Bagom borgmesteren

Ærøs borgmester: “Det at blive farfar – dét har ramt mig i hjertet”

17. april 2017

Ærøs borgmester er en følsom fyr, der går op i retfærdighed, de svages ve og vel, og om termokanden står, hvor den plejer. Kom med bagom afgående Jørgen Otto Jørgensen (S), der glæder sig til mere tid med sin ‘Mandskvartet’ og sine børnebørn.

Jørgen Otto er født og opvokset på Ærø og elsker sin ø. Men han glæder sig også til at få mere tid til at se verden udenfor øen. Foto: Joan Lykke Ammersbøll

Af Hanne Korvig
Skribent og koordinator
Af Hanne Korvig
Skribent og koordinator

Hvad er din største politiske ambition for 2017?

At få Landevejsprincippet rullet fuldt ud. Vi har fået nedsættelser i dryp, men ambitionen er at få det til at gælde hele året – også i sommerferien – så alle vores turis-ter, gæster og familie kan få glæde af lavere takster.

Hvorfor stopper du som borgmester?

Der er så meget, jeg gerne vil nå, mens jeg kan: mere tid med mine børnebørn, læse en bog fra ende til anden, cykle flere ture med min kone, hygge om min gamle mor. Spille og synge mere; jeg synger i ‘Mandskvartetten’ – vi underholder med barber-shopmusik til festlige lejligheder. Og så vil jeg gerne rejse mere, end jeg har gjort.

Hvad kommer du til at savne allermest i jobbet som borgmester?

Mødet med alle de gode mennesker. Over hele linjen.

Hvor var du i dit liv som 25-årig?

Da var jeg nyuddannet lærer i Svendborg på Hømarkskolen, hvor jeg underviste i musik, matematik og dansk. Jeg var kæreste med Lis, min kone, som jeg havde mødt på færgen. Færgen er et godt mødested, hvor ting kan udvikle sig …

Hvad ligger der altid på dit natbord?

Min mobil. Jeg har min gamle mor boende på øen, som bor i egen lejlighed. Det giver en tryghed både for hende og for mig, at hun kan få fat i mig, hvis der skulle ske noget. En ‘opgave’, jeg deler med min lillebror.

“Meningen med livet er at føre slægten videre. Og bidrage til at min familie og mine medmennesker får et godt og sundt liv uden ensomhed. Ensomhed er forfærdelig for de mennesker, den rammer.”

Jørgen Otto Jørgensen

Hvad er det sidste, du gør, inden du går i seng?

Hvis jeg har overskud, så læser jeg en 20 minutters tid. Lige nu i Peter Øvig Knudsens ‘Hippie’. Jeg er jo fra den tid –uden at jeg var med til alt det vilde der i København og Thy. Jeg var meget fascineret af miljøet, deres grønne og bæredygtige projekter og musikkulturen, der opstod omkring bevægelsen, Beatles og Rolling Stones. Det var jo en kæmpe forandring, og pigerne gik op i, om man var til det ene eller det andet. Jeg var til Rolling Stones.

Nævn én anden nuværende borgmester, som du beundrer – og hvorfor?

Winni Grosbøll (S) på Bornholm. Hun er en dygtig borgmester og debattør, og det virker på mig, som om hun kender sin ø og befolkning rigtig godt.

Hvilken begivenhed har haft størst betydning for dit liv?

Det at blive far og farfar har haft enorm betydning for mit liv. En del af det at blive bedsteforælder er jo også at se sine egne børn blive forældre. Det er fantastisk at se, hvordan de tager den opgave på sig. Da jeg var skolelærer og mine kolleger blev bedsteforældre og var helt rundt på gulvet, tænkte jeg, at de var tossede, men det må jeg sige, at det har jeg fået fuld forståelse for nu. Det har virkelig ramt mit hjerte at blive farfar.

Hvad er dit forhold til sundhed?

Jeg er meget opmærksom på det – uden at være fanatisk. Jeg har motioneret hele mit liv; cyklet, gået rigtig mange ture med min kone. Jeg drikker meget lidt, har aldrig røget, jeg spiser fornuftigt, men til gengæld er jeg så vild med kage. Det kan dog ikke ses på mig. Den mentale sundhed er også vigtig. Frisk luft, musik og sang – det gør mig glad i hovedet.

Hvilket karaktertræk kan du bedst og dårligst lide ved dig selv?

Jeg har en veludviklet retfærdighedssans, og det kan så være en fordel for nogle og en ulempe for andre. Jeg vil meget gerne have, at folk kan forstå, hvorfor man træffer de beslutninger, man gør. Grundlæggende er jeg meget optaget af, at de  brede skuldre skal klare sig selv, og at hjælpe de svage. Det dårligste træk? Det har jeg sgu sådan set lidt svært ved … men altså jeg vil gerne have orden. Både på arbejdet og hjemme. Jeg kan ikke have, hvis der er noget, der roder; opvaskebaljen og termokanden, skoene – det skal stå dér, hvor det plejer at stå, og det kan nok være lidt irriterende for andre at høre på …

Hvad er det vigtigste råd, du vil give videre til dine børn?

Kæmp for de svage. Ikke se forbi dem. Det er vigtigt – også for verdens fremtid.

Hvad glæder du dig til at slippe for som borgmester?

Jeg glæder mig til at slippe for alle de e-mails, jeg skal tage stilling til. I vores lille kommune har vi jo meget begrænset administration, så jeg skal stort set være inde over det meste.

Hvad kan gøre dig vred?

Når nogen bliver uretfærdigt behandlet. Det gør mig ked af det.

