Politik fra rødderne

 naturen svarer igen

Af Rune Engelbreth Larsen
 | humanisme.dk@gmail.com

Idéhistoriker, forfatter, foredragsholder, naturfotograf og digter. 

 

Side 2-foto med udvidet billedtekst
Geding-Kasted Mose skal være et område med mere ”vild” natur. Derfor har Aarhus Kommune besluttet, at sætte store græssende dyr til at passe området, så det ikke gror til i krat. Foto: Gregers Tycho / Ritzau Foto

Vild naturvision 2030

”Lyder det utopisk? 1.500 kvadratkilometer vildere natur på naturligere præmisser, vildnis og vildmarker – inden 2030?”

Lad os tænke fremad og prøve at forestille os, om ikke Danmark om få år kunne få en betydeligt mere ambitiøs naturpolitik. Hvordan kunne resultatet af den se ud i 2030? Her er et bud:

I 2030 har Danmark 30-50 større naturområder, der samlet strækker sig over 1.500 kvadratkilometer vildmarker og vildnis, hvor naturen i vid udstrækning råder på egne præmisser – ja, allerede i 2025 er halvdelen på plads. Her bliver der ikke længere fældet, fliset eller fjernet så meget som ét eneste træ til tømmer; i stedet får træerne lov til at blive krogede, eventyrlige, gamle og dø i fred.

På den måde forbliver de levesteder og mad for utallige andre arter – både mens de er levende træer, og efter at de er døde.

  ”Lyder det utopisk? 1.500
kvadratkilometer vildere
natur på naturligere
præmisser, vildnis og
vildmarker – inden 2030?”

Ikke blot kan du i næsten alle disse områder møde nogle af vore velkendte hjortearter, men også støde på vildheste og vildokser, der har fået lov til at blive en del af naturen uden fodring eller øremærker. Nogle steder er der desuden elge, bisoner og vildsvin, og af og til dukker der sågar vandbøfler op af en mose.

Og er du heldig, kan du måske få øje på et ådsel fra en ulvejagt, hvor en guldsjakal og et par ravne tager for sig af efterladenskaberne. Bagefter rydder ådselsbiller og andre nedbryderorganismer op og efterlader en fascinerende skulptur af afpillede knogler.

I enkelte skove har sort stork sågar bygget rede – men jeg røber ikke hvor.

Til gengæld er det blevet endnu lettere at opleve en eller flere af landets havørne – som i 2030 har rundet 150 ynglepar – når de glider ind i luftrummet som monumentale himmeldøre.

På de åbne vidder kan du en tidlig morgen følge store krondyrflokkes træk henover landskabet, indtil trompeter afbryder dem, og det er lige, før du tænker: Var det elefanter? Og dog: Musikken kommer fra oven og stammer jo næppe fra Dumbo.

Derimod er det de fortryllende traner, som gerne vil holde afstand og møde hinanden til uforstyrret dans i hundredvis, hvorfor de trutter på elefantastisk vis og flyver bort, hvis du kommer for nær.

Lysåbne skove og varierede vådområder har fået deres egne omskiftelige udstillinger af naturens største installationskunstnere, bæverne, der har strøet spåner ud i uigennemskuelige mønstre omkring afgnavne stammer og skabt dæmninger i kunstfærdige konstellationer.

Ikke statiske kulisser

Alle disse vilde naturlandskaber er ikke statiske kulisser, som langsomt bliver mere grå og ensformige, men farverige og foranderlige tableauer, der forskyder sig over tid – det ene års besøg er aldrig helt lig det næste.

I 2025 og især i 2030 er Danmark blevet meget vildere, end landet har været i århundreder – og 1.500 kvadratkilometer begyndende vildmarker og vildnis er ingenlunde så utænkeligt, som du måske tror.

