problemknusere

Borgmestre vil løse verdens problemer

21. september 2014

Politologen Benjamin Barber lancerede sidste år ideen om, at borgmestre skal styre verden gennem et nyt globalt parlament. I weekenden samledes 30 borgmestre med det formål at få ført ideen ud i livet.

Foto: Polfoto

Af Morten Munkholm
Journalist
Af Morten Munkholm
Journalist

Da Jerusalems borgmester gennem 28 år, Teddy Kollek, i 80’erne endnu en gang blev mødt af krav fra både jøder, muslimer og kristne om, at de skulle have ubegrænset adgang til deres hellige steder i byen, lød svaret angivelig prompte fra Kollek: De herrer, spar mig for jeres prædikener, og jeg skal ordne jeres kloakker.

Det er den slags anekdoter om pragmatisme, professor og politolog Benjamin Barber holder af at fortælle, når han argumenterer for, hvorfor borgmestre er dem, der reelt kan løse verdens problemer.

– Borgmestre er ikke interesserede i en ideologi baseret på højre eller venstre, som tager udgangspunkt i 1800-tallets industrielle udvikling med arbejdsgiverne mod proletarerne. De er interesserede i, at skraldet bliver hentet, at sneen bliver ryddet, og at havnen og skolen fungerer optimalt, siger han til Kommunen.

”Det viser, at vi simpelthen bliver nødt til at stoppe med at tænke problemløsning via nationalstater og se tilbage i tiden til bystyret og kommunerne, hvor du stadig finder effektiv forvaltning, stadig finder politisk tillid og stadig finder pragmatisme.”

Benjamin Barber

Sidste år udkom hans bog ’If Mayors Ruled the World’, der beskriver, hvordan verdens statsledere i stigende grad ikke er i stand til at løse nutidens problemer. I stedet argumenterer Benjamin Barber for, at et nyt parlament af borgmestre vil kunne fungere langt mere optimalt.

En idé, som 30 borgmestre og 50 videnskabs- og organisationsfolk i weekenden arbejdede videre på at få realiseret i Holland.

– Til min forbløffelse startede borgmestre, allerede før min bog blev udgivet, med at ringe for at høre nærmere om mine ideer, og om jeg kunne hjælpe med at få det til at ske, fortæller Benjamin Barber, som siden har rejst rundt i verden for at samle yderligere opbakning til projektet.

Først fra Seoul i Sydkorea og siden videre til de europæiske metropoler. Borgmestre som Londons Boris Johnson, New Yorks Bill de Blasio og Singapores Tony Tan er alle med i projektet, som på et møde næste år skal blive til et pilotprojekt med forhåbentlig flere hundrede byer involveret.

– Det her handler ikke om, at borgmestrene vil regere den stakkels forsømte verden. Det handler mere om, at de kan se, at hvis de ikke tager lederskab over verdensdagsordnen, så får de også sværere ved at løse deres lokale problemer, forklarer den 75-årige professor.

Dysfunktionelle stater

Årsagen til, at statslederne er handlingslammede, kan ifølge Benjamin Barber findes i historiebøgerne.

– Nationalstaten blev født for 400-500 år siden som en styrende enhed, der skulle erstatte de gamle monarkier fra middelalderen. Den er baseret på suverænitet, uafhæn­gighed, autonomi, nationale grænser og et enkelt folk med samme race og samme tro, forklarer professoren og påpeger, at nutidens samfund er præget af helt andre tendenser.

– Verden i dag består af indbyrdes afhængighed, multikulturelle samfund og problemer, der går på tværs af grænserne. Vores største udfordringer er klimaforandringer, sygdomspandemier, terrorisme, teknologiudvikling, ustabile markeder og immigration. Men vores foretrukne løsningsmodel er stadig baseret på de her 400-500 år gamle suveræne stater, som skulle løse problemer inden for deres egne territorier. Vores samfundsmodel er blevet arkaisk og forældet, siger han.

Fire facts om urbanisering

[intense_gallery id=”25967″ include=”25992,25991,25990,25989″]

Bedste eksempel på udviklingen mener han er FN’s serie af klimakonferencer, de såkaldte COP’s, som år efter år skuffer – ikke mindst i 2009, hvor der var lagt op til en stor aftale i København.