Hvad kan gøre dig bange?

Spritbilister. Alle de konsekvenser, det har.

Hvilken film har du sidst set?

‘Der kommer en dag’ – som er baseret på virkelige hændelser fra drengehjemmet Godhavn. Den kan du godt forestille dig, dén ramte mig altså i maven.  Det er jo skrækkeligt at tænke på, hvad de blev udsat for.

Passer mottoet ‘Bag enhver succesfuld mand / kvinde står en stærk kvinde /mand’ – på dig?

Ja. Støtten og opbakningen hjemme er fundamentet. Hvis jeg orker det, vender vi ting fra mit arbejde, men ellers går vi bare en tur. Og så er det Lis, der sørger for, at jeg ser ordentlig ud i tøjet. Og det er godt, for ellers … ville det se skidt ud.

Hvad er dit bedste kurtiseringstip?

Det kan jeg ikke huske … ha ha. Ej, det er vigtigt ikke kun at dele sin tid med andre. Dyrke fælles oplevelser med hende og snakke om vores fælles liv.

Når jeg ser et dansegulv, så …

Tænker jeg på alle de glade mennesker, der gennem tiden har danset til det rockorkester, som jeg havde sammen med min lillebror og mine to drenge. Vi kaldte os ‘Ærøboys’. Vi spillede til by-fes-ter og privatfester i ti år fra slutningen af 90’erne. 60’er-musik, Creedence Clearwater og Rolling Stones – det var rigtig sjovt. Særligt det med at spille med sine børn. Men alt har jo en tid, og da de her børnebørn begyndte at dukke op, så stoppede vi. De skulle jo ikke rejse fra deres familier og efterlade det hele til mine svigerdøtre. Om jeg selv danser …? Joh, men jeg er ikke den første derude og heller ikke den sidste, lad mig sige det sådan.

Hvilket eftermæle som borgmester vil du gerne have?

Troværdig. Retfærdig. Ordentlig. Og meget gerne Jørgen Otto.

Hvad er meningen med livet?

At føre slægten videre og bidrage til, at min familie og mine medmennesker får et godt og sundt liv uden ensomhed. Ensomhed er forfærdeligt for de mennesker, den rammer.

Blå bog

Jørgen Otto Jørgensen

  • Jørgen Otto Jørgensen (A), 66 år, borgmester i Ærøskøbing Kommune fra 1998 til 2006.
  • Borgmester i Ærø Kommune fra 1. januar 2006 indtil 1. januar 2010, og  igen fra 1. januar 2014.
  • Gift med Lis, har to sønner på 35 og 39 år.

Ærø Kommune

Seks gode og en øjebæ

Hvad er dit favorit spisested?

Ingen. Jeg går i bund og grund ikke så meget op i mad.

Hvad er din yndlingsudsigt?

At se ud over det sydfynske øhav, for eksempel fra Olde Mølle

Hvad er det mest romantiske sted på øen?

Det er det gamle torv i Ærøskøbing.

Hvilken butik ville du ikke undvære?

Bageren. Det er det med kagerne.

Hvad er øens bedste kulturtilbud?

Vores museer. Ærø Museum og Marstals Søfartsmuseum.

Hvad vil du gerne have, at din ø skal være kendt for?

Smuk natur, unik kulturarv og gæstfrihed.

Hvad er øens største øjebæ?

Bregninge Kro.

Centerleder til Misbrug & Udsatte området

Center for Misbrug & Udsatte området i Esbjerg Kommune søger ny centerleder pr. 1. november 2017

Leder til Byggesag og ejendomsskat

Vi har travlt og er i centrum af udviklingen. Vi har brug for den helt rigtige leder til at stå i spidsen for vores hold af dygtige og engagerede medarbejdere

Analysestærk økonomikonsulent

Solrød Kommune skal stå stærkere på effektiviserings- og styringsdagsordenen, og vi har derfor brug for en økonomikonsulent mere. Kan du lide at udvikle økonomisk styring, men samtidig være forankret i den normale drift, så vil du være et godt bud på vores nye økonomikonsulent

Konsulent til kontrolenhed

Kan du acceptere snyd med sociale ydelser?

2 Økonomikonsulenter

Esbjerg Kommunen søger 1 økonomikonsulent der brænder for: Budgetlægning og økonomistyring Regnskab og økonomistyring

Stabschef til Ældre- og Handicapforvaltningen

Har du mod på faglig udvikling uden at gå på kompromis med sikker drift? Er dit perspektiv strategisk og helhedsorienteret? Vil du arbejde med politisk effektstyring? Så er du måske Ældre- og Handicapforvaltningens (ÆHF) nye stabschef for økonomi og HR!

Chef for Bibliotek, Borgerservice og Fritid

Horsens Kommune søger en chef til en nyetableret organisation der dækker Bibliotek, Borgerservice og Fritid.

Planchef

Vores planchef gennem knapt 4 år er blevet Teknisk Direktør i en nærliggende kommune. Derfor søger vi nu en afløser

Leder af Natur og Miljø

Halsnæs Kommune søger en ny leder for vores Natur- og Miljøafdeling. Du vil få ansvar for 10 dygtige og engagerede medarbejdere og være med til at præge en kommune, der er ambitiøs i sin natur- og miljøindsats

Leder til bibliotek, kulturhus og borger­service

Odsherred Kommune søger pr. 1. november 2017 en visionær og kulturskabende leder til BOK, som er en dynamisk og kompleks kulturinstitution, der rummer biblioteker, kulturhuse, galleri og borgerservice
Share214
Tweet3
Share7
+1
Email