Vi lever i et land med over 3.000 kvadratkilometer offentligt ejede naturområder og et stigende antal fondsejede naturreservater og flere private lodsejere, som er ved at opdage, at natur på naturligere præmisser rummer tusindfold mere mangfoldige, uerstattelige og oplevelsesrige herlighedsværdier end kedsommelige plantager og ørkener med konformt plænegræs.

Når politikere har set i øjnene, at dette jo slet ikke handler om højre eller venstre, men om at genetablere udgangsbetingelserne for fremtidens mangfoldige natur (som også historisk har været såre naturlig for vores land), kan det være, at de begynder at lytte?

Og har de først forstået, hvor lidt det koster, og hvor naturgavnligt det kunne blive, så kunne det måske blive et fælles projekt – og utvivlsomt et boost for lokal grøn turisme i mange kommuner.

Selvopretholdende natur på naturligere præmisser – vildt, ikke?

Jo, det bliver naturligvis ikke helt uden visse målrettede forvaltningsnålestik her og der og selvfølgelig visse reguleringer af bestandene indimellem. For der er jo ikke tale om én stor upåvirket vildmark med århundreders kontinuitet, men om igangsættelse af en proces, hvor vi atter giver plads til vildere natur med naturlig dynamik i en række områder – blottet for tømmerhugst, uden beboelse og uden tilskudsfodring. Men selvfølgelig med offentlig adgang til oplevelsesrigdommen.

Fageksperter skal selvsagt ind over hvert enkelt område og sikre, at det er de rette dyrearter, der udsættes, og at alt forløber optimalt. Men så kan vi også begynde indenfor de 3.000 kvadratkilometer statsligt og kommunalt ejede områder og se, om ikke private lodsejere følger efter.

Større områder end i dag

Selvfølgelig skal vi ikke glemme vore mange små naturperler af den grund. Hundredvis, måske tusindvis af private kogræsserforeninger og anden husdyrgræsning kan hjælpe endnu mere til i 2030. På mange arealer helt ned til 20-30 hektar kan det også lade sig gøre at have robuste dyr gående året rundt – helt uden (eller med meget lidt) tilskudsfodring, hvilket også er skridt i vildere retning.

Men al den dynamik og variation, som mange truede arter er afhængige af, kræver nu engang plads, og derfor skal vi også tænke i større områder end i dag, når vi tænker dansk natur.

Lyder det utopisk? 1.500 kvadratkilometer vildere natur på naturligere præmisser, vildnis og vildmarker – inden 2030?

Måske. I sidste ende er det jo op til politikerne. Men før dem er det op til befolkningen. Og før befolkningen er det op til grønne NGO’er og andre naturvenner at løbe en sådan dagsorden op. Det kan kun gå for langsomt.

Men kan det lade sig gøre?

Hvem ved? Men hvis vi i midt-1990’erne havde foreslået, at vi på mindre end to årtier skulle udsætte vildheste på 11 forskellige lokaliteter, bisoner på tre lokaliteter, elge i Lille Vildmose og vandbøfler i et moseområde udenfor Aarhus, og at Danmark i øvrigt ville huse en bestand på 200 bævere i Nordjylland og 40-50 bævere i Nordsjælland, ville ingen have troet os.

Og havde vi tilføjet, at vi indenfor samme tyve år også ville se landets bestand af ynglende havørne forøget fra nul til 83 og se ynglende vandrefalke sprede sig, mens ulven luntede hjem igen efter 199 års fravær, ville de fleste dengang have afvist det på et splitsekund som komplet urealistisk.

Men lige dér er vi faktisk i 2017.

Nu skal vi videre. Det, vi har set de seneste 20 år, er de store fugles genkomst og de små arealers vildere natureksperimenter. Nu skal vi op i større og vildere skala, for det er dér, det rykker.

Og vi har pladsen i Danmark. Vi har potentialet. Vi mangler kun prioriteringen.

Rune Engelbreth Larsen er idéhistoriker og forfatter.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.


© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57