Kommunen søger 1 økonomikonsulent der brænder for: Budgetlægning og økonomistyring Regnskab og økonomistyring

Stabschef til Ældre- og Handicapforvaltningen

Har du mod på faglig udvikling uden at gå på kompromis med sikker drift? Er dit perspektiv strategisk og helhedsorienteret? Vil du arbejde med politisk effektstyring? Så er du måske Ældre- og Handicapforvaltningens (ÆHF) nye stabschef for økonomi og HR!

Chef for Bibliotek, Borgerservice og Fritid

Horsens Kommune søger en chef til en nyetableret organisation der dækker Bibliotek, Borgerservice og Fritid.

Planchef

Vores planchef gennem knapt 4 år er blevet Teknisk Direktør i en nærliggende kommune. Derfor søger vi nu en afløser

Leder af Natur og Miljø

Halsnæs Kommune søger en ny leder for vores Natur- og Miljøafdeling. Du vil få ansvar for 10 dygtige og engagerede medarbejdere og være med til at præge en kommune, der er ambitiøs i sin natur- og miljøindsats

Leder til bibliotek, kulturhus og borger­service

Odsherred Kommune søger pr. 1. november 2017 en visionær og kulturskabende leder til BOK, som er en dynamisk og kompleks kulturinstitution, der rummer biblioteker, kulturhuse, galleri og borgerservice
Share2
Tweet
Share
+1
Email