– Det viser, at vi simpelthen bliver nødt til at stoppe med at tænke i problemløsning via nationalstater og se tilbage i tiden til bystyret og kommunerne, hvor du stadig finder effektiv forvaltning, stadig finder politisk tillid og stadig finder pragmatisme, mener Benjamin Barber.

Glokale problemer

Samtidig med COP-15’s kollaps i Bella Center mødtes overborgmester Frank Jensen (S) med en række andre borgmestre på Københavns Rådhus og blev enige om en konkret klimaindsats. Et vigtigt statement, mener Barber, der dog ikke anser borgmestre for at være mere progressive personer. I stedet handler det om, at vores globale problemer også er blevet vores lokale problemer.

– Ni ud af ti byer ligger ud til vandet, så byerne bliver jo de første til at mærke effekten af global opvarmning. De har altså en meget naturlig interesse i at få folk i landbrugsområderne til at gøre noget ved udviklingen. Terrorister angriber ikke landbrugene. De angriber storbyerne, så også her har de en naturlig interesse i at få gjort noget ved sikkerheden, og sådan kan man blive ved, forklarer han.

Samtidig er tilliden fra befolkningen oftest langt større overfor de lokalvalgte end nationalt valgte. Det gælder også i Danmark. Men trods den større tillid beskriver Benjamin Barber også i sin bog, hvordan borgmestre ofte kikser, så snart de går ind i landspolitik. Klasseeksemplet er Tyrkiets tidligere premierminister Recep Tayyip Erdogan.

– Han var borgmester i Istanbul, der er mere multikulturel og sekulariseret end resten af landet. Og han var en stor succes, fordi han kom med en moderat politik født i storbyen, men som tiden er gået, er han mere og mere drejet henimod den nationale interesse, som er mere islamisk og mindre kompromissøgende, siger Benjamin Barber, som mener, at de fleste nationale parlamenter har udviklet deres eget sæt af normer og værdier.

– Problemet er, at når borgmestrene indtræder i deres nationale parlament, bliver de koloniseret af den nationale ideologi, den nationale dagsorden, de nationale ismer, hvad end det er islamisme, kapitalisme eller socialisme. De bliver simpelthen mindre pragmatisk indstillede med tiden, forklarer han.

Et andet nedslag i ’If Mayors Ruled the World’ er beskrivelsen af borgmestre som ofte kontroversielle politikere. For eksempel blev Moskvas tidligere borgmester gennem næsten 20 år, Jurij Luzhkov, anklaget for korruption, inden præsident Medvedev i 2010 fjernede ham fra posten.

I Kina blev en af landets mest hypede borgmestre, Bo Xilai, sidste år dømt for korruption, og de færreste forstår vel i realiteten, hvordan New Yorks tidligere borgmester, milliardæren Michael Bloomberg, kunne sidde i tre perioder, når en borgmester i byen maksimalt må sidde i to.

– Byer har er en langt bedre styreform end en stat. Men det betyder ikke, at synd, amoral, korruption og ambitioner stopper ved indgangen til rådhuset, så selvfølgelig vil du se de her sager, forklarer Benjamin Barber, der dog også mener, at lokale politikeres korruption er mere gennemskuelig end i parlamentet.

– For mig at se er det en langt farligere form for korruption, vi ser på nationalt plan, hvor store pengebeløb i den grad kan købe indflydelse. Hvis du puttede alle de kongresmedlemmer, som har gjort, hvad de, der betalte deres valgkamp, fortalte dem, i fængsel, så ville der nærmest ikke være nogen tilbage i kongressen, siger han efterfulgt af et grin.

Hvad med landområder?

Halvdelen af verdens befolkning lever i bysamfund, skriver Benjamin Barber flere gange i sin bog. Men hvordan vil den anden halvdel, landbefolkningen, egentlig blive repræsenteret i hans nye parlament?

– Selvfølgelig skal vi ikke have små og smalt favnende bystyrer til at dominere verdens gang. Men min teori går heller ikke på, at det er byerne, der skal regere verden. Det er metroregionerne. Det vil altså sige, at en by med hele sit opland skal repræsenteres i parlamentet, forklarer han. Desuden mener Benjamin Barber ikke, man skal bekymre sig for meget om indflydelsen til landbefolkningen, som ifølge ham er overrepræsenteret.

– I USA har vi Tea Party-bevægelsen, som står for 15 procent af befolkningen, men dominerer vores politik fuldstændig. I Frankrig har de provinskulturen La France Profonde, som bliver ved med at prægede deres landspolitik. I teorien ville det give god mening, hvis byernes befolkningsdominans også dominerede det politiske landskab, men historisk set er det lige modsat, så før vi ser en mere lige tendens i den retning, er jeg slet ikke bekymret for landområdernes indflydelse, siger han og påpeger, at den andel af verdensbefolkningen, der bor i byerne, faktisk allerede på to år er gået fra 50 procent til 52 procent.

Den kinesiske hurdle

Et problem med Benjamin Barbers idé om et borgmesterparlament står beskrevet i appendikset til ’If Mayors Ruled the World’. For selvom kineserne udgør en af verdens største befolkningsgrupper, gør det politiske etpartisystem, at deres borgmestre i ringe grad kan siges at repræsentere befolkningen. Heller ikke tillidsmålingerne peger derfor i samme retning i Kina som i resten af verden.

”Ni ud af ti byer ligger ud til vandet, så byerne bliver jo de første til at mærke effekten af global opvarmning. De har altså en meget naturlig interesse i at få folk i landbrugsområderne til at gøre noget ved udviklingen.”

Benjamin Barber

– Ikke-demokratiske nationer er selvfølgelig langt sværere at have med i vores demokratiske byprojekt. Der er mange variationer af, hvordan byer bliver styret. I Frankrig er borgmesteren ikke direkte valgt, men et produkt af partiets udvælgelsessystem. I Irland er det nærmest en rotationspost at være borgmester, for der bliver man udvalgt af byrådet, fortæller Benjamin Barber, som tager til Hongkong senere på efteråret for blandt andet at tale med regionens leder om deltagelse i projektet.

Generelt tror han nemlig på, at der i Kina er lige så stor efterspørgsel efter, at borgmestrene løser de globale problemer, som i resten af verden – noget, han blandt andet begrunder med en anekdote fra sin tid som rådgiver for USA’s tidligere præsident Bill Clinton. På et officielt besøg i 90’ernes Kina havde præsidenten nemlig arrangeret et livetransmitteret ’stil spørgsmål til politikerne’-møde med Shanghais borgmester.

– Vi troede, at Shanghais borgmester ville være en del af bagtapetet, og at alle ville høre, hvad Clinton havde at sige. Men tre fjerdedele af spørgsmålene og telefonopkaldene var adresseret til borgmesteren. Kineserne ville ikke høre en national leders løsninger på problemerne. De ville høre de konkrete løsninger fra deres egen borgmester, forklarer Benjamin Barber, som på den måde vender tilbage til at fortælle om alt det rigtige ved et globalt parlament af borgmestre. Næste år kan det meget vel blive til virkelighed.

Se TED-talk med Benjamin Barber

Juridisk rådgiver og forhandler til IDA

Vil du være med til at udvikle og sikre IDAs medlemmers rammer og ansættelsesvilkår?

Dygtig og ambitiøs tilbudskonsulent

Brænder du for at beskæftige dig med rådgivning af virksomheder, og har du lyst til at arbejde med forretningsrådgivning, er stillingen som Business Development Consultant måske noget for dig

Kompetent chef for Sundhed, Pleje & Omsorg

Du får en central plads i indsatsen for sundhedsfremme, forebyggelse, pleje og omsorg, behandling og rehabilitering. Afsættet er en stærk vision, der skal styrke livsmod, ressourcer og nye muligheder

Bosætningskonsulent

Vi skal bruge en ny kollega, der kan være med til at skrive og derefter drive Vordingborg Kommunes bosætningsstrategi.

Skarp økonomikonsulent

Er du den skarpe økonomikonsulent, der kan understøtte det gode budget- og regnskabsarbejde? … så har vi en spændende stilling til dig, hvor du vil spille en vigtig rolle i udviklingen af økonomistyringen af området for pleje og visitation

Afdelingsleder til en datadreven Økonomistab

Vi søger en afdelingsleder til en ny afdeling, Budget & Data, som etableres ved at ændre på Økonomistabens nuværende interne organisation

Byg & Miljøchef

Afdelingschef til Byg og Miljø

Centerchef til Center for Sundhed og Velfærd

Har du visioner for fremtidens sundhed og pleje? Er du en erfaren chef, der kan vise vejen, omsætte strategi til praksis og understøtte samarbejde på tværs?
Share14
Tweet
Share3
+1
